© PR

»Music for me at the moment is a heaven for non-believers.«

Abdullah Miniawy (born 1994) is an Egyptian expressionist, a writer, singer, composer, and actor. Over the years, he has shared the stage with acclaimed artists such as Erik Truffaz, Kamilya Jubran, Yom, Médéric Collignon, Aly Talibab, A Filetta, Hvad, Ziur, Simo Cell, and many others. Miniawy's performances have graced prestigious international stages and venues, including the Festival d’Avignon edition 72, French national theaters, Institute of Contemporary Arts London, Haus Der Kunst museum in Munich, Mao Asian Museum in Turin, even the Louvre in Paris.



In addition to his music career, Abdullah proved his natural acting talent in Alaadine Slim's Tlamess, a Tunisian feature film featured at the Directors' Fortnight at the Cannes Film Festival in 2019. Miniawy was also recognized with a nomination and shortlisting for the Best Actor Award from the Arab Cinema Center at Cannes.



As a composer, Miniawy has created different soundtracks for dance shows, theater productions, and exhibitions, including notable works like Cabaret Crusade III by Wael Shawki premiered at Moma PS1, AMDUAT by Kirsten Dehlholm premiered at Hotel Pro Forma, and Insurrection by Jilani Saadi.



Abdullah Miniawy's influence extends beyond the arts; he was selected by the European Parliament in Strasbourg as one of three change makers from the Schengen area to offer a French-Egyptian artist's perspective on pressing contemporary challenges at the European Youth Event 2021 in the Live Fully section. He also participated in Europe Takes Part, a gathering of 30 diverse speakers discussing new economic models and digital solutions for artists in a post-pandemic world.



Since 2016, Miniawy has collaborated with the German trio Carl Gari, blending avant-garde electronic soundscapes with poetic lyrics. Their debut album, Darraje, was recognized as one of the top 50 albums of 2016 by the American NPR. Their recent release, The Act of Falling from the 8th Floor, garnered attention from Pitchfork, The Quietus, and Wire Magazine, with Zawaj ranking at the top of Resident Advisor's list of Deep Listening tracks in 2019.



Most recently, Abdullah's album Le Cri Du Caire, featuring Erik Truffaz, won Les Victoires du Jazz 2023 award – the French equivalent of the Grammy Awards.  



As a writer, his lyrics have left a mark in the Middle East region, notably during the Arab Spring, where they were displayed in places like the Yarmouk camp in Syria.

Bobo Moreno. © Thomas Roger Henrichsen

»Musik er for mig et element på linje med jord, vind, ild og vand. Musik er næring, der indgår i min personlige kostpyramide, sammen med ost, æg og tomater. Musik er en relation i mit liv, der er lige så vigtig som de mennesker, jeg har omkring mig. Musik er som et ekstra organ, som jeg sanser verden igennem.« 

Bobo Moreno voksede op omgivet af sine forældres eklektiske pladesamling og udviklede en kærlighed til musik, på tværs af genrer. Opkaldt efter sin stedfar, jazz- og rockbassisten Bo Stief, startede Bobo på elbas, før han, som 22-årig, fandt sit sande instrument – sin stemme. Selvlært udviklede han sit håndværk gennem utallige liveoptrædener og høstede anerkendelse for sin udtryksfulde stemme og stilistiske spændvidde. Hans nationale gennembrud kom med popduoen Peaches & Bobo i 1993. Efter årtiers optræden, i en alder af 60 år, udgiver Bobo nu Missing Pieces – hans dybt personlige debutalbum, der afspejler et liv med musikalsk udforskning og selvopdagelse, samtidig med at det markerer et nyt kapitel i en livslang musikalsk rejse.

© Mira Campau

»Musik for mig er som vand for planter. Og et rum til at forbinde os – til os selv, andre og verden.«

Astrid Engberg er en samtidskunstner med rødder i fortiden, der blander elektronisk-organisk jazz, soul og perkussiv minimalisme. Hendes lyd kombinerer tunge, minimalistiske produktioner med personlig historiefortælling og en spirituel kant, båret af en stemme, der balancerer følsomhed og styrke. Siden udgivelsen af ​​sit debutalbum Tulpa i 2020, fremhævet af Bandcamp som en af ​​sommerens bedste udgivelser, har hun modtaget Steppeulven-prisen som Årets Producer 2021 og vundet Årets Vokaljazzudgivelse ved Danish Music Awards Jazz, sammen med en nominering til Årets Eksperimentelle Album.

