Lad os være ærlige: Når man tænker kompositionsmusik for soloinstrumenter, tænker man ikke på lilletrommen. Den er måske det mest larmende medlem af slagtøjsfamilien og har i årtier sat lydniveauet i alt fra klassisk til pop. Derfor spidsede jeg ører, da den canadiske percussionist Ryan Scott annoncerede et helt album med værker for lilletromme – skrevet af 14 forskellige komponister. Endda halvanden times musik. Og jo, det lyder som meget for en plade, der primært består af én tromme. Men der er bestemt noget at komme efter.

Andrew Stanilands åbner, »ANTIGRAVITYDRUM«, der blander freejazz med inspireret brug af percussiv vibrafon, mens Beka Shapps’ »Skinscape IV« sender trommeslagene gennem ringmodulation og omfattende lydbehandling, så vi er tæt på musique concrète. Christina Volpinis »only ghost« sniger sig ind i horror-territorium med marchtrommeinspirerede stød og spøgelsesagtig brug af lilletrommens diskant, mens Amy Brandons »Time and Effort« næsten bliver en demonstration af instrumentets tekniske muligheder.

14 værker over halvanden time er en stor mundfuld. Lilletrommens begrænsede tonale vokabular gør, at man indimellem falder af, selv efter flere gennemlytninger, og kontrasten mellem trommeslag og stilhed gentages lidt for ofte. Når det er sagt, får Ryan Scott og komponisterne omtrent så meget ud af en glorificeret gardertromme, som man kan. Jeg var både underholdt og tankevækket undervejs. Som eksperiment er idéen stærk – men i længden også så insisterende, at jeg næppe vender tilbage. Alligevel: Man skal ikke undervurdere alsidigheden i en god gammeldags lilletromme.

Det er udbredt at beskrive en afart af ambientmusik som »filmisk« og dermed (måske utilsigtet) affeje den som stemningssættende brugsmusik snarere end kunstform i egen ret. Arbejdet med statiske klangflader og atmosfæriske droneforløb har imidlertid stået på, længe før det blev et filmgreb. I denne tradition, der strækker sig fra Morton Feldman til Éliane Radigue og Phill Niblock, har den italienske komponist Guido Zen i de seneste knap 15 år indskrevet sig under pseudonymet Abul Mogard. I slutningen af 1990’erne færdedes han i Londons elektroniske undergrund med duoen Gamers In Exile og har siden samarbejdet med blandt andre danske Goodiepal.

Ved koncerten på Alice voksede Mogards brede synthflader frem som tågebanker. Bag et bord tæt pakket med trommemaskiner, mixere og patchkabler – slyngplanter af ledninger mellem maskinerne – stod den sortklædte Mogard, oplyst af små klemmelamper fastgjort til udstyrets kanter. Tonerne var langstrakte, næsten ubevægelige. Tiden måltes ikke i takter, men i intensitet: Bas, der rungede i brystkassen; en justering af det atmosfæriske tryk. Udramatisk, men ustoppeligt. Teksturerne ændrede sig så gradvist, at man ofte først registrerede forandringerne, idet de var passeret. De harmoniske moduleringer føltes sjældent som traditionelle akkordskift, snarere som skygger der flyttede sig.

Synthlagene gled ind i hinanden med næsten geologisk langsomhed og lagde sig som aflejrede sedimenter, nænsomt og kolossalt. Mogard dvælede ved den enkelte tone længe nok til, at den begyndte at afsløre sit indre liv: små sitrende vibrationer, næsten mikroskopiske ujævnheder i klangskorpen. Lyden pulserede indefra, gennemkrydset af bølgende interferensmønstre.