Velkommen til seismograf 2.0! Seismograf er et redaktionelt uafhængigt website for ny kunstmusik og lydkunst.
Kunstmusik og lydkunst gennemgår en spændende udvikling i disse år. For 25 år siden var disse begreber ensbetydende med finkultur. I dag er det vi kalder kunstmusik en farverig buket af mange subkulturer, idet der komponisterne og lydkunstnerne imellem er ligeså mange forskelle som fælles præferencer. Denne udvikling kræver nye tankemodeller når man skal beskæftige sig kunstnerisk, formidlingsmæssigt og debatterende med musikken. Seismograf ønsker at favne mangfoldigheden og vise de subtile såvel som de indlysende sammenhænge. Fange tendenser som de opstår, og tegne linier på tværs af gamle skel.
Seismografs formål kan deles op i to lag. Det ene er det konkrete indhold: streaming af musik og video, profiler på feltets vigtigste1 kunstnere, musikere, skribenter m.m., anmeldelser, interviews, artikler, features, debat, kalender osv. I det lag kommer vi godt fra start, da en del af startkapitalen for projektet har været allerede eksisterende projekter: det tidligere OpenSpace (som blev støttet af Kulturarvsstyrelsen og KODA), som var en del af Dacapo (men senere blev overtaget af DKF), LytNyt-kalenderen, der er (og stadig vil blive) produceret af SNYK, samt autografs bagkatalog af artikler, features m.m. (incl. den første version af seismograf, der blev til i autograf-regi i efteråret 2007). Dertil vil seismograf løbende producere nyt indhold.
Det andet lag er integrationen af alle disse elementer . Det er de såkaldte meta-data, der beskriver og forbinder indhold på tværs af sitet. Når man læser en profil vil man således blive præsenteret for en buket af relevante informationer, portræt, billeder, nyheder om, og koncerter med vedkommende – eventuelt materiale produceret af denne (blogindlæg, artikler, kommentarer ...). Fra profilen kan man klikke sig videre til en kunstnerisk beslægtede. I tags-boksen kan man se en række af de meste prægnante karakteristika for kunstneren, og hvis man klikker på dem, kommer man videre til det vi kalder indholdsbrowseren, og ser nu en buket af kunstnere der deler netop denne karakter/stil/medietype osv. Tags’ene er således en vigtig nøgle i sitets struktur, og handler i højere grad om at forbinde ting, og dermed bane vejen for nye kunstopdagelser, end om at hæfte særlige etiketter på kunsten.
Faren ved den slags øvelser er naturligvis altid at forsimplingens potentielle dumhed, eller med andre ord, at kunst bliver puttet i kasser og på dåser. En del kunstnere ville ønske den slags uforsagt, og det forstår vi fuldt ud. Vi tror imidlertid at fordelene langt overstiger ulemperne. Ud over at være et uforligneligt navigationsinstrument (for både nytilkommere og professionelle) tror vi at udtalte fejl og debat er langt mere frugtbart og lærende end indforståethed og tavshed.
God fornøjelse! SEISMOGRAF.ORG
Fusion
Per 1. januar 2011 er Seismograf og Dansk Musiktidsskrift fusioneret.
Ovenstående tekst er derfor ikke helt retvisende i forhold til den nye redaktionelle profil. Vi arbejder på en opdateret version.
Sanne Krogh Groth & Jens Voigt-Lund
(redaktører)
SEISMOGRAF.ORG er støttet af Statens Kunstråds Musikudvalg og Dansk Komponistforening/KODA's Nationale Midler
Chok – klassisk trænet komponist skrev noder
Hvem skulle have troet det om Else Marie Pade: Komponisten, der blev undervist af Vagn Holmboe, Leif Kayser og Jan Maegaard, skrev ikke kun elektronisk, men også klassisk musik. At kalde indspilningen her en sensation, som Dacapo gør, er en underdrivelse. Det er regulær verdenshistorie. Ryd forsiden!
