I 2017 er Aarhus som bekendt europæisk kulturhovedstad og sådan en skal naturligvis have lydkunst! Derfor blev der sidste år udskrevet en konkurrence, Lyden af Aarhus 2017. Blandt de 31 indsendte projekter fra hele verden har en fagjury udvalgt schweizeren Andres Bosshard med projektet Sonic Ark. Seismograf/DMT talte med Bosshard umiddelbart efter offentliggørelsen.

Sonic Ark er et dramaturgisk koncept, der består at en række installationer, som flytter sig igennem det offentlige rum, og som helt bogstaveligt tager udgangspunkt i lyden af Aarhus”, fortæller Bosshard.

”Lydmæssigt sover Aarhus, men den er en sovende skønhed og jeg kan høre et stort potentiale i byens lyde, som bare trænger til at blive vækket. Jeg er ikke pessimist i forhold til byens støjende miljø. Med mine værker er jeg mere interesseret i at give bedre betingelser for kvaliteten i lytningen, for derigennem at kunne arbejde mod et bedre lydmiljø. Og her har Aarhus meget at byde på. Jeg har allerede været her to gange og gennem det næste år vil jeg i tæt samarbejde med byens borgere undersøge og lytte til forskellige steder i byen for at indsamle de lyde, som kommer til at indgå i værkerne. For eksempel arbejder et af værkerne med en kombination af mikroskopiske plantelyde, lyden af det århusianske sprog og den makroskopiske arkitektur i Botanisk Have. Her er borgerne vigtige det talte århusianske sprog er helt centralt.”

Der er klare lydøkologiske undertoner i projektet, men Bosshard mener ikke, at verden er ved at blive oversvømmet af dårlig lyd. Derimod mener han, at kan vi blive bedre til at lytte til de lyde, der allerede er her, og projekttitlens bibelske reference skal derfor heller ikke tages helt bogstaveligt.

”Jeg ser nærmere Arken som en metafor for at kunne lære at sætte pris på at sejle rundt, flyde ind og ud af eller drive gennem byens akustiske landskab. Det handler ikke så meget om, at vi skal beskyttes mod støjen, men jeg kunne godt tænke mig at folk kommer til at kende byen bedre, får lyst til at udforske dens lyde og måske endda kan lære at spille på den som et instrument,” forklarer han.

I sit arbejde sammenligner han også sig selv med en sømand, der er afhængig af vind og bølger for at kunne få skibet til at sejle – en tilgang der præger hans måde at interagere med lydmiljøet på.

”Hele byens lydbillede er på en måde med i værket og især lyden af menneskene i byen. På den måde handler det økologiske ikke kun om natur, men også om det sociale, om interaktion og kommunikation. Gennem øret kan vi opnå en betydelig større livskvalitet, og jeg håber at folk i Aarhus efter 2017 vil ’tro’ mere på deres egen lyd. Jeg er mest interesseret i at ændre bevidstheden om og stoltheden over hvilken lydkvalitet Aarhus har som by. Og jeg tror ikke der skal så meget til, for at vække den sovende skønhed”, slutter Andres Bosshard.

Det er Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og de tre komponistforeninger Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer (DJBFA), Dansk Komponist Forening (DKF) og Danske Populære Autorer (DPA), der har stået bag konkurrencen Lyden af Aarhus 2017. Foruden værkbestillingen, mortager Andres Bosshard en pris på 200.000 kr.

Andres Bosshard, f. 1955, bor og arbejder i Zürich i Schweiz. Han er uddannet kunstmaler, og begyndte tidligt at arbejde med eksperimenterende musik og teater. Han har udviklet roterende lydobjekter, interaktiv computermusik, programmer og lydinstallationer. Blandt andre “Sound Tower” ved Expo.02 ved Bieler-søen i Schweiz.

