Velkommen til seismograf 2.0! Seismograf er et redaktionelt uafhængigt website for ny kunstmusik og lydkunst.
Kunstmusik og lydkunst gennemgår en spændende udvikling i disse år. For 25 år siden var disse begreber ensbetydende med finkultur. I dag er det vi kalder kunstmusik en farverig buket af mange subkulturer, idet der komponisterne og lydkunstnerne imellem er ligeså mange forskelle som fælles præferencer. Denne udvikling kræver nye tankemodeller når man skal beskæftige sig kunstnerisk, formidlingsmæssigt og debatterende med musikken. Seismograf ønsker at favne mangfoldigheden og vise de subtile såvel som de indlysende sammenhænge. Fange tendenser som de opstår, og tegne linier på tværs af gamle skel.
Seismografs formål kan deles op i to lag. Det ene er det konkrete indhold: streaming af musik og video, profiler på feltets vigtigste1 kunstnere, musikere, skribenter m.m., anmeldelser, interviews, artikler, features, debat, kalender osv. I det lag kommer vi godt fra start, da en del af startkapitalen for projektet har været allerede eksisterende projekter: det tidligere OpenSpace (som blev støttet af Kulturarvsstyrelsen og KODA), som var en del af Dacapo (men senere blev overtaget af DKF), LytNyt-kalenderen, der er (og stadig vil blive) produceret af SNYK, samt autografs bagkatalog af artikler, features m.m. (incl. den første version af seismograf, der blev til i autograf-regi i efteråret 2007). Dertil vil seismograf løbende producere nyt indhold.
Det andet lag er integrationen af alle disse elementer . Det er de såkaldte meta-data, der beskriver og forbinder indhold på tværs af sitet. Når man læser en profil vil man således blive præsenteret for en buket af relevante informationer, portræt, billeder, nyheder om, og koncerter med vedkommende – eventuelt materiale produceret af denne (blogindlæg, artikler, kommentarer ...). Fra profilen kan man klikke sig videre til en kunstnerisk beslægtede. I tags-boksen kan man se en række af de meste prægnante karakteristika for kunstneren, og hvis man klikker på dem, kommer man videre til det vi kalder indholdsbrowseren, og ser nu en buket af kunstnere der deler netop denne karakter/stil/medietype osv. Tags’ene er således en vigtig nøgle i sitets struktur, og handler i højere grad om at forbinde ting, og dermed bane vejen for nye kunstopdagelser, end om at hæfte særlige etiketter på kunsten.
Faren ved den slags øvelser er naturligvis altid at forsimplingens potentielle dumhed, eller med andre ord, at kunst bliver puttet i kasser og på dåser. En del kunstnere ville ønske den slags uforsagt, og det forstår vi fuldt ud. Vi tror imidlertid at fordelene langt overstiger ulemperne. Ud over at være et uforligneligt navigationsinstrument (for både nytilkommere og professionelle) tror vi at udtalte fejl og debat er langt mere frugtbart og lærende end indforståethed og tavshed.
God fornøjelse! SEISMOGRAF.ORG
Fusion
Per 1. januar 2011 er Seismograf og Dansk Musiktidsskrift fusioneret.
Ovenstående tekst er derfor ikke helt retvisende i forhold til den nye redaktionelle profil. Vi arbejder på en opdateret version.
Sanne Krogh Groth & Jens Voigt-Lund
(redaktører)
SEISMOGRAF.ORG er støttet af Statens Kunstråds Musikudvalg og Dansk Komponistforening/KODA's Nationale Midler
Værsgo, et nyt værested til dine ører
Normalt er de alle frivillige på Roskilde Festival. En stor gruppe mennesker fra Socialpsykiatrien, den lokale bryderklub og andre foreninger. Nu aktive deltagere i projektet Resonerende Rums performance, i gule veste og slidt hverdagstøj. Og ja, hele træpavillonkonstruktionen begyndte at vibrere let. For lydkunstneren Lars Greve havde »præpareret« Platform-scenen med transducere i 20 bænke, i gulvet og i loftet. Performerne raslede og knitrede på diverse instrumenter. I starten var rummet akustisk, klokker og horn, langsomt blev rummet elektrisk, rummet voksede og bølgede et sted mellem ambient og mere hakkende dronelyde. Greves klarinet mødte saxofontoner fra en mand, der måske ikke er vant til at stå på en scene og blive kigget på på den måde.
