I 2017 er Aarhus som bekendt europæisk kulturhovedstad og sådan en skal naturligvis have lydkunst! Derfor blev der sidste år udskrevet en konkurrence, Lyden af Aarhus 2017. Blandt de 31 indsendte projekter fra hele verden har en fagjury udvalgt schweizeren Andres Bosshard med projektet Sonic Ark. Seismograf/DMT talte med Bosshard umiddelbart efter offentliggørelsen.
”Sonic Ark er et dramaturgisk koncept, der består at en række installationer, som flytter sig igennem det offentlige rum, og som helt bogstaveligt tager udgangspunkt i lyden af Aarhus”, fortæller Bosshard.
”Lydmæssigt sover Aarhus, men den er en sovende skønhed og jeg kan høre et stort potentiale i byens lyde, som bare trænger til at blive vækket. Jeg er ikke pessimist i forhold til byens støjende miljø. Med mine værker er jeg mere interesseret i at give bedre betingelser for kvaliteten i lytningen, for derigennem at kunne arbejde mod et bedre lydmiljø. Og her har Aarhus meget at byde på. Jeg har allerede været her to gange og gennem det næste år vil jeg i tæt samarbejde med byens borgere undersøge og lytte til forskellige steder i byen for at indsamle de lyde, som kommer til at indgå i værkerne. For eksempel arbejder et af værkerne med en kombination af mikroskopiske plantelyde, lyden af det århusianske sprog og den makroskopiske arkitektur i Botanisk Have. Her er borgerne vigtige det talte århusianske sprog er helt centralt.”
Der er klare lydøkologiske undertoner i projektet, men Bosshard mener ikke, at verden er ved at blive oversvømmet af dårlig lyd. Derimod mener han, at kan vi blive bedre til at lytte til de lyde, der allerede er her, og projekttitlens bibelske reference skal derfor heller ikke tages helt bogstaveligt.
”Jeg ser nærmere Arken som en metafor for at kunne lære at sætte pris på at sejle rundt, flyde ind og ud af eller drive gennem byens akustiske landskab. Det handler ikke så meget om, at vi skal beskyttes mod støjen, men jeg kunne godt tænke mig at folk kommer til at kende byen bedre, får lyst til at udforske dens lyde og måske endda kan lære at spille på den som et instrument,” forklarer han.
I sit arbejde sammenligner han også sig selv med en sømand, der er afhængig af vind og bølger for at kunne få skibet til at sejle – en tilgang der præger hans måde at interagere med lydmiljøet på.
”Hele byens lydbillede er på en måde med i værket og især lyden af menneskene i byen. På den måde handler det økologiske ikke kun om natur, men også om det sociale, om interaktion og kommunikation. Gennem øret kan vi opnå en betydelig større livskvalitet, og jeg håber at folk i Aarhus efter 2017 vil ’tro’ mere på deres egen lyd. Jeg er mest interesseret i at ændre bevidstheden om og stoltheden over hvilken lydkvalitet Aarhus har som by. Og jeg tror ikke der skal så meget til, for at vække den sovende skønhed”, slutter Andres Bosshard.
Det er Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og de tre komponistforeninger Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer (DJBFA), Dansk Komponist Forening (DKF) og Danske Populære Autorer (DPA), der har stået bag konkurrencen Lyden af Aarhus 2017. Foruden værkbestillingen, mortager Andres Bosshard en pris på 200.000 kr.
Andres Bosshard, f. 1955, bor og arbejder i Zürich i Schweiz. Han er uddannet kunstmaler, og begyndte tidligt at arbejde med eksperimenterende musik og teater. Han har udviklet roterende lydobjekter, interaktiv computermusik, programmer og lydinstallationer. Blandt andre “Sound Tower” ved Expo.02 ved Bieler-søen i Schweiz.
Hjemløs hjerteregn
Graver man i kulturformidlerens sædvanlige repertoire af tillægsmærkater, ville »svævende« nok være det første, man kunne klistre på Love in Exile. Men denne pakistanske trios første album går hinsides det statisk løftede. Æterismen hænger ikke blot i luften som noget, der er. Den sker.
