Thorbjørn Tønder Hansen er død. Med Thorbjørn har kunstmusikken mistet en af de mest betydningsfulde producenter, kuratorer og kulturledere i Norden.
I mere end to årtier arbejdede Thorbjørn i krydsfeltet mellem samtidsmusik, lydkunst, festivalledelse og dansk-norsk kultursamarbejde. I 2000-2006 var Thorbjørn manager for det norske Cikada Ensemble. I 2009 blev han leder af Art Music Denmark (daværende Snyk), som han ledte frem til 2017, hvor han vendte tilbage til det norske kulturliv som direktør for Ultima Festival. De sidste år af sit liv var Thorbjørn fondsbestyrer for Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde.
Thorbjørn var en vellidt og visionær kulturleder, der har sat sit uudslettelige præg på musiklivet. Jeg og andre danske kunstnere husker nok Thorbjørn bedst for hans inspirerende og modige projekter som fx. G((o))ng Tomorrow Festival (tidl. Wundergrund). Thorbjørn var aldrig bange for at give unge og opkommende kunstnere en chance på scenen, og jeg tror ikke, det er for meget sagt, at Thorbjørn af den grund alene har præget en hel generation af danske kunstnere.
Jeg var selv ung kompositionsstuderende, første gang jeg mødte Thorbjørn. Det har formentlig været omkring 2008. Thorbjørn var dengang projektleder i Art Music Denmark, som var i fuld gang med G((o))ng Tomorrow. En festival, der blander genrer og krydser kunstmiljøer, forklarede Thorbjørn – et vildt koncept i Danmark dengang. Næste øjeblik stod jeg på G((o))ngs scene i Råhuset med en flok vilde unge kunstnere – en samling af musikere og komponister, klassiske og rytmiske, med vidt forskellige udtryk og arbejdsmetoder. Koncerten, der fulgte, har næppe været nogen kunstnerisk åbenbaring, men samtalerne, venskaberne og barturerne med en gruppe kunstnere, jeg ellers ikke ville have mødt, åbnede mine øjne for en helt ny måde at samarbejde på. Både kunstnerisk og i forhold til kulturproduktion.
Gennem årene udviklede Thorbjørn mange internationale venskaber med kunstnere og institutioner fra nær og fjern. Thorbjørn og G((o))ng Tomorrow introducerede utallige spændende kunstnere til Danmark og åbnede samtidig nye døre i udlandet for danske kunstnere. Igennem mange år var Thorbjørn nærmest billedet på dansk kunstmusik i udlandet og et ekstremt vigtigt bindeled mellem kunstnere, spillesteder og festivaler.
Sådan tror jeg, mange husker Thorbjørn: Som en inspirator med fremadskuende idéer, nysgerrig og modig og med en stærk forståelse for værdien af international musikudveksling.
Dansk musikliv ville ikke være det samme uden Thorbjørn. Det samme kan siges om Art Music Denmark. Vores lille genreorganisation har ændret sig meget, siden Thorbjørn var leder. Alligevel er jeg stolt over den organisation, jeg selv overtog lederskabet af, og hvor grundværdierne fra dengang stadig er gældende. En organisation, der kæmper for at give kunstnere nye muligheder. En organisation med et stærkt internationalt netværk og fokus på international musikudveksling. Det tror jeg ikke ville have været muligt uden Thorbjørns store og ihærdige (for-)arbejde.
Thorbjørn Tønder Hansen er død. Han vil blive savnet, ikke bare af kunstnere og kulturliv i Norden, men blandt hans mange venner og samarbejdspartnere i hele verden. Thorbjørn har skabt kontakter, idéer og visioner, der former dagens kulturliv. Jeg er ikke i tvivl om, at hans betydning for kulturlivet lever videre.
Jeg sender mine varmeste tanker til Thorbjørns familie og nære i denne svære tid.
Ære være Thorbjørns minde.
Regin Petersen
Direktør i Art Music Denmark
Rococo blue desire
Nikki Martin and their ensemble Blue Luminaire sprawl across styles and centuries from early music to ambient music via jazz and more. But there’s a strong sound fingerprint on this, their first album for Bella Union.