Engberg har optrådt live og som DJ på store danske festivaler og spillesteder, herunder SPOT, Heartland, Roskilde Festival, DR Koncerthuset og SMK – Statens Museum for Kunst.

kortkritiklive
13.02

Aske i øret

Farvel & Peter Laugesen
© PR
© PR

Der var noget befriende ved at se 83-årige Peter Laugesen træde ind på Phono med et nyt band og uden antydning af nostalgi. Der var ikke antydningen af en poetisk hædersrunde. Men masser af støj. Trioen Farvel – Halfdan Magnus Stefansson (guitar), Gustav M.K. Lauridsen (bas) og Jens Højbøge Mosegaard (trommer) – spillede ikke pænt omkring digteren. De lagde et massivt tæppe af stoner-rock og fri improvisation under ham, som om ordene skulle vrides fri af grus og forvrængning. Først lå musikken tung og sejtflydende. Længe. Så accelererede den. Og Laugesen accelererede med.

Han sad på en stol i hjørnet, bladrede i sine bøger og talte om daggry, om børn der leger, inden de forsvinder, om Finnegans Wake, Peter Plys og et arrigt »så tø for helvede«. Ordene kom ikke i takt – de landede som bolte på et værkstedsgulv. Laugesens baryton er stadig ru som ståltråd; den brabrandske accent nægter at blive poleret. Han spillede på mundharmonika. Det lød skævere end skævt – en forvreden blues. 

Farvel kommer ud af en jazzambition, der gik i opløsning og fandt et andet spor i 90’er-noiserockens ru æstetik. Det klæder Laugesen. De tre unge musikere spillede ikke bag ham, men med ham, tværgenerationelt, på lige fod – ligesom de gør det på deres netop udgivne album. Det var ikke en højtidelig fejring af den aldrende digter. Det var en arbejdsplads fyldt med friktion. På Phono sang Laugesen – ja, sang – livets prosa hen over en mur af lyd. Stemmen skar sig ind mellem den buldrende bas og lilletrommens grus. Han talte om »løs aske i øret«. Man gik derfra med netop dét: en sitren i hørelsen. Når sproget møder modstand, kan det stadig slå gnister.

kortkritikrelease
11.02

Ekkoer fra oliventræerne

Mai Mai Mai: »Karakoz«
© PR
© PR

Sorg er arveligt. Det er kollektivt og mere end blot strømme af tårer – hvilket utallige generationer af undertrykte palæstinensere vidner om. På albummet Karakoz skaber den Rom-baserede musiker Mai Mai Mai en genklang af denne kollektive sorg og forsøger at gribe om det palæstinensiske folks fortvivlede håb. Ikke med politiske paroler, men med mørk spiritisme og synthesizere.

Karakoz er en ældgammel form for skyggeteater med rødder i det Osmanniske Rige, og albumtitlen fungerer som et varsel om den musikalske puls, der sætter ind allerede fra åbningsnummeret »Grief«. Her lyder musikken som en arkaisk folkehymne: langsom, repetitiv perkussion skaber en tårevædet minimalisme, og nummeret føles som en ceremoni, der er blevet overleveret gennem generationer. Med synthesizere der langsomt snor sig om Maya Al Khaldis længselsfulde vokal, bliver »Grief« en kulturel bro mellem glemte traditioner og den højaktuelle tragedie, der i dag indhyller Palæstina i et altoverskyggende mørke.

Igennem de syv numre kan man høre traumet som en vind, der mumler i gadebilledet og mellem oliventræerne. Det skyldes måske, at albummet er blevet til i samarbejde med lokale kunstnere og inkluderer arkivmateriale fra The Palestinian Sound Archive – et arkiv over årtiers glemt musik, lyrik og albumcovers. Karakoz er en nyfortolkning af Mellemøstens spiritisme og glemte musik. Det er et vidnesbyrd om sorgen som levet liv, og som et arkivarisk brystværn tager Karakoz således del i kampen for et frit Palæstina.

© PR

»For mig er musik et hemmeligt, sikkert sted. Det er et tilflugtssted fra samfundet, fra den, man forventes at være, og fra ideen om at høre til. Det er et rum, hvor man er fri for konflikt og dualistiske tankegange. Det er et sted at føle verden uden at skulle forstå den.«

Masaya Ozaki er en komponist født i Niigata, Japan. Hans arbejde er dybt påvirket af rummets flygtige natur og lydens finesser i fysiske miljøer. Ozaki ser ikke kun lyd som et medie, men som en form, der er dybt sammenflettet med de rum, den bebor, noget han udforsker udførligt i stedsspecifikke projekter som Echoes, der involverede liveoptrædener inde i et fyrtårn.

Ozakis seneste album, Mizukara (2024), er en afspejling af hans personlige og kunstneriske rejse, primært formet af hans oplevelser i Island. Albummet omfavner minimalisme og introspektion og inkorporerer feltoptagelser, sparsomme instrumentalnumre og teksturerne i det islandske landskab for at udforske det flydende forhold mellem selvet og miljøet. I nylige interviews har han understreget sit skift fra rent lydbaserede kompositioner til dem, der dybt overvejer miljø og rum. Hans flytning til Island har haft en dyb indflydelse på hans arbejde og opmuntret ham til yderligere at fusionere grænserne mellem musik, natur og arkitektur. Han er også medlem af det Reykjavík-baserede emo anime doom metal-band MC Myasnoi.