Der er koncert med akkordeonmusik af Jexper Holmen i Kristkirken på Enghave Plads 4. og 5. december.

Jexper skriver om musikken:

"LULLABIES er musik, der fordyber sig i vuggevisens uudtalte uhygge. Vuggeviser er ment som et middel til at berolige børn, men virker ofte diskret foruroligende, måske fordi det alligevel ikke helt kan lade sig gøre at fortrænge voksenverdenens gru. Udover en lille skov af spilledåser benytter musikken både gamle, defekte harmonikaer, moderne akkordeon og avanceret elektronik.

ERIS er opkaldt efter en fjern dværgplanet, der igen er opkaldt efter den oldgræske gudinde for strid. Musikken er mørk, tung og voldsom. Stykket er skrevet til Frode Haltli, der her opfører det for første gang i Danmark.

OORT CLOUD er en kugle af lyd opkaldt efter Oortskyen, den kugleformede sky af isklumper, som man mener, omkredser vores solsystem i et lysårs afstand. Når en fremmed stjerne passerer forbi, kan dens tyngdekraft sende disse sten ind mod det indre solsystem som kometer med risiko for at ramme jorden - fra menneskeligt perspektiv en katastrofe, men i kosmisk målestok en betydningsløs begivenhed. Stykket varer 40 minutter, musikken er rolig og langsom og skrider frem med samme ubønhørlighed som en kosmisk katastrofe."

På programmet: LULLABIES for tre harmonikaer, spilledåser og elektronik
ERIS for akkordeon og elektronik
OORT CLOUD for sopransaxofon, to akkordeoner og en stor mængde højttalere.

Medvirkende: Torben Snekkestad: sopransaxofon
Frode Haltli: akkordeon
Frode Andersen: akkordeon, harmonika og spilledåser
Jexper Holmen: harmonika og spilledåser
Ejnar Kanding: lydprojicering

Koncerten begynder klokken 20.00 begge dage. Der er gratis adgang.

Koncerten er en gentagelse af en koncert, der spilles den 27. november på den store engelske musikfestival Huddersfield Contemporary Music Festival.

I forbindelse med koncerten bliver Oort Cloud indspillet til udgivelse i surround sound på DaCapo records.

Hør uddrag af Oort Cloud på youtube.

Læs interview i The Guardian om koncerten.

Koncerten er støttet af DKFs produktionspulje

FRA SNYK

© Kåre Viemose

»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«

Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.

© PR

»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«

Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.

© Astrid Lemmike

»Musik for os er det umiddelbare. Der er noget dejligt over at dele det umiddelbare sammen med andre. Musik for os er universelt og uforklarlig. Musik er 'the healing force of the universe'. og den er good times. Den er klam storkapitalisme og antikapitalistisk hjemmegroet DIY. Den er fællesskab, fest og alle følelser. Musik for os er …«

Nausia er en københavnsk kvintet dannet i 2019, bestående af to saxofonister, guitar, bas og trommer. Bandet kombinerer elementer fra spirituel jazz, krautrock og minimalisme og skaber et unikt lydunivers præget af både tranceagtige passager og eksplosive udbrud. De debuterede med albummet Prince Kiosk i 2020, efterfulgt af Good Intentions i 2021. I marts 2025 udgav de deres tredje album, Finding a Circle, som markerer kulminationen på fem års kreativ udvikling. Nausia er blevet nomineret til DMA Jazz som 'Årets Nye Navn'.

© Anthon Unger

»Musik for mig er et afbræk fra en mere og mere vild verden, der lige nu kører på hyperspeed. Den er, når jeg kører på landevejen i USA og hører countrystjernen Lucinda Williams ru og brugte stemme. Lige nu må den også gerne være en kommentar til den farlige situation, vi står i. Derfor Imagine. Men først og fremmest skal den vække genklang for de følelser, jeg selv har og den situation, som jeg står i lige nu.«

Matias Seidelin er sikkerhedspolitisk seniorkorrespondent på forsvarsmediet OLFI, USA-ekspert, tidligere USA-korrespondent for Jyllands-Posten og forfatter til bogen Game over there – hvad sker der hvis supermagten kollapser? om USA og Trump-land. Tidligere rockmusiker i flere bands.