Aarhus Symfoniorkester bliver brugt som en organisk pladespillerskulptur, når Shiva Feshareki blander båndmusikkens eksperimenter med hiphoppens “turntablism” og tilfører dem begge orkestermusikkens storhed.

Den 31. august kan man i Aarhus opleve den britiske komponist eksperimentere direkte med sammenhængen mellem de akustiske former, koncertsalens rumlighed og orkestrets instrumentering og placering, når hun sammen med organisten Kit Downes bruger det danske symfoniorkester i et nykomponeret værk.

Feshareki er kraftigt inspireret af bl.a. danske Else Marie Pade samt sin landskvinde Daphne Orams banebrydende elektroniske værk for orkester og pladespillere Still Point fra 1949, som hun tidligere har fortolket sammen med London Contemporary Orchestra.

Musikhuset Aarhus huser Danmarkspremieren på hendes orkesterværk med Aarhus Symfoniorkester, som bærer den knappe titel O:

“Orkesterværket er en yderst skulpturel, akustisk komposition inspireret af mine mangeårige eksperimenter med forskellige musikalske formater og discipliner. Værket er fordelt i rummet på en måde, således at musikken bevæger sig rundt i orkestret, som var det en roterende vinylplade. I den forstand fokuserer stykket også på resonans og lyds fysiske egenskaber. Denne cirkulære bevægelse, med uret eller mod uret, er en del af de skulpturelle mønstre, der benyttes, og afhængig af hvor hurtigt eller langsomt lyden bevæger sig rundt mellem musikerne bliver alle aspekter af musikken påvirket”, forklarer Feshareki.

Hvad? Shiva Fesharekis O
Hvor? Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus, Thomas Jensens Allé 2, Aarhus C
Hvornår? 31. august 2017 kl. 19.30

Læs mere om Feshareki og hendes virke på Aarhus Symfoniorkesters hjemmeside.

© PR

Digter Victor Boy Lindholms forfatterskab behandler så forskelligt territorium som cykling, hykleri og natur, senest i Isbogen – hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt skrevet sammen med professor i klimaforandringer Sebastian H. Mernild. Hans playliste har tilsvarende spændvidde. Fra bluegrass-fornyeren Billy Strings til Guldimund og Soleima, der begge synger drømmende om de ting, der er tættest på. Victor Boy Lindholm læser op til Deer Bodega-koncerten 20. juni i Byhaven i København sammen med blandt andre G.HO and Emma Lincoln fra DJ-kollektivet Future Female Sound. 

© Sigrun Gudbrandsdottir

Signe Høirup Wille-Jørgensen bærer – ud over branchens længste navn – også aliaset Jomi og Jomi Massage. Hun har en baggrund i den eksperimenterende støjrock og er stadig aktiv som guitarist og vokalist i orkestret Speaker Bite Me. Men allermest agerer hun som den genreflydende kunstner Jomi og har siden år 2000 arbejdet kompromisløst som komponist, musiker, forfatter, underviser og debattør. Jomi står bag en lang række albums, soundtracks, koncerter og performances, som alle skabes ud fra trangen til at udtrykke det voldsomme og omfavne det skrøbelige.

© Malthe Folke Ivarsson

Allan Gravgaard Madsen er dansk komponist med base i København. Blandt hans seneste værker er Träume nicht og Nachtmusik. Han forsøger at skabe en bedre version af sig selv i sin musik – hvor hans person har tendens til at være rastløs, plapre og have et aktivt indre liv, er hans musik kontrolleret, enkel og nådesløs i sit udtryk. Han er modtager af Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris 2022.

 

kortkritik
13.06.2023

03

© Øystein Nesheim
© Øystein Nesheim
kortkritik
10.06.2023

Aphex Twin – byens vildeste wellness

Syd for Solen: Aphex Twin  
© Mathias Bak Larsen
© Mathias Bak Larsen

Man har et beat til man tager et nyt beat. I electronic dance music må man aldrig gro fast i standpunkter, men konstant dreje på nye knapper for at holde flowet i gang. Det er det, Richard D. James har foretaget sig siden 1991. Der var et flow her, den irsk-engelske musiker spillede ikke sine mest syrede, creepy og manisk opklippede stykker. Fordi han mest af alt er en dygtig kurator, satte han, beat for beat, eksperimenterende acid house, jungle og drill ‘n’ bass sammen, som en billedkunstner blander rød, blå og gul. Det sortnede for øjnene. Britisk ravekultur – især Aphex Twin – har lært os, at det er muligt at se mange farver på én gang. 

Men selv uden det imponerende lysshow havde man kunnet mærke, hvad hans musik handler om: En slags hurtigtvirkende, evigt sitrende og kun lidt smertende wellness for ørene. Aphex Twins koncert var som at sidde i et boblebad i en skov og opleve fluorescerende kunst. Elektro-pioneren mindede om, at lydkunst er fysisk, den kommer nedefra, som små rystelser fra et hårdt betongulv, eller som her, fra en blød, græsset mark. Lydkunst påvirker fysisk musklerne, ligesom laserlys helt konkret blænder øjnene. På et tidspunkt havde den polyrytmiske techno løsrevet sig fra maskinerne, som havde skabt den, og svævede som abstrakte bobler i luften.  

Aphex Twin er ikke færdig med at optræde. Med sit enkeltmandsfirma står han lyslevende på scenerne rundt omkring i verden denne sommer. Nu har man testet, at Deep Listening (på den hårde måde) for masserne er mulig selv i en crowded og varm park i København. Fænomenalt.