Hele tiden kørte et soundscape med lyde, som de medvirkende havde optaget på steder, de holder af. Stemningerne var mangfoldige – fra hård industri til den blødeste natur. Hør, var det ikke lyden af blade i en lækker skov?
Det var svært ikke at holde af denne formiddagsseance, som sluttede med, at hele gruppen mødtes i midten til den spinkleste lyd, som en spilledåse. Også instrumenter kan være udsatte, men de har stemmer, og hvis man giver sig tid, kan man høre dem sige noget vigtigt. Der kan opstå resonans. Værsgo: Et socialt instrument, en højttaler, et nyt værested til alle slags ører.
Vidunderbørn på slap line med sportsjazz
Domi & JD Beck har på grund af en umulig flyvetur til Danmark sammenlagt sovet en time før deres optræden. Søvnberøvelsen virker dog ikke til at hæmme duoen. Legende tager de hul på en koncert, hvor musikken flyder ubesværet. Rhodes-lydende toner klinger blødt fra Domi Lounas keyboards, mens JD Becks synkoperede trommespil leverer en myriade af lynhurtige beats.
Domi & JD Beck spiller sportsjazz, en type musik, hvor musikerne agerer atleter i en særlig spillestil, de mestrer til ærefrygtindgydende perfektion. Med deres purunge alder fremstår de som vor tids svar på Mozart-lignende genier og bevæger sig teknisk overlegent gennem et groovy sæt bestående af et par Wayne Shorter-kompositioner og en vild udgave af Madvillains »All Caps«. Men de er ikke virkeligheds-Mozarter, men derimod som fiktionsversionen fra Milos Formans Amadeus: Urørligt virtuose i deres musikalitet og langt under bæltestedet i deres omgangstone mellem musikken.
De filosoferer over lufthavne og flytrafik, »Ryan Air can suck my cock and lick my balls«, og om en »succesfuld« kontakt til fusionslegenden Herbie Hancock på herbiehancock@gmail.com. Virtuositet møder røvballehumor. Har jeg som festivalgænger rollen som Amadeus-filmens gammelmandsbitre Salieri, hofkomponisten, der hader Mozarts barnlige geni, eller den åbenhjertige Constanze, Mozarts unge kone, der knuselsker både det geniale og det groteske. Jeg vælger at gå full Constanze på Domi & JD Beck.
Orange Healing
Fuglene pippede under hele Sofie Birchs koncert. Vel at mærke fuglelyde, der kom fra en sampler. De var lystige og gjorde komponisten og sangerens nye numre endnu mere luftige, end de i forvejen er. Birch, som optræder på den alternative musiks store festivaler, kommer fra en ambient verden med bløde synthesizere. Selv Ned Ferm, der kan sende de kraftigste saxofonudladninger, spillede blødt og sart og repetitivt. For ellers bliver man ikke lukket ind i Birchs univers, hvor naturen bestemmer tempoet, udtrykket og åndedrættets udskejelser.
På Roskilde mødes flere lydverdener og skurrer mod hinanden som poppede paranoide engle. Derfor har festivalen også zoner til afslapning. I starten blev man forstyrret af lyden fra andre scener, men efterhånden blev man suget ind i Birchs mikrokosmos. Hun sang om spiraler, der drejer. Ellers fik jeg ikke fat i, hvad der var på færde i hendes naturhymner. Men det virkede som sande historier, der skete lige i dette øjeblik. Mens vi sad og lyttede. Mens den store verden derude var ved at gøre sig klar til bombastiske orange følelser ved Lizzo, Rahim og Weyes Blood. I sidstnævntes koncert var også fuglelyde, musikken var også skønhedssøgende og lukkede naturens små lyde ind. Men de store popmusikalske dramaer eksisterer ikke hos Birch.