I sine liner notes opfordrer Henrik Marstal alle danske orkestre til at opføre musikken, og det må de da gerne gøre. I så fald helst de otte korte etuder fra 1965, for her lyder og er Pade mest moden; med genfærdstoner og indespærret atonalitet skaber hun en alarmistisk stemning, som sætter sig i lytteren.
Det er dog det eneste af de fire værker, jeg har lyst til at genhøre. Suiten for kammerorkester fra 1953 er rig på Holmboe’sk mørke, på dramatiske ideer og på temperamenter, men overbeviser ikke. Heller ikke selvom Malmö Operaorkester går dedikeret til værks.
Suitens arkaiske stil virker hende helt fremmed, men skinner også igennem i trompetkoncerten fra 1954. Her er trompeten i dialog med en marchtromme, og man aner så småt det humør og talent, Pade uomtvisteligt besad. Musikken virker dog rudimentær og usammenhængende.
Der er langt fra disse skriveøvelser til den strenghed, hun demonstrerer i sine fragmentariske Parametre I-III fra 1962. De er til gengæld en tør omgang. Jeg holder mig til etuderne.
Kunne Else Marie Pade være blevet en stor symfoniker? Garanteret. Var hun det? Det mener Dacapo, så det må vi hellere rette os efter. Hil Else Marie Pade, komponisten, der skrev noder!
Elektroniker helt ind i hjertet
Tilhører man flokken af gnavne stivstikkere, der ikke kan se fidusen i at markedsføre Else Marie Pade som sensationel symfoniker, så er det vederkvægende at høre første udgivelse i Dacapos – indtil videre – noget mindre hypede serie af nyligt digitaliserede Pade-værker.
Her får vi i første omgang fire radiodigte fra 1971 til ukunstlet poesi af journalist/digter Orla Bundgård Povlsen, indtalt udødeligt af skuespiller Peter Steen og meditativt, men pointeret iscenesat med konkretmusik og tidlig elektronik af Pade i sit kostbare lydstudie hos Statsradiofonien.
Lige så fremmed komponisten lyder som fjern neoklassicist i sin tidlige orkestermusik, lige så hjemmevant er hun som indigneret, eksperimenterende og streng lyddramaturg i de fire digte om det amerikanske »herrefolks« overgreb på Vietnam og om hjemligt københavnerliv med hektisk trafik, men stille og smålummer livsførelse.
Det er, som Jonas Olesen skriver i bookletten, her, vi får konteksten for den berømmede og mystiske »Hitler er ikke død«-båndsløjfe. Som altså ikke skulle forstås mere abstrakt, end at nazismen overtoges af den amerikanske imperialisme, brændemærket ind i vietnamesisk hud med napalm.
Pades trumf er evnen til at forvrænge virkeligheden uden at forlade den. Eksplosioner, der bliver til dyster hvislen. Sløjfer af klokker og barnegråd, der sætter sig som gennemsigtige mareridt i psyken. Og så altså en vis tysker, der opløses til et luftbåret virus med hård klipning og en hård besked: »Han lever videre i Nixon.«
Æsteten sanser, sommerfugle danser
Når nu Jeppe Ernsts strenge studier af kroppens musikalitet ikke helt forløses i Émile Sadrias sort-hvide kortvideoer på Medicinsk Museion, så er det ikke, fordi det kompositoriske greb ikke er beundringsværdigt.
Ernst har overtalt en af den ny musiks store helte, basbarytonen Jakob Bloch Jespersen, til at strippe ned til et par hvide underbukser og følge tolv af komponistens tavse partiturer, som hver især fokuserer på én kropsdel.
Han bøjer ryggen, folder nakkehuden og vrider skuldrene, så bevægelsen modsvarer nodeværdier. Det er billedskønt og fint anatomisk sansende, men fornemmer man også musikken i motorikken?
