Der er koncert med akkordeonmusik af Jexper Holmen i Kristkirken på Enghave Plads 4. og 5. december.

Jexper skriver om musikken:

"LULLABIES er musik, der fordyber sig i vuggevisens uudtalte uhygge. Vuggeviser er ment som et middel til at berolige børn, men virker ofte diskret foruroligende, måske fordi det alligevel ikke helt kan lade sig gøre at fortrænge voksenverdenens gru. Udover en lille skov af spilledåser benytter musikken både gamle, defekte harmonikaer, moderne akkordeon og avanceret elektronik.

ERIS er opkaldt efter en fjern dværgplanet, der igen er opkaldt efter den oldgræske gudinde for strid. Musikken er mørk, tung og voldsom. Stykket er skrevet til Frode Haltli, der her opfører det for første gang i Danmark.

OORT CLOUD er en kugle af lyd opkaldt efter Oortskyen, den kugleformede sky af isklumper, som man mener, omkredser vores solsystem i et lysårs afstand. Når en fremmed stjerne passerer forbi, kan dens tyngdekraft sende disse sten ind mod det indre solsystem som kometer med risiko for at ramme jorden - fra menneskeligt perspektiv en katastrofe, men i kosmisk målestok en betydningsløs begivenhed. Stykket varer 40 minutter, musikken er rolig og langsom og skrider frem med samme ubønhørlighed som en kosmisk katastrofe."

På programmet: LULLABIES for tre harmonikaer, spilledåser og elektronik
ERIS for akkordeon og elektronik
OORT CLOUD for sopransaxofon, to akkordeoner og en stor mængde højttalere.

Medvirkende: Torben Snekkestad: sopransaxofon
Frode Haltli: akkordeon
Frode Andersen: akkordeon, harmonika og spilledåser
Jexper Holmen: harmonika og spilledåser
Ejnar Kanding: lydprojicering

Koncerten begynder klokken 20.00 begge dage. Der er gratis adgang.

Koncerten er en gentagelse af en koncert, der spilles den 27. november på den store engelske musikfestival Huddersfield Contemporary Music Festival.

I forbindelse med koncerten bliver Oort Cloud indspillet til udgivelse i surround sound på DaCapo records.

Hør uddrag af Oort Cloud på youtube.

Læs interview i The Guardian om koncerten.

Koncerten er støttet af DKFs produktionspulje

FRA SNYK

kortkritikrelease
04.02.2025

Det dybe åndedræt

Blaume: »excess air«

Den københavnske duo Blaumes EP, excess air, er et feltstudie i vejrtrækningens fælles puls, der beroligende tager et dybt åndedrag. EP’ens luftige lyd er som en cyklisk udfoldelse af åndedrættets fysiske betingelser, og med hæse korstemmer og kvidrende tværfløjte snor de to kunstnere, Laura Zöschg (IT) og Mette Hommel (DK), sig rundt om åndedrættets helende og kunstneriske egenskaber.

Måske er det den underlige varme vinter eller de blomstrende skikkelser på coveret, men det er, som om excess air gemmer på en spinkel forårsstemning. De sparsomme instrumenter famler sig improviserende frem over de tre numre, og de mange korstemmer tilsætter en vedkommende fysisk fornemmelse af musikere, der arbejder, hvilket understreger en fornemmelse af spinkel spiring.

Det elektroniske, i form af vokaleffekter og musikprogrammet Ableton, er en vigtig del af Blaumes udtryk. Vokaleffekter virker ofte meget fremtrædende, men når den processerede vokal på nummeret »vivus tremus« driver over i en hæs raspen, opløses det kunstige skel mellem stemme og effekt, og det elektroniske bliver en åbenlys forlængelse af Blaumes fælles åndedræt.

Blaumes excess air er en dejligt levende EP. Det er musik, der har overskuddet til at strække sig langt fra et enkelt og nærliggende udgangspunkt, og med få simple virkemidler udgør Blaumes debut en kærkommen forårsbebuder.

