© Jane Gisselman

»Musik er for mig minder, følelser og oplevelser i – og af – verden. Men den handler lige så meget om at sætte noget i gang og måske – mest af alt – om at holde fast i den frie leg. At lege med andre! Og i den leg kan man proppe hvad som helst: provokationer, fortællinger, der binder os sammen som folk, åndssvage lyde fra jordbærfarvede orgler, rytmebokse af træ og strengeinstrumenter fra en nedlagt centralskole, og meget mere. Når man laver musik, ender det ofte med noget fysisk, man kan stå med i hånden og sige: ‘Det her kom inde fra mit hoved, men nu findes det fandme i virkeligheden – her, på vinyl!’ Og i morgen, du kære kaffekop, går turen i øveren, hvor vi spiller det med mit orkester. For musikken skal ud i verden. På nye eventyr. Sammen med os. Det kan musikken – og jeg – sammen. Det giver en vidunderlig følelse af frihed. Og det er en rar måde at være i verden på. Til alle tider.«

Rasmus Mørup Johansen (f. 1977) – bedre kendt som Telestjernen, men også som protestsangeren Rasmus Johansen fra Fly (tre albums) – er dansksproget sangskriver og musikalsk igangsætter. Han har desuden medvirket i sangskriverkollektiverne Keminova Cowboys og Arctic Assembly (ét album med hver). Ved siden af sit virke som sangskriver og fællesskabsbygger laver han også børnemusik til og med den lokale cirkusklub, Cirkus Højdeskræk. Herudover har han lavet musik med Onkel Reje, børneorkestre og børn fra hele landet. Aktuelt er Telestjernen ude med sit syvende album, Kultfilm fra Karup.

Kortkritik
28.11.2022

Blip Blop i Bretagne  

Tomas Kærup: »Tall Windows«
© PR
© PR

Guitarist og producer Tomas Kærups solodebut befinder sig i et lidt uheldigt grænseland. Til den ene side finder man støjende lydflader, mens man på den anden side mødes af clean, afslappede licks. Disse to forskellige tilgange til guitarspillet kan sagtens fungere sammen – og gør det indimellem også her – men alligevel mangler der noget. Efter den ellers ganske lovende »Prelude I – Interior«, udstiller titelnummeret en manglende samhørighed. Et meget repetitivt rent guitarstykke, der gradvist akkompagneres af feedbackede melodier. Der bygges tydeligvis op mod noget men uden forløsning.

Guitaren er det åbenlyst bærende element i alle albummets ni kompositioner, men af et så guitardrevet album at være, så kunne instrumentet godt være blevet brugt til mere. De forvrængede guitarer får mig til at ønske, at der blev skruet op for intensiteten, mens de mere tilbagelænede melodier derimod får mig til at ønske det modsatte.

Først på albummets næstsidste nummer, »Coast of Bretagne«, falder alting i hak. Her smelter de forskellige elementer sammen og danner et større hele. Bløde elektroniske blip og blop klukker afsted over et oprørt hav af feedback og distortion. I havet anes en lille redningsvest af akustisk guitar. Tænk hvis resten af albummet lød mere som dette nummer! Desværre bruges det meste af spilletiden ikke i det grænseland, hvor enkeltdelene overlapper, men i det tommere rum ved siden af.

Kortkritik
25.11.2022

Rigeligt med zen

Svaneborg Kardyb: »Over Tage«
© PR
© PR

Rumklangsfyldte akkordflader og melodi på wurlitzer-piano. Sat til sydende bækkener og velstemte tammer, klokker og rasleanordninger. En nordisk let melankoli, hvor farverne er matte og nedtonede men lækre. Sådan lyder Svaneborg Kardybs tredje album Over Tage. Fra det dybe og følsomme, over det mediterende og repeterende til det frie, fabulerende og jammede. Sidstnævnte viser, at duoen har mindst et ben placeret i en nordisk jazztradition.

Musikken – udgivet på det internationale Gondwana Records – er en rar men også ufarlig lytteoplevelse. Aarhus-duoen er klart bedst, når de arbejder med en art minimalistisk tilgang, fx titelnummeret hvor et vedholdende beat i trommerne spænder et rytmisk net ud, hvorpå tangenterne drejer toner og temaer rundt. Men det vellydende er også, hvad der afholder Svaneborg Kardyb fra for alvor at komponere nyskabende musik. Her efterstræbes et ensartet og homogent udtryk, hvor elementerne helst skal flyde mest muligt ind i hinanden. For ofte kommer de to instrumenter derfor til blot at danne baggrund for hinanden, som om de begge venter på den anden. Når så en ny musikalsk ide indtræder, efterlades indtrykket af en musik, der står i stampe. Mest af alt savner jeg abstraktioner – indslag der tør bypasse det samlende princip og bryde ud af det hermetisk sfæriske rum, der i for høj grad præger kompositionerne på Over Tage.

