© PR

»Musik for os er den følgesvend, du har gennem livets op-, ned-, druk- og røvture. Der findes ikke den følelse, vi ikke hver især har et indre soundtrack til. Det er så dejligt universelt, at musik trigger stemninger og understøtter følelser.«

Barcode spillede et par hundrede shows rundt i Europa i 90'erne og 00'erne sammen med bl.a. Madball, Agnostic Front og Hatebreed og udgav fem fuldlængde albums. Det aahusianske band spiller sin første koncert i 18 år som headliner på Support Our Scene-festivalen i Fredericia i august.

kortkritik
25.10.2020

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.