Kun sjældent. Dels saboterer den naturlige museumsstøj Ernsts subtile rytmik. Dels savner man tydelige temposkift og den skarpe præcision, som er lettere at formidle med kvikke fingerspidser end besværlige hofter.
Det føles hurtigt fastlåst, når albuer bevæges stift fra side til side som en skibskran. Omvendt sitrer videoerne af poesi, når øjenlåg i closeup bliver til blid sommerfugledans. Jeg savner helt ind i sjælen at se de forskellige kropsdele spille op mod hinanden i polyfone, humørfulde splitscreens i stedet for æstetisk flotte, men sterile solostudier.
Jeppe Ernst ville sikkert kalde mig vulgær.
Museet opfordrer til, at man følger med i partituret via QR-koder, men visningen er frustrerende nok ikke tilpasset telefoner. I stedet burde noderne være afbildet nær videoskærmene. Det er måske i deres stille, utopiske poesi, at Anatomisk sangbog har det bedst.
Hinsides godt og ondt
Michael Gira og Kristof Hahn, begge kendt fra bandet Swans, har ganske givet kigget så langt ned i afgrunden, at den også ser ind i dem. Denne tilstand har Nietzsche på dybdeborende vis beskrevet i Hinsides godt og ondt. Men Gira og Hahn var ikke sjæleløse. Tværtimod viste de en ny sårbarhed og erfarne refleksioner over det mørke, deres kunst udspringer af. Princippet om maksimal lydstyrke blev holdt i hævd, så toner materialiserede sig og gik gennem marv og ben.
Der var skåret ind til benet med den akustiske guitars repetitive, uforløste minimalisme, og Giras grusomme poesi i verdensklasse trådte knivskarpt frem. Stemmen var melodiøs, sort som natten og stærk på »The Beggar« fra Swans’ kommende album. Man kunne tænke om Gira, at han er et ubehageligt menneske, men i hans præsentation af »When Will I return«, der handler om et overgreb på hans kone, stod det smerteligt klart, at han blot fungerer som medium for menneskets ondskab.
Hahn lagde ikke en dæmper på sin fortid i noise, industrial og elektroakustik, da han loopende og legende opbyggede et støjende lydtæppe med sin distortede lapsteel, mens intensiteten andre steder blev afløst af rene toner, harmonisk melodiøsitet og vokal fuld af tysk Sehnsucht. Denne aften var det 50 års jubilæum for Roxy Musics debutalbum, og med en fortolkning af »If there is something« sendte Hahn en kærlig hilsen til bandets saxofonspiller, som er hovedinspirationen til hans unikke lapsteel-teknik.
I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.
Kentucky i Klejtrup
Tænk at Bill Frisell kunne lokkes helt ud til en flække i Midtjylland (til sin eneste koncert i Danmark i år). Men det er netop den rurale folkemusik, som i Frisells hjemland hedder Americana, som han i talrige projekter har dyrket.
Frisell tilhører ikke skolen af hurtige guitarister, og i Harmony-bandet har hans guitar ikke engang hovedrollen. Det har den menneskelige stemme som tungt åndende og melankolsk anker. Vokalisten Petra Haden men også Hank Roberts (cello) og Luke Bergman (akustisk guitar) sang sig ned i den amerikanske muld med vejrbidte all time-pejlemærker som Pete Seeger’s »Where Have All The Flowers Gone«. Frisell selv kommenterede med underspillet low-key-guitar, gav plads og rum til vokalerne og fortællingerne i sangene. Overraskelsen i settet var Bowies »Space Oddity«, spillet så lavmælt og flydende, at man blev overbevist om, at også den sang var kammermusik, skabt på den fladeste jord med adgang til rapgræs og bluegrass.
Frisell er nok den største stjerne, som har spillet på Klejtrup Musikefterskole, der i år fylder 25 år. Men superguitaristen, som engang har lavet et album med titlen Guitar in the Space Age! var så grounded og cool i sin tyste væren. På nethinden voksede en billedstrøm af amerikanske prærier.