© Ultima
© Ultima

Thorbjørn Tønder Hansen er død. Med Thorbjørn har kunstmusikken mistet en af de mest betydningsfulde producenter, kuratorer og kulturledere i Norden.

I mere end to årtier arbejdede Thorbjørn i krydsfeltet mellem samtidsmusik, lydkunst, festivalledelse og dansk-norsk kultursamarbejde. I 2000-2006 var Thorbjørn manager for det norske Cikada Ensemble. I 2009 blev han leder af Art Music Denmark (daværende Snyk), som han ledte frem til 2017, hvor han vendte tilbage til det norske kulturliv som direktør for Ultima Festival. De sidste år af sit liv var Thorbjørn fondsbestyrer for Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde.

Thorbjørn var en vellidt og visionær kulturleder, der har sat sit uudslettelige præg på musiklivet. Jeg og andre danske kunstnere husker nok Thorbjørn bedst for hans inspirerende og modige projekter som fx. G((o))ng Tomorrow Festival (tidl. Wundergrund). Thorbjørn var aldrig bange for at give unge og opkommende kunstnere en chance på scenen, og jeg tror ikke, det er for meget sagt, at Thorbjørn af den grund alene har præget en hel generation af danske kunstnere.

Jeg var selv ung kompositionsstuderende, første gang jeg mødte Thorbjørn. Det har formentlig været omkring 2008. Thorbjørn var dengang projektleder i Art Music Denmark, som var i fuld gang med G((o))ng Tomorrow. En festival, der blander genrer og krydser kunstmiljøer, forklarede Thorbjørn – et vildt koncept i Danmark dengang. Næste øjeblik stod jeg på G((o))ngs scene i Råhuset med en flok vilde unge kunstnere – en samling af musikere og komponister, klassiske og rytmiske, med vidt forskellige udtryk og arbejdsmetoder. Koncerten, der fulgte, har næppe været nogen kunstnerisk åbenbaring, men samtalerne, venskaberne og barturerne med en gruppe kunstnere, jeg ellers ikke ville have mødt, åbnede mine øjne for en helt ny måde at samarbejde på. Både kunstnerisk og i forhold til kulturproduktion.

Gennem årene udviklede Thorbjørn mange internationale venskaber med kunstnere og institutioner fra nær og fjern. Thorbjørn og G((o))ng Tomorrow introducerede utallige spændende kunstnere til Danmark og åbnede samtidig nye døre i udlandet for danske kunstnere. Igennem mange år var Thorbjørn nærmest billedet på dansk kunstmusik i udlandet og et ekstremt vigtigt bindeled mellem kunstnere, spillesteder og festivaler.

Sådan tror jeg, mange husker Thorbjørn: Som en inspirator med fremadskuende idéer, nysgerrig og modig og med en stærk forståelse for værdien af international musikudveksling.

Dansk musikliv ville ikke være det samme uden Thorbjørn. Det samme kan siges om Art Music Denmark. Vores lille genreorganisation har ændret sig meget, siden Thorbjørn var leder. Alligevel er jeg stolt over den organisation, jeg selv overtog lederskabet af, og hvor grundværdierne fra dengang stadig er gældende. En organisation, der kæmper for at give kunstnere nye muligheder. En organisation med et stærkt internationalt netværk og fokus på international musikudveksling. Det tror jeg ikke ville have været muligt uden Thorbjørns store og ihærdige (for-)arbejde.

Thorbjørn Tønder Hansen er død. Han vil blive savnet, ikke bare af kunstnere og kulturliv i Norden, men blandt hans mange venner og samarbejdspartnere i hele verden. Thorbjørn har skabt kontakter, idéer og visioner, der former dagens kulturliv. Jeg er ikke i tvivl om, at hans betydning for kulturlivet lever videre.

Jeg sender mine varmeste tanker til Thorbjørns familie og nære i denne svære tid.

Ære være Thorbjørns minde.

Regin Petersen
Direktør i Art Music Denmark

© Simon Weyhe

»Musik for mig er min hobby, mit job, min ventil, mit humør, en uendelig kilde til at opdage ny musik og ny, gammel musik, noget af det bedste og kan være noget af det værste. Og jeg elsker det!«

Track72 aka Tue Track aka Anders Lundby Brixen. Producer, dj, rapper med mere. Kendt for sin rolle i trioen Malk De Koijn, der siden midten af 1990’erne har skabt et personligt univers i dansk hiphop. Har optrådt i Ponyblod, Xtra Naan, Track Abdullah Rock, Booty Cologne m.fl.