© Mike Højgaard

»Musik for mig er en åben vej til eventyr, hvor alt kan ske. Musik for mig er en frihed, der rummer alle følelser. Musik for mig er det allermest private og noget, som mange kan dele. Musik for mig er uforståelig, oplysende, underholdende, religiøs, filosofisk, vibrerende, magisk og den stærkeste kraft, jeg kender. Musik for mig er noget, der gør mig opmærksom på livet. Musik for mig er en fri fugl.«

Gustaf Ljunggren er en svensk musiker og komponist, bosat i København. Hans værker bæres ofte af en vilje til indadvendthed og fordybelse i en støjende verden. I 2026 udgiver Gustaf Ljunggren albummet Along The Low Road, skabt i samarbejde med den islandske musiker Skúli Sverrisson. Ljunggren medvirker på hundredevis af udgivelser som instrumentalist og arrangør, og han har gennem årene samarbejdet tæt med Emil de Waal, CV Jørgensen, Steffen Brandt, Sofia Karlsson, DR Pigekoret, Eddi Reader, Anders Matthesen og mange flere. For den brede danske befolkning blev Gustaf et velkendt ansigt, da han var kapelmester i Det nye talkshow på DR1 med Anders Lund Madsen som vært. Siden 2011 er Gustaf Ljunggren tovholder for SPOT Festivals koncertserie Naked.

© Ida Sofie Skov Larsen

»Musik for os er en måde at skabe en forbindelse og et fællesskab til andre mennesker.«

Selvom Schæfer indtil videre kun har udgivet tre singler, har bandet allerede markeret sig på den danske musikscene. Duoen og venneparret, Anna Skov (vokal) og Emil Mors (keyboards), skriver samfundsaktuelle, underfundige og humoristiske sange, der peger fingre af både omverdenen og dem selv.

kortkritiklive
14.03

Jeg er et tomt højhus, hvor smerten sidder i alle vægge

Ensemble Lydenskab, Martin Ottosen, Ulla Bendixen, Gerd Laugesen & beboere fra det socialpsykiatriske botilbud Sønderparken: »Alle sætter spor«
© Phillip Jørgensen
© Phillip Jørgensen

Det er både svært og urimeligt at forholde sig kritisk til koncerten Alle sætter spor. Det handler om rigtige mennesker med noget på spil og hjerte, nemlig beboere på det socialpsykiatriske botilbud Sønderparken. De lagde deres indre liv i hænderne på seks kunstnere og blev således medskabere af i alt ni sange, som fik premiere på Museum Ovartaci.

Projektet Musikalske alliancer er både kunst, forskning og lindring. En samskabelse, der vil give stemme til mennesker i psykiatrien. Resultatet var sange med banjopræget galopleg, smertelige violinstik, tomme huse fyldt af utrøstelig gråd, afrevne torsoer og dybe lange strøg, men også håb, omsorg og bløde kanter. Som medier for livserfaringerne optrådte digter Gerd Laugesen, tre musikere fra ensemblet Lydenskab på cello, violin og guitar foruden pianist Martin Ottosen og vokalist Ulla Bendixen fra elektrofolk-bandet Sorten Muld. 

Det var en kompetent flok, der leverede et højt musikalsk niveau. Alligevel virkede det, som om dette vigtige projekt lykkedes med samskabelsen og samtalen, men måske ikke helt med sit kunstneriske udtryk. Var det fordi teksterne var fyldt af klichéer? Eller snarere fordi hele opsætningen oplevedes lidt intern – nærmest som en skolekoncert? På trods af Bendixens vidunderligt luftige og udtryksfulde vokal, stod koncerten stærkest i de få indslag præget af digtoplæsning. Dog måtte jeg ad omveje erfare, at digtene var bearbejdninger, mens sangteksterne var beboernes egne ord. Og det var jo de stemmer, jeg skulle lære at lytte til. 

kortkritikrelease
13.03

Når joik møder drill

Zak Norman & Charlie Miller: »Takkuuk«
© PR
© PR

Det grønlandske ord Takkuuk betyder »opmærksomhed«, og det er den lettere ironiske titel på et af de mere kaotiske projekter på årets CPH:DOX. Filmen er et samarbejde mellem den visuelle kunstner Zak Norman, filminstruktør Charlie Miller og den Belfast-baserede elektroniske duo BICEP, og inkluderer desuden syv musikere fra Kalaallit Nunaat og Sapmi. Det er med andre ord masser af stemmer og agendaer i spil, og det bærer projektet præg af.

