© PR

»I never considered my job to be about music. My prime responsibility is to produce raw energy where people feel 'it’s happening right now'. Of course music and artists with talent are key ingredients but I think location and party philosophy are just as important to create an electric atmosphere. Try to go to a festival in Sweden or Norway – it’s a snooze-fest. Roskilde and Distortion are the two festivals in Scandinavia with this special touch. I never calculated how to get there, but I can see now 26 years later: My technique has been to be in a constant disequilibrium and to give away more than I could manage. I started with Distortion as my platform in 1998 and it started to go viral as an energy force in 2009 that is 11 years as a volunteer where almost everything was for free. When it exploded we became famous for out-of-control street parties with an unsophisticated music profile – but at its very heart, Distortion was a hard core rave, since 1998. And it is this rave energy that motivated us to turn the city upside down as a social experiment, more than it was music. It was both loving but also a little destructive. Then in 2014 and 2018 came Karrusel and Hangaren – two 'professional spinoffs' – I mean 'music products' based on electronic music. But Distortion is not a product – it is a raw uncontrollable energy, going in a hundred directions.« 

Thomas Fleurquin calls himself a Party Maker & Chief Architect of festivals, happenings, off-location events, mobile installations. Specialised in public space, social architecture and rave culture. Moved to Copenhagen and active in arts & culture since 1998. Raised in Paris, Danish mother French father. Founder of Distortion (festival), Karrusel (festival), Hangaren (venue), Human Office (newsletter), Animal (consulting agency), and the NusNus Secretariat.

© PR

»Musik for os er en transcenderende kraft med transformativt potentiale, som vi får lov til at mærke og forme, når vi laver lyd sammen. Det er en mulighed for at beskrive ens inderste universer uden ord og den bedste måde, et introvert menneske kan udtrykke stærke følelser højlydt.«

Med rødder i Københavns eksperimenterende jazz- og punkscene udfordrer Echo, Bravo forestillingen om, hvordan et rockband kan lyde. Kvintetten blander post-punk, free punk og støjrock i et råt og uforudsigeligt lydbillede. Selv beskriver de musikken som en slags »tøm-køleskabet-suppe«, hvor forskellige rester får lov at mødes. »Bør nydes som et varmt måltid i en kold branche.«

© Ultima
© Ultima

Thorbjørn Tønder Hansen er død. Med Thorbjørn har kunstmusikken mistet en af de mest betydningsfulde producenter, kuratorer og kulturledere i Norden.

© PR

»Musik er den bedste måde at opdage mig selv og forstå verden omkring mig på.« 

Luca Quintavalle er cembalist, fortepianist og dirigent. Han har optrådt med ensembler som Concerto Köln, Harmonie Universelle, Mozarteum-orkestret i Salzburg og Kölner Kammerorchester på spillesteder og festivaler såsom Kölner Philharmonie, Salzburg-festivalen og Enescu-festivalen. Han var cembalist i Les Musiciens du Prince under ledelse af Cecilia Bartoli i mere end fem år og har dirigeret ensembler som orkestret og koret ved Teatro dell’Opera di Roma, Concerto Köln og Deutsche Kammerakademie Neuss. Hans udgivelser tæller blandt andet albummet Mirrors, der er udgivet af Berlin Classics og har modtaget en OPUS KLASSIK-pris.

kortkritiklive
21.09

Trombonen finder sin stille side

Francisco Coll: »Tapias«
© PR
© PR

Som 19-årig skrev den spanske komponist (og trombonist) Francisco Coll en vild og uregerlig trombonekoncert, der pressede instrumentet ud af dets komfortzone. 22 år senere har han skabt et nyt værk med noget af dette materiale. Dets ambitioner er de stik modsatte.

Tapias omfavner trombonens lyriske, æteriske kvaliteter. Det er ikke en koncert, insisterer Coll. Måske kan det beskrives som en række fresker for trombone og orkester. Uanset kategori er det et forførende værk, som torsdag blev født på smukkeste vis af Ian Bousfield, dirigenten Nuno Coelho og et Stavanger Symphony Orchestra med en overdådig klang.

Komponister fra Sibelius til Turnage har reageret mod karikaturen af trombonen som et bramfrit og klovnet instrument ved at udforske dens mørkt tonede lyrik. Coll går et skridt videre og placerer sin solists indadvendte, intervalbaserede melodier i stemningsmættede og udfordrende orkestrale sammenhænge. Solistens linjer kan minde om spraymalede streger på vægge, der allerede er dækket af historiens, udsmykningens og graffitiens patina.

I begyndelsen synes trombonen at søge hvile. Anden sats trækker den i retning af større bevægelighed, men dansen holdes tilbage: en lagdelt begravelse af alle mulige rytmer fra flamenco til hiphop. Store blokke af fyldig harmonik lægger effektivt låg på boogie-bevægelserne.

Trombonen finder fred i sidste sats – dens lange, sjælfulde melodier bliver mere eftergivende. Men først har Coll fremmanet øjeblikke af enorm harmonisk spænding og bevidst orkestral pragt. De stod godt ved siden af Coelhos intense opførelse af Sjostakovitjs 5. symfoni efter pausen. Men Bousfields hjertevarme rejse gennem Tapias, hvor han lød helt i ét med orkestret, vil være den oplevelse, der bliver længst i hukommelsen.

© Clara Linn & Amalie Lee Bjørn

»Musik for os er en passion, en levevej og et samlingspunkt for os og vores bedste venner i bandet.«

Barselona består af Rud Aslak og Rasmus Theodor. Bandet blev startet i 2016 efter et år på Ollerup Musikefterskole og har siden udgivet fem plader og to EP'er, senest albummet Tag Min Hånd, Så Slipper Vi, som udkommer i september 2026.