© PR
© PR

Onsdag 5. august 2026 skete det igen: En akkord i John Cages Organ2/ASLSP (As Slow as Possible) skiftede efter to et halvt år. Det skriver Classic FM.

Værket blev skrevet af den amerikanske avantgardekomponist John Cage i midten af 1980’erne. Partituret består af otte sider musik, og som titlen antyder, er instruktionen at spille det »så langsomt som muligt«.

På klaver kan værket vare omkring en time. Men på orgel kan Cages idé om langsomhed foldes ud i et helt andet tidsperspektiv. I den mest ekstreme opførelse varer værket ikke timer eller dage, men 639 år.

»Hvad er musik for mig? Hvor er de store følelser blevet af?«

Gellért Szabó er komponist, dirigent og performer med base i Leipzig, Tyskland. Hans arbejde forener nutidig komposition med inspiration fra fri improvisation, støjmusik og den sene romantiks udtryksmæssige rigdom. Han er grundlægger og kunstnerisk leder af det 23 medlemmer store Ideal Orchestra, et ensemble dedikeret til storslået eksperimentalmusik med overvældende følelsesmæssig intensitet. Ved siden af dette optræder Szabó internationalt med sit soloprojekt Radical Radio Show, hvor han udforsker symfoniske klangflader og omsluttende lydlandskaber ved hjælp af en enkelt elektrisk guitar og live-elektronik. Hans musik er drevet af en søgen efter intensitet, sårbarhed og et kompromisløst følelsesmæssigt udtryk.

© Christoffer Askman
© Christoffer Askman

Fra Kulturværftet i Helsingør glider skibene forbi Kronborg gennem Øresund – en påmindelse om de handelsruter, der gennem århundreder har bragt varer, mennesker og magt mellem Norden og resten af verden. Det er et oplagt afsæt for Passage Festival, og for Marie Dahls vokalværk Silke. Sukker. Sand, der undersøger tre materialers sammenfiltrede historie.

Silke. Sukker. Sand er en vokal performance i tre akter, der følger de tre materialers historiske rejse gennem kolonitid, global økonomi og geopolitik. Fem sangere fra Ars Nova Copenhagen er på scenen i en minimalistisk scenografi, der stort set kun består af farvet lys og tre kostumer, som skifter karakter undervejs. Først silkekjoler, dernæst en art krinoline, der skal illustrere sukkertoppe, og endelig grå stenblokke, en slags ophobning af sand.

Værkets centrale greb er at oversætte materialernes fysiske egenskaber til vokale udtryk. Snart bliver silkens elasticitet til blød, bølgende flerstemmighed, snart til en forpuppet elektronisk knitren. Sukkerets krystallinske struktur omsættes til skarpe vokale anslag, nærmest som korte smæld, og sødmefulde hvisken, mens sandet knirker, rasler og giver resonans til en libretto om økonomi og overmagt, vold og begær.

Forestillingen har ikke en egentlig narrativ struktur, og de fem sangere spiller ingen roller, men bevæger sig lidt stift rundt på scenen, som man gør, når man primært har fokus på sin stemme. Sammenligningen med Hotel Pro Formas Flammenwerfer melder sig uundgåeligt. Her blev den strenge æstetik udfordret af C.F. Hills vildtvoksende billedunivers og Blixa Bargelds sårbare tilstedeværelse. De elementer savner man i Marie Dahls kontrollerede opsætning, der kunne have godt af lidt mere af den følsomhed og kaos, der også er Kirsten Dehlholms arv.

© PR

»Musik for os er en primal urkraft, som giver anledning til at slippe hæmningerne.«

Leizure er en københavnsk kvintet, der bevæger sig i krydsfeltet mellem post-punk, no wave og eksperimenterende rock. Bandets lyd er præget af atonale vokaler, skærende saxofon, hypnotiske guitarriff og et rytmisk fundament, der veksler mellem stram præcision og rå intensitet.

Bandets kommende album The Guillotine kredser om temaer som samfundsmæssigt forfald, omvæltning og opgør med etablerede strukturer, formidlet gennem et direkte og energifyldt musikalsk udtryk.