Hvis et måltid er godt, er det vel værd at lave to gange? Det er i hvert fald tilgangen hos Krzysztof Wołek på hans seneste album Cookbook for the Modern Boygirl, hvor sangcyklussen fortolkes to gange. Ingredienserne er enkle: én pige (Agata Zubel), én dreng (Chad Sloan) og en række elektroniske elementer, der omhyggeligt er sat sammen – ikke blot for at supplere hinanden, men også for at skabe indbyrdes modsigelser. Selve opskriften stammer fra digteren Bunny Morris og består af syv tekster, der udforsker kroppen som et sted præget af sårbarhed og konflikt.
Spændingen mellem begær og frastødelse er sangcyklussens gennemgående omdrejningspunkt. Wołek understreger dette ved at atomisere vokalpartiet, som ikke så meget synger, som det gisper og stammer. Stemmens endeløse forvrængninger er indkapslet i en atmosfære, der lægger et pres på den, samtidig med at den giver den mulighed for at folde sig ud.
Pludselige udbrud af skarpe glitch-fragmenter lyder både som festlige fyrværkerisalver og som splinter, der skærer sig ind i kødet. De understøtter sangenes konstante sammenblanding af madmetaforer og dyriske refleksioner over kroppens lemmer, processer, fornemmelser og væsker. Som for at imødegå udfordringerne tyr stemmen ofte til overdådige ornamenteringer, mens den andre steder trækker sig tilbage i hvislende hvisken, som om den forsøger at skjule sig.
De to fortolkninger er markant forskellige. Zubel kaster sig ud i en febrilsk, teatralsk vildskab som en fugl, der har mistet besindelsen, mens Sloan går ind i en lidenskabelig, lyrisk kamp. Selvom de synes at komme fra parallelle universer, mødes de i en fælles usikkerhed om, hvad der er desperation, og hvad der er ekstase. Dermed indkredser de den grundlæggende ustabilitet i identiteten, som ligger i hjertet af disse overvældende kropslige sange.
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mierlczarek