»Music to me, is solitude’s embrace, lifting me or breaking me, a bittersweet ache like missing someone or something, captured in the melancholia of my Seismograf playlist.«

The Swiss-born Hong Kong native Yanling spent her childhood between Zurich and Hong Kong, where she began her musical journey. She is the founder of Aurora Edition, a concert series known for its visually enhanced soundscapes in archtetural venues, showcasing drone, ambient, and experimental acts which is simultaneously running as a record label.

As a producer, Yanling crafts dystopian sonic landscapes with airy synths and hypnotic rhythms. Her cinematic approach blends ephemeral textures with sinister yet luminous effects, creating a boundary-pushing sound that transports listeners between realms in her experimental productions and immersive live performances.

»Musik for mig er en opdagelsesrejse ind i nye verdener skabt af bølger og drømme. Musik er en forbindelse til livet og til dem, jeg holder af – det minder om at synge ved familiefester, samles rundt om et Sankt Hans-bål eller høre Rihanna i en taxa. Musik er som et usynligt hjem, et sted, jeg flytter ind i hver morgen, hvor jeg kan opløses og blive en del af noget større uden at miste mig selv.«

Karen Juhl er komponist, sangskriver og producer og arbejder inden for den danske eksperimentalscene. Hendes debutalbum Mother Tongue, en sonisk hybrid af eksperimentel komposition, spoken word og folklore, skaber en fragmenteret, men meditativ refleksion over sårbarhed i en hyperglobaliseret verden. I februar spiller hun en række koncerter i København, Aarhus og Berlin. Live blandes klubkultur og kammermusik, når beatfragmenter smelter sammen med midi-harpe-improvisationer i en kompleks performance.

© Martin Funder

»Musik er for mig en særlig form, der kan fremstå helt abstrakt, og på samme tid forstærke det ubetydelige og komplekse.« 

Martin Funder er Seismografs praktikant i februar 2025. Han er cand.mag. i filosofi og videnskabsteori fra Roskilde Universitet (2024) med speciale i sansning, fortolkning og ambientmusik. Funders fokusområder er teknologi, økokritik, film, og postmodernisme. Udøvende musiker i bl.a. Deadpan og Countermarch.

kortkritik
28.01.2025

Højt at flyve, iskoldt at styrte ned

Jacob Kirkegaard: »Snowblind«
© Nils Strindberg
© Nils Strindberg

På sit nye album, Snowblind, vender Jacob Kirkegaard blikket væk fra afsløringer af vores omverdens skjulte lyde for i stedet at skildre et psykologisk drama. Afsættet: den svenske polarfarer Salomon August Andrée, der i 1897 satte kurs mod Nordpolen i luftballon, en dumdristig færd, der kostede ham selv og to andre livet – forblændet af sne og jagten på berømmelse. 

I løbet af 11 isnende tableauer tegner Kirkegaard et portræt af den ængstelighed og tvivl, svenskeren må have følt, da ballonen styrtede ned på pakisen øst for Svalbard. I to måneder fortsatte de tre til fods, inden de nåede den øde ø Kvitøya – og døde få uger efter, muligvis forgiftet af underkogt isbjørnekød. Da havde naturen for længst afsløret sin fjendtlighed.

Det hører man på Snowblind. Først letter ballonen i en luftstrøm, der balancerer elegant på kanten af omklamrende mørkesynth og hjertebanken, mens en metallisk skurren a la heroisk elguitar subtilt signalerer tvivlen: Var Andrée helt eller skurk? Kort efter lander vi så i et stort ingenting af strøget metal. Granatchokket bliver til skælmske, svampede fodspor af synth, mens desperationen og hallucinationerne vokser: Var det et skibshorn, jeg hørte, en redningskrans?

Men nej, stilheden vinder, isvandet rasler som et sultent uhyre, det hårdkogte psykologiske drama levner ingen plads til håb, kun en chance for at stirre sit endeligt i øjnene. Havde Kirkegaard været en rigtig grum portrættør, kom vi endnu længere ned i mørket og desorienteringen, men hans letsvævende ambiens sætter nu også spor i sneen.