I sin ungdom var Schnittke, som langt de fleste yngre sovjetkomponister, præget af indflydelsen fra Sjostakovitjs nøgleposition i musiklivet. Men midt i 60'erne førte mødet med Luigi Nono under et af italienerens besøg i Sovjet ham til eksperimenter med tolvtoneteknik og serialisme. Denne fascination blev dog kortvarig, han følte sig spærret inde af serialismens regelbundethed, i Serenade og i violinsonaten Quasi una sonata (1968) bryder den vildtvoksende stilpluralisme igennem som længe kom til at dominere hans udtryksform. Han kastede sig desuden ud i en energisk produktion af teatermusik og musik til snesevis af film, og senere dukker stof fra dette arbejde ikke sjældent op i hans musik for koncertsalen.

På tværs af alle de vidt forskellige stilmidler er Schnittkes omfattende livsværk gennemtrængt af lidenskabelig udtryksvilje, undertiden grænsende til romantisk patos, en stadig genovervejelse af de klassiske genrers og formtypers aktualitet og en Mahler-lignende flertydighed hvor smertelige erindringsspor, fortvivlelse og længsel vokser sammen med visionær livskraft og religiøs følelse.