Fusionsdronning Arooj Aftab, komponist og professor Vijay Iyer og multiinstrumentalist og producer Shahzad Ismaily er en trio af talent, ja, og den etablerede pondus tager de hver især med sig ind i dette værk. Ismaily styrer fleksible rytmer med organisk dronebund og lejlighedsvise Moog; som en hånd på sine medmusikanters skuldre. Synthesizere og klaverer fletter sig løbende ind og ud af hinanden, mens Iyer bevæger sig fra inderlig hindustani til intens minimalisme og jazzede improvisationer. Overgangene er givetvis et resultat af en hvirvelvind af kolliderende indflydelser, men sammensmeltningen føles naturlig i hænderne på de tre temperamenter.
»Jeg tror, der i de seneste år er sket en kollektiv bevægelse ind i et bedre rum, hvor musik kan forstås som ikke-binær. Folk fokuserer på, om det, de hører, bevæger dem eller ej,« forklarer Aftab i et interview. Hendes genfortolkede ghazal er rensende som altid, men nu endnu mere sart og umiddelbar end på hendes roste Vulture Prince. På Love in Exile udforskes og manifesteres et fælles indflydelses- og ophavsmæssigt grundlag, som unægteligt er eklektisk. Selvfølgelig. Følelsen af eksil – eller kunstnerisk hjemløshed – er rigtigt nok markant på dette album, men det er det ægte, følte og levende i den grad også.
Rokoko-blåt begær
Nikki Martin og deres ensemble Blue Luminaire breder sig på tværs af stilarter og århundreder, fra tidlig musik til ambient musik via jazz og mere. Men der er et stærkt lydfingeraftryk på dette, deres første album for Bella Union.
Det er et album i ordets sandeste betydning. På tværs af ti tracks trækker Terroirs vejret stødt ind og ud, og man mærker smerten ved hver udånding. Det kræver et pund følelsesmæssigt kød fra lytteren: Hverken emnet eller optagelsens intime karakter tillader rent objektiv lytning. Martins rene kontratenorstemme er lige i dit øre.
Smerte, længsel og en vis følelse af katarsis er hjørnestenene på et album, der med vilje ligger i et slags følelsesmæssigt ingenmandsland – den stramme organisme af stemmer og instrumenter, der sidder fast og svinger mellem to uforpligtende akkorder (»Closeness Sighs«, »Feel Your Skin Against Mine«, »Tangled«), begrænset af febril homofoni (»Held«) eller styret af antydninger af gamle former som passacaglia (»Falling«). Et bagland af detaljer føjer til denne stemning: Rokoko-vrid, ømt gamba-spil, kurren som fra hængende fugle.
Alt dette tilknappede begær bryder til sidst ud i slutningen af »Worlds«, en pæn kulmination efterfulgt af en rensende epilog »My«. Nogle gange prøver musikken at vride for mange tårer fra et enkelt ord eller gestus. Nogle gange længes man efter udvikling, der vil løsne en sang fra sin faste position (selvom det sandsynligvis ville besejre objektet). Nogle gange er det alt for tæt på at lyde helt slidt. Men med tiden afslører Terroir sig bestemt som et medrivende lyt.
Rococo blue desire
Nikki Martin and their ensemble Blue Luminaire sprawl across styles and centuries from early music to ambient music via jazz and more. But there’s a strong sound fingerprint on this, their first album for Bella Union.
It is an album in the truest sense of the word. Across ten tracks, Terroirs breathes steadily in and out, aching with every exhalation. It demands a pound of emotional flesh from listeners: neither the subject matter nor the intimate nature of the recording allow for purely objective listening. Martin’s clean countertenor voice is right in your ear.
Pain, longing and some sense of catharsis are cornerstones of an album intentionally marooned in a sort of emotional no-mans-land – the tight organism of voices and instruments stuck, oscillating between two noncommittal chords (»Closeness Sighs«, »Feel Your Skin Against Mine«, »Tangled«), constrained by febrile homophony (»Held«) or ruled by the hints of old forms like passacaglia (»Falling«). A hinterland of details adds to the ambience: Rococo twists and turns, tender gamba playing, drooping avian cooing.