»Det er godt med lidt fugle, ik?« sagde Birch. Jo! Mere kantet blev det, da en elbas satte et jazzet beat ind, og Birch forvandlede sig til en jazzsanger. Vi var på klub, men kortvarigt. Naturen tog over igen. Koncerten endte med en nynnen. Ingen grund til at forstyrre naturens orden mere end højst nødvendigt.
Det utopiske sted hinsides forståelsen
Nu, hvor endnu et Roskilde er forbi, kan jeg ikke lade være at tænke tilbage på festivalens allerførste koncert i år. Under sit glorificerede vejskilt af en roterende installation på Camping Vest, Understanding, stod den britiske kunstner Martin Creed på åbningssøndagen med guitar, mundharpe og et lapset jakkesæt påsyet dartpile.
Hans rablende tekster, basale akkorder og skramlede, men hurtige folk-spil var så karikeret vagabond-avantgardistisk, som man kan forestille sig. Men han ramte alligevel noget essentielt med sin gakkede performance. For hvor hans installation lignede et generisk opråb om forståelse, kæmpede han her aktivt for at nå hinsides forståelsen.
»Stop thinking!« udbrød han og legede sig helt ind bag sprogets egen logik med remser om hellere at ville præstere et »bad hi« end et »good bye«. »Let’s be vague!« fortsatte han og slog guitaren an så langt oppe på instrumentets hals, at akkorderne lød som klangsmat i de to små højttalere, der kæmpede med adskillige lejranlæg om opmærksomheden.
»All songs are glove songs,« bedyrede Creed og saboterede sin næste protest-muntre tossesang ved at spille iført skriggrønne handsker. Det rum, han med sin minikoncert åbnede for en henført lille skare under installationen, var vel netop det, årets festival i sine bedste øjeblikke præsterede at skabe: et rum uden tankens forurening af oplevelsen.
Et utopisk sted, hvor musikken tog styring over krop og sind, så man sent om natten lå under en teltdug, forelsket i verden, og spekulerede over, hvad pokker der var sket.
Trance Thursday
Why Gabber Modus Operandi from Bali was booked for Roskilde's »avant-garde scene« Platform, which my 20-year-old son called the »boomer« scene, is a mystery. In 2018, when they made their European debut, it was at the seminal Berliner festival CTM at the club Berghain. Since then, they have traveled around the world and were featured on Björk's new album in autumn 2022.
The music and the trance party, on the other hand, went straight in – a mix of new and previously released tracks, all produced by Kasimyn and spiced up by Ican Harem with his wild performance. The tracks provide the foundation to the trance, but it is Harem who controls it with song, recitation and growl and with an insistent audience address primarily in Indonesian.
It was loud and intense, and the trance-happy festival audience, who had turned up in large numbers, had plenty of opportunity to dance. The individual character of the tracks is found in characteristic and slower pentatonic themes played by samples that sound like slompret (Javanese wind instrument, as in the track Sandikala), bonang (small gong) and synth (Genduwuro), and Indonesian song/speech (Hey Nafsu). A local Indonesian jumble woven into a global borderless music machine.
Jathilan is the name of an Indonesian ritual dance in which knights on reed horses travel out to defend the sultan, but along the way are possessed by the spirits of the forest. Jathilan is currently particularly popular in Java in local contexts in city and countryside, where both dancers and the audience can get in trance, which is led by a "fusion gamelan" consisting of Indonesian gamelan, drum set, synthesizer and whatever else is in the neighborhood. Everything is electrically amplified and blown out through distorting speaker towers – preferably with over 110 DB. The aesthetics are breathtaking and something quite unique.
Gabber Modus Operandi precisely finds, among many other on- and off-line curiosities, inspiration in jathilan. They too have travelled out, however, without reed horses, classic Indonesian dance costumes and instruments. Instead, they have brought us high-tempo electronic dance music (EDM). Hard pumping metallic noisy beats here reaching 120 DB. Towards the end, they invited us to sit on the floor. The trance now took form as a call to prayer, meditation and contemplation.