Kortkritik
24.11.2022

David Lynch i novemberregn

Josefine Skov: »Kollision«
© PR
© PR

Kollision kunne med sin sfæriske mystiskhed kombineret med støjende elementer og tunge beats være soundtracket til en David Lynch-film. Filmkomponist og lyddesigner Josefine Skov skaber flydende elektroakustiske soundscapes i grå nuancer og blå toner ved hjælp af analoge og digitale optagelser og processeringer, som går op i en højere enhed af computergenerede klange såvel som konventionelle og hjemmelavede instrumenter.

Numrenes progression matcher konstant stemningerne, hvor »Puls« skaber en cinematisk oplevelse krydret med trommebeats a la trip hop, bevæger titelnummeret sig langsomt fra det drømmende til en kulmination af keyboards, lyden af tunge strygere og støj. 

Kollision er håndværksmæssigt stærkt og byder på alternative eksperimenter uden at blive krævende. Skov formår i et univers af skæve toner og mol at skabe en fløjlsblød, legende lethed, der kaster et poetisk skær over en kold og mørk regnvejrsdag i november, november, november, november. 

Kortkritik
23.11.2022

Milde skaber

Thomas Blachman: »Oh Yes My Maker«
© PR
© PR

Så er der endelig godt nyt til de mange husejere med gasfyr. Sultanen af nedsablinger i primetime, Thomas Blachman, har med suiten Oh Yes My Maker skabt et værk, der består af så rigelige mængder varm luft, at energikrisen nu må være ovre.

Blachman har i forbindelse med udgivelsen udråbt sig selv til den symfoniske musiks frelser. Og forberedt gud og hvermand på, at »parnasset« og »snobberne« nok vil synes, at suiten – der foreligger som ren og skær MIDI-musik, fordi genialitet ikke kan holdes nede – er noget »frygteligt lort«.

Det er simpelthen en fornøjelse, når udgivelser ledsages af så nøjagtige anmeldelser fra kunstnerens egen hånd, at man ikke føler trang til at opponere. For Blachmans plastiske MIDI-suite er en kontrarevolution. Han er på sin største mission hidtil: at overbevise os om, at fortiden er fremtiden.

I dette parallelle univers væves revolutionens lydtæppe af Schönbergs ekspressionisme, Stravinskijs neoklassicisme, Bernsteins symfoniske jazz og tidligere tiders filmmusik. Jovist, det lyder tungt som et arkivskab, støvet som gammel cognac og mørkt som en undereksponeret spionfilm. Men tjek det her ud:

Musikken spilles af et computerprogram! Et vaskeægte computerprogram. Kan man forestille sig noget mere moderne? Thomas Blachman, der nu i tyve år har solgt sig selv som originalitetens sendebud, kan ikke. Han kalder det »en ny æstetisk dagsorden for kontrapunktisk partiturmusik«.

Men »frygteligt lort« ligger bare bedre i munden.

Kortkritik
18.11.2022

Chok – klassisk trænet komponist skrev noder

Else Marie Pade: »The Orchestral Album«
© PR
© PR

Hvem skulle have troet det om Else Marie Pade: Komponisten, der blev undervist af Vagn Holmboe, Leif Kayser og Jan Maegaard, skrev ikke kun elektronisk, men også klassisk musik. At kalde indspilningen her en sensation, som Dacapo gør, er en underdrivelse. Det er regulær verdenshistorie. Ryd forsiden!

I sine liner notes opfordrer Henrik Marstal alle danske orkestre til at opføre musikken, og det må de da gerne gøre. I så fald helst de otte korte etuder fra 1965, for her lyder og er Pade mest moden; med genfærdstoner og indespærret atonalitet skaber hun en alarmistisk stemning, som sætter sig i lytteren.

Det er dog det eneste af de fire værker, jeg har lyst til at genhøre. Suiten for kammerorkester fra 1953 er rig på Holmboe’sk mørke, på dramatiske ideer og på temperamenter, men overbeviser ikke. Heller ikke selvom Malmö Operaorkester går dedikeret til værks.

Suitens arkaiske stil virker hende helt fremmed, men skinner også igennem i trompetkoncerten fra 1954. Her er trompeten i dialog med en marchtromme, og man aner så småt det humør og talent, Pade uomtvisteligt besad. Musikken virker dog rudimentær og usammenhængende.

Der er langt fra disse skriveøvelser til den strenghed, hun demonstrerer i sine fragmentariske Parametre I-III fra 1962. De er til gengæld en tør omgang. Jeg holder mig til etuderne.

Kunne Else Marie Pade være blevet en stor symfoniker? Garanteret. Var hun det? Det mener Dacapo, så det må vi hellere rette os efter. Hil Else Marie Pade, komponisten, der skrev noder!