All this buttoned-up desire eventually blurts out at the end of »Worlds«, a neat culmination followed by a purifying epilogue »My«. Sometimes the music tries to wring too many tears from a single word or gesture. Sometimes you long for a development that will dislodge a song from its fixed position (though that would probably defeat the object). Sometimes it’s all too close to sounding entirely worn out. But over time, Terroir sure proves an engrossing listen.
Waynes verden
En søgen efter mening gik igen i flere af de Wayne Siegel-værker, Athelas Sinfonietta lørdag opførte i Koncertkirken. Ikke mindst på et spirituelt plan, hvor særligt Hélène Navasses luftige solobasfløjte i Dive (2017) flugtede roligt med det meditative kirkerum.
Eller i den blanding af støjbrøl, glasklar thereminklang og intergalaktisk R2D2-rislen, der lød, når Siegels besjælede bevægelsessensorer gik i dialog med ensemblet i østligt influerede Shiva’s Dance (2019). Som om elektronmagikeren søgte svar i fjerne kulturer, og hvis de så udeblev: i verdensaltet.
Godmodig lød oftest denne søgen, ledsaget af venligsindede minimalistiske sløjfer, dansant valsende passager og afstemte gongslag. Men bag den imødekommende vilje lurede også sivende tuttibrøl og hektiske jagtmotiver, holdt i stram snor af strenge spejlstrukturer.
Hele tiden dette spil mellem nysgerrige spørgsmål, afklaret varme og varmblodet action, ikke mindst i den febrilsk omskiftelige strygekvartet Northern Shore (2014) med dagens hidsigste temperament.
Indtryk gjorde især uropførelsen af den lille basunkoncert Smooth Newt (2023), der lod Andras Olsens klagende messingmotiver ekkoe elegant gennem resten af det sværmende ensemble. Også her tegnede pludselig jagt og dans kontraster op, inden værket vendte tilbage til sit nænsomt glidende udgangspunkt.
Det var musik, man kunne finde rundt i, finde mening i og endda rocke med på: Westernhyldesten Reuben’s Train (2023) rundede festligt koncerten af med togrytmik og Siegel på banjo. Yee-hah!
Fagre nye 90'ere
Sommetider vælger en kunstner at sadle helt om og foretager en stilmæssig kovending. Som Rene Magritte, der pludselig begyndte at male surrealistisk, en bevidst og kreativ satsning, der gjorde ham til en af genrens bærende kræfter. Anders Skibsted, klassisk uddannet komponist og bandoneonist og altså udøver af musik langt fra lydgeneratorer, foretager netop sådan en satsning på secnerefer – hans første eksperimenter med et fuldt elektronisk lydbillede.
Fuldstændig talentløst er det ej. Der løber en rød tråd gennem værkets syv numre – alle båret af samples – der lyder, som et pibende læhegn, kombineret med tunge forvrængede beats. Det er ikke dårligt udført, og det er tydeligt, at Skibsted bruger erfaringen som komponist i sit arbejde med elektronikken.
Men, som presseteksten også nævner, er inspirationen fra IDM og andet elektronik bare virkelig stærk, i så høj grad, at Skibsted tit og oftest ender med at lyde som musik udgivet på Warp Records i slutningen af 90’erne. Specifikt lyder secnerefer enormt meget som Autechres mere kryptiske hovedværker, helt ned til beat-produktionen, og titlerne låner vist fra Aphex Twin. Bedst er »Sqeiwz Tekyrguv«, hvor de distortede trommehug er erstattet af en cool ambience og leg med effektfiltre.
Desværre lyder secnerefer som en lettere bedaget version af de britiske forbilleder. Albummet er ikke den succesfulde kunstneriske satsning, man kunne håbe på, men er dog interessant som et øjebliksbillede af en moderne eksperimentalists tur ind i en ny verden.