Karl Aage Rasmussen (f. 1947) er uddannet fra Det Jydske Musikkonservatorium. I flere årtier har Rasmussens musik og tanker om musik været af afgørende betydning for udviklingen af de nyeste musikalske udtryksformer i Danmark. Hans tekster og tænkning om musik er funderet i tysk filosofisk tradition. Måden at argumentere på har rod i centraleuropæisk tænkning - det handler om logik og rationalitet. Det andet, irrationaliteten, det der ikke kan sættes på faste formler, kommer fra Cages og Ives’ USA - fra en tradition der hævder, at alt i princippet er musik. Rasmussens kunst finder sit udtryk i spændingsfeltet mellem total kontrol og absolut frihed. Blandt andet.
Karl Aage Rasmussen er på den ene side en metodisk systemkomponist med interesse for tal, på den anden side er han hele tiden på sporet efter den uregerlige og usystematiske musik, der sender lytteren endnu videre, derhen hvor musik er mere end blot toner. Metoden, hvis man tør bruge det udtryk, er ikke at give en række svar, men snarere at stille gode spørgsmål. Man kan næsten sige ’bevægende gode’ spørgsmål, for det at komponere er ikke en blot en intellektuel tilbøjelighed hos komponisten: Hans musik spiller på så mange strenge, at den på samme tid kan fremstille emotionelt ladede forløb i en sofistikeret instrumentation med en stringent musikalsk struktur. Musikkens opgave er ikke at give entydige svar, fordi det ville svække dens idé om flerlagethed, dens evne til omskiftelighed. Musikken lever netop i kraft af fintmærkende udtrykskarakterer, hvor tid, tempo og stemning hele tiden er på vej til at blive noget andet. Den kalder på at blive tydet - tydet som symptom på noget alment nærværende uden for musikken - f.eks. vores opfattelse af tid i videste forstand. [...]
Karl Aage Rasmussens glæde over det uventede er smitsom: Hans evne til at sætte ting på spidsen, til at se tingene fra en uventet synsvinkel, er et af de mest opmuntrende og livgivende indfald i nyere dansk musikhistorie. Kunstneren afprøver hele tiden noget, han har hele tiden et ‘mellemværende’ med et eller andet. I begyndelsen af karrieren var det udforskningen af musiksproget eller musiksprogene: Hvad betyder en bestemt musikalsk vending, hvordan oplever vi den? Hvad sker der, når man sætter flere usamtidige musiksprog sammen? Rasmussens tidligste musik henviste til anden musik, den søgte efter mening i de allerede eksisterende sprog. Siden kom interessen for musikdramatikken som følge af udfordringer med musikalsk form. Komponistens senere værker bærer udtrykskarakteren af en ny sanselighed, som frisætter energi, følelser og kropslig nærhed. Måske erfaringens tyngde kalder på musik med en psykisk dimension, der nok er skabt for at stimulere intellektet, men mere end nogensinde også vil røre og bevæge. [...]