It is an album in the truest sense of the word. Across ten tracks, Terroirs breathes steadily in and out, aching with every exhalation. It demands a pound of emotional flesh from listeners: neither the subject matter nor the intimate nature of the recording allow for purely objective listening. Martin’s clean countertenor voice is right in your ear.
Pain, longing and some sense of catharsis are cornerstones of an album intentionally marooned in a sort of emotional no-mans-land – the tight organism of voices and instruments stuck, oscillating between two noncommittal chords (»Closeness Sighs«, »Feel Your Skin Against Mine«, »Tangled«), constrained by febrile homophony (»Held«) or ruled by the hints of old forms like passacaglia (»Falling«). A hinterland of details adds to the ambience: Rococo twists and turns, tender gamba playing, drooping avian cooing.
All this buttoned-up desire eventually blurts out at the end of »Worlds«, a neat culmination followed by a purifying epilogue »My«. Sometimes the music tries to wring too many tears from a single word or gesture. Sometimes you long for a development that will dislodge a song from its fixed position (though that would probably defeat the object). Sometimes it’s all too close to sounding entirely worn out. But over time, Terroir sure proves an engrossing listen.
Waynes verden
En søgen efter mening gik igen i flere af de Wayne Siegel-værker, Athelas Sinfonietta lørdag opførte i Koncertkirken. Ikke mindst på et spirituelt plan, hvor særligt Hélène Navasses luftige solobasfløjte i Dive (2017) flugtede roligt med det meditative kirkerum.
Eller i den blanding af støjbrøl, glasklar thereminklang og intergalaktisk R2D2-rislen, der lød, når Siegels besjælede bevægelsessensorer gik i dialog med ensemblet i østligt influerede Shiva’s Dance (2019). Som om elektronmagikeren søgte svar i fjerne kulturer, og hvis de så udeblev: i verdensaltet.
Godmodig lød oftest denne søgen, ledsaget af venligsindede minimalistiske sløjfer, dansant valsende passager og afstemte gongslag. Men bag den imødekommende vilje lurede også sivende tuttibrøl og hektiske jagtmotiver, holdt i stram snor af strenge spejlstrukturer.
Hele tiden dette spil mellem nysgerrige spørgsmål, afklaret varme og varmblodet action, ikke mindst i den febrilsk omskiftelige strygekvartet Northern Shore (2014) med dagens hidsigste temperament.
Indtryk gjorde især uropførelsen af den lille basunkoncert Smooth Newt (2023), der lod Andras Olsens klagende messingmotiver ekkoe elegant gennem resten af det sværmende ensemble. Også her tegnede pludselig jagt og dans kontraster op, inden værket vendte tilbage til sit nænsomt glidende udgangspunkt.
Det var musik, man kunne finde rundt i, finde mening i og endda rocke med på: Westernhyldesten Reuben’s Train (2023) rundede festligt koncerten af med togrytmik og Siegel på banjo. Yee-hah!
Fagre nye 90'ere
Sommetider vælger en kunstner at sadle helt om og foretager en stilmæssig kovending. Som Rene Magritte, der pludselig begyndte at male surrealistisk, en bevidst og kreativ satsning, der gjorde ham til en af genrens bærende kræfter. Anders Skibsted, klassisk uddannet komponist og bandoneonist og altså udøver af musik langt fra lydgeneratorer, foretager netop sådan en satsning på secnerefer – hans første eksperimenter med et fuldt elektronisk lydbillede.
Fuldstændig talentløst er det ej. Der løber en rød tråd gennem værkets syv numre – alle båret af samples – der lyder, som et pibende læhegn, kombineret med tunge forvrængede beats. Det er ikke dårligt udført, og det er tydeligt, at Skibsted bruger erfaringen som komponist i sit arbejde med elektronikken.
