Er det i virkeligheden en programerklæring, londoneren Aya Sinclair lægger ud med på sit første album i eget navn? Oven på en industriel cirkulation af strøget metal indtaler hun med let forvrænget stemme kække remser, der minder om Alice i Eventyrland. »Me, more, me, more; tick tock goes the broken clock.« Det lyder som en afsked med klubben, et løfte om spartansk lyd, fri puls og drilsk iscenesættelse.

Pilen peger på im hole da også mere i retning af forsvindingsnumre end af dansegulvet. Bevæger vi os endelig ind på klubben, er det til en fest, hvor DJ’en spiller på hospitalsudstyr og kun slangemennesker forstår at bevæge sig langs musikkens kubistiske linjer. Aya modulerer sin stemme i flerlagede bølger, reducerer basmønstre til konturer uden hverken bund eller top og holder de melodiske elementer i stram snor som nøgne sinusmonitorer.

Nærmest programmatisk er enkelheden halvvejs inde, hvor et banalt motiv vokser ud af en anslagstung sløjfe. Gradvist forlænges de fire toner fra rent anslag til møntklingende synth, mens deres klang og stemning gennemløber den ene forvandling efter den anden. Derefter følger så fem minutters monolog, en videreførelse af introduktionens legesyge poesi; Aya har i den grad bemægtiget sig vokalen med sit nye album.

Allerherligst er måske den helt kranienære »tailwind«. Her dominerer et klikkende faldmotiv lydbilledet totalt, fuldstændig som at høre bolsjemasse med kuldioxid poppe i munden. Dét, og Ayas elektroniske forsvindingskunst, bliver man let afhængig af.

Ild slukker som bekendt ingen ild. Men tænkes kan det, at et endnu større flammehav tvinger omverdenens øjne op og får den til at reagere. Megen kunst fungerer ud fra netop den præmis: forstørrelsesglassets diktat.

Således også hos Mathias Monrad Møller. På et originalt og iltert portrætalbum rigt på abstrakt vokal kaster han sig over ildspåsætterne Bush og Trump, men bærer kun ved til bålet: Musikken er lige så uforsonlig, som den politiske debat længe har været det.

Det gælder også, selvom flere af værkerne arbejder med et opbyggeligt ønske om at sætte musikerne fri af det klassiske partiturs lænker. Fornemst ved udgivelsen – som vel var sidste års allermest dristige – er dog, at Møller ikke blot vrænger forudsigeligt ad verdensordenen. I stedet lykkes det ham på sin vis at opløse den.

Bush seniors båndede tale om stor- og frihed bliver loopet til et manisk refræn gennemhullet af krigeriske orkestrale sløjfer. Som om verdens mægtigste stemme desperat prøver at overbevise ikke befolkningen, men sig selv. Det er infernalsk fængende.

Senere forvandles Tiffany Trumps rosende ord om hendes far over 24 minutter til en vokalt fragmenteret tåge med enkle digitale spejlinger – puf, amerikansk politik destilleret til en feberdrøm.

Møllers musik vil dele vandene. Den er politisk, men også raffineret. Nogle gange er den en prøvelse for lytteren med uforfærdet nedbarberede koncepter og tyskskolet musikalsk logik. Heldigvis er den også morsom, gennemtænkt, viljefast og ganske enkelt umulig at ignorere. Ilden brænder.

At lytte til den canadiske duo You'll Never Get to Heavens fjerde album er som at forsøge at fastholde røg i sine hænder. Albummets otte meget korte sange er alle smertefuldt smukke: Den Julee Cruise-agtige vokal rammer den perfekte balance mellem indsmigrende og melankolsk, og det Brian Eno-inspirerede klaverspil har en krystalklar, nærmest glasagtig klang. Alligevel har sangene det med at undslippe ens greb og forsvinde ud i intetheden, inden de har nået at efterlade et varigt indtryk. Den impressionistiske vignetstil er uden tvivl et bevidst, kunstnerisk valg, men jeg kan alligevel ikke slippe følelsen af at have fået en smagsprøve på en meget, meget udsøgt ret – blot for at få at vide, at køkkenet er lukket. 

Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting: Albummet er i al sin utydelighed næsten den perfekte stemningsskabende baggrundsmusik, der kan spilles igen og igen, uden at nogen nogensinde opdager, at de har hørt det før. Her er tale om ægte møbelmusik; musik, der ikke har andet formål end at skabe en akustisk vibration i rummet, som Erik Satie formulerede det. Personligt er jeg næsten sikker på, at dette album bliver soundtracket næste gang, skyggerne er lange, flaskerne er tomme og samtalerne er fulde af nostalgi. 

You'll Never Get to Heaven hedder duoen meget sigende: Du kommer ikke i himlen, men kan måske få lov til at stå ved indgangen og beundre det hvide, disede lys i otte meget korte glimt, inden porten smækker i. Godt at Spotify har en repeat-funktion. 

Denne vinter er den tyske technoproducer Wolfgang Voigts stedsegrønne diskografi vokset – igen med repetitiv, dronende ambient techno. Men Der Lange Marsch er også besynderligt selvreferentielt. Det er et album, der i høj grad gør brug af musik samplet fra egne tidligere udgivelser, som Voigt har remixet og her præsenterer i nye sammenhænge. 

Har man, som jeg, lyttet uendeligt meget til GAS’ ældre udspil, vil man bemærke lånene. Hvis ikke, så gør det rent musikalsk ikke den store forskel. Voigts styrke er at skabe noget langsommeligt majestætisk ud af meget få virkemidler. Stryger- og blæsersamples strakt til nær uigenkendelighed. En blød, tung 4/4 stortromme, der lyder som hjerteslag. En konstant knitren som ild i tørt græs. Projektet GAS har altid haft de vældige tyske skove som tematisk omdrejningspunkt, og i de øjeblikke, hvor din hjerne og musikken synkroniserer, kan du virkelig høre det. Visheden om, at alt omkring dig er levende og i konstant bevægelse, også selvom du ikke kan se det.

Men noget har alligevel ændret sig. Dette album indeholder mere dramatik end dets forgængere. Der sker mere. Alting bevæger sig mærkbart hurtigere. Omkring halvvejs igennem spilletiden bliver det tiltagende trippet, endda uhyggeligt. Lyden presser sig ind fra begge sider, føles klaustrofobisk. Og stilner så af igen.

Voigt lader til at foretrække nidkære udviklinger frem for konstante nybegyndelser. I den forstand er Der Lange Marsch intet nyt, men en uhyre interessant rekontekstualisering af en af ambient technos stærkeste diskografier.

Visionen »at udvide lytterens horisont ved at føre denne ind i en verden, hvor musikken er inspireret af praksisser fra balinesisk gamelan« ligger til grund for komponist, jazzpianist, kirkeorganist og musiketnolog Olga Witte, der bringer alle fire titler i spil på de selvudgivne to værker Organ Trio No 1 + 2. Første er et abstrakt stykke i fire satser for orgel og to basuner og det andet »en musikalsk fortælling om en mægtig østjavanesisk heks Calon Arang« i syv satser for orgel, alt- og tenorsaxofon. 

I Trio 1 varierer musikken fra salig og forsigtig meditation over noir-jazzet improvisation til samtaler mellem jamrende stemmeagtige basuner og støjende passager med fri leg i rigtig freejazz-stil. I Trio 2 er messingblæserne udskiftet med saxofoner, og selvom værkerne ikke konceptuelt er forbundet, er klanguniverset stadigt overvejende improviseret og stort set uændret. 

Når Trio 1 ikke lyder meget anderledes end 2, på trods af at sidste er programmatisk, kommer jeg i tvivl, om man med samme værk kan »udvide lytterens horisont« og fortælle en forståelig historie, eller om det måske er den megen improvisation, der gør historien om Calon Arang uklar og udvisker overgangen mellem de to værker. Noget må skærpes! Men uagtet at fortællingen er utydelig, er teksturerne interessante, og i satser som Trio 2’s »Raja Erlangga« viser Witte, at når hun tager styringen, og musikken bliver mere komponeret end improviseret, kan en besætning af to blæsere og pibeorgel udrette underværker.