Processen, der leder frem til filmen, lyder mere interessant end værket. Norman og Miller rejste rundt i Arktis, opsøgte musikere og researchere og filmede gletschere og is. Filmens syv unge musikere gik i studiet med BICEP for at lave et fælles soundtrack: En slags clubbet remix af syv meget forskellige praksisser, fra drill og heavy metal over joik til strubesang og trommedans. Det kunne have været interessant at følge de møder, men i stedet tager filmen os i en anden retning.

Der klippes mellem et dokumentarisk spor af interviews og en surreel musikvideoæstetik, hvor specialbyggede kameraer panorerer over isens overflade og iklæder den farvede filtre med referencer til nordlys og klubbelysning. Interviewsporet lader de medvirkende styre samtalen, som derfor går i mange retninger: Vi kommer omkring de traditionelle musikalske udtryks spirituelle undertoner, og her ville man gerne have opholdt sig længere. En interessant sekvens fortæller, hvordan trommedansen forholder sig til den udøvende kunstners hjerterytme, og hvordan den rytme er næsten den samme som pulsen i drill. Mere af det, tak.

I en efterfølgende talk fortalte filmskaberne, at værket oprindeligt er produceret som en audiovisuel installation til fem skærme. Det giver mening og ville måske have fungeret bedre. Som dokumentarfilm betragtet er Takkuuk fragmentarisk, kaotisk og retningsløs, og det er ærgerligt, for de unge musikere lader til at have mere at byde på.

»Takkuuk«, Zak Norman & Charlie Miller (UK), 2025 (67 min.). Vises på CPH:DOX 12., 17. og 19. marts

kortkritikrelease
13.03

Når celloen flytter på landet

Katrine Philp: »Et klassisk liv«
© Carsten Snejbjerg
© Carsten Snejbjerg

En bondegård ved Rødvig på Stevns med både grise og køer rummer samtidig en elitemusikskole for cellister, Scandinavian Cello School. Skolen er dannet af den britiske cellist og professor Jacob Shaw, der også er landmand og bor her med sin familie. Et sted, hvor de tilstedeværende unge mennesker bliver sat til at deltage i arbejdet på gården som i et kollektiv, når de altså ikke arbejder på deres musikalske projekter.

Det er i den grad en nyskabelse, mener Shaw. I en af de mange scener med den tænksomme, idealistiske og uselviske mentor bemærker han, at den klassiske musikverden har et stort fokus på konkurrence og muligvis musikalsk udvikling, men kun sjældent er optaget af noget så essentielt som trivsel. 

Det er fascinerende at følge ikke blot undervisningen og konkurrencerne på Stevns og andre steder, men også at lægge øre til de unges beretninger om at spille foruden de talrige ukommenterede forløb, hvor store mængder musik især fra den klassiske cellolitteratur bliver fremført – herunder en udendørsscene, hvor musikerne har trukket en gruppe køer til, som ser ud til at lytte, når de altså ikke muher. 

Det er en film om selvrealisering gennem disciplin, men også om disciplin gennem selvrealisering. Filmen kredser konstant om menneskets bestræbelser efter at blive bedre til noget, og den gør det på en måde, der hele tiden sætter deltagernes kærlighed til musik i centrum. Også hos Shaw selv, hvis tidligere alvorlige sygdomsforløb, der kort refereres til, danner et slags kontrapunkt til den lethed, der ellers præger filmen. 

Katrine Philps dokumentarfilm Et klassisk liv er hermed anbefalet – ikke kun til forældre til musikinteresserede børn, men til alle, som interesserer sig for musik. Klassisk musik? Nej. Musik.

»Et klassisk liv«, instr. Katrine Philp (Danmark / Sverige), (90 min.), vises på CPH:DOX 14., 17. og 21. marts