Men, som presseteksten også nævner, er inspirationen fra IDM og andet elektronik bare virkelig stærk, i så høj grad, at Skibsted tit og oftest ender med at lyde som musik udgivet på Warp Records i slutningen af 90’erne. Specifikt lyder secnerefer enormt meget som Autechres mere kryptiske hovedværker, helt ned til beat-produktionen, og titlerne låner vist fra Aphex Twin. Bedst er »Sqeiwz Tekyrguv«, hvor de distortede trommehug er erstattet af en cool ambience og leg med effektfiltre.
Desværre lyder secnerefer som en lettere bedaget version af de britiske forbilleder. Albummet er ikke den succesfulde kunstneriske satsning, man kunne håbe på, men er dog interessant som et øjebliksbillede af en moderne eksperimentalists tur ind i en ny verden.
Klavermusik til den vakse vandrer
Komponist og pianist Christian Rønns seneste soloklaverudspil, det delvist komponerede og improviserede Travel Through Stones, lever i den grad op til sin titel – en musikalsk rejse gennem udfordrende og konstant foranderligt terræn fuldt af små, men smukke sanseindtryk for den opmærksomme vandrer.
Titelnummeret imponerer med en umiddelbart lidt dunkel start, med masser af sustain-tunge, dybe toner, der i lag danner den baggrund, hvorpå registrets højere toner springer frem og tilbage. Der sker en vekselvirkning mellem eftertænksomme stunder og øjeblikke af hektisk aktivitet, indtil stykket muterer til hurtigt perlende kaskader, der så ændres igen, og derefter igen. Således vedligeholdes min interesse, indtil vi ved slutningen når min eneste, i det større perspektiv ret lille, anke – det 18 minutter lange nummer, der er fyldt med abrupte stop og overraskende begyndelser, fader ud på en ret abrupt, åbenlys og uskøn måde. En ærgerlig afslutning på et ellers så dynamisk stykke.
Dette er dog vitterligt min eneste anke, og det faktum, at de tre følgende kompositioner, der udgør resten af albummets spillelængde, kan beskrives som mere af det samme, er til albummets fordel. Man finder en ro i det til tider hæsblæsende tempo, og den singulære instrumentering fordrer fokus på det væsentlige. Rønns klaver aktiverer det tomme blik, får tid og tanker til at gå i stå, indsnævrer min sanseverden, så jeg til sidst ikke lytter til musikken, men er i den.
Udebleven uforsonlighed
Hverdag er det ikke, at et dansk ensemble uropfører ny musik af en af tidens mest efterspurgte komponister. Men Den Danske Strygekvartets udogmatiske koncertrække Series of Four er netop et sted for usædvanligheder, og i aftes bestod usædvanligheden så i uropførelsen af islandske Anna Thorvaldsdóttirs Rituals (2022).
Et 11-satset værk, der med flere passager af højlandsk følsomhed passede ganske eminent til de fire musikeres sensible, men ikke rørstrømske temperament. Med en grundtone af dyb mol og dronende nænsomhed tegnede Rituals igen og igen en nær intimitet op, som enten splintredes af knips og faldende buer eller langsomt saboteredes af knirkende overtryk, flimrende glidninger og snigende dissonans.
Thorvaldsdóttir søgte tydeligt at angribe ritualet som fænomen fra flere sider – fra det store, filmiske fællesskabssug til uafvendelige tvangsgentagelser. Mellem melodisk skønhed og desorienteret bølgegang skvulpede musikken omskifteligt, men nåede måske derfor heller ikke helt ind til et præcist formuleret favntag med psyken eller samfundet.
Værket satte sig mellem flere stole i en køn og nogenlunde dramatisk, men altså også fornærmelsesløs pendulering mellem harmoni og et let kaos, der sagtens havde tålt mere outreret teknik og brudvilje; at skildre tvangstanker med næsten dansante knips på strengene er vel til den mådeholdne side.
Den uforsonlighed, der trods alt stadig findes i Thorvaldsdóttirs musik – lyt bare til hendes seneste orkesterværk, Archora (2022) – måtte godt have indfundet sig på Frederiksberg.