Kagel var fra 1957 bosat i Tyskland, han besøgte Darmstadt i 1958 (samme år som Cage) og blev hurtigt en af serialismens betydeligste teoretikere, men tillige en af den serielle absolutismes skarpeste kritikere.

Kagel ønskede at udsætte hele det musikkulturelle maskineri for kreativ analyse. Ved klinisk at isolere dets del-elementer, forstørre dem op og indsætte dem i nye, ofte absurde sammenhænge, ved at behandle de kropsligt-musikalske aktiviteter som om de selv var musik, ved at kommentere og udstille dem, rettedes hans kritik direkte mod musiklivets konventioner. I mediesamfundet risikerer (musik)kulturens kommunikationsformer at stivne, at blive en vanemæssig udveksling af tomme symboler, og Kagels kritik angriber de dogmer og tankevaner som styrer bevidstheden og musikkens sociale processer. Det er selve den nutidige musikkulturs selvkørende mekanik der er hans livsværks kritiske hovedtema. Men hans teknik er et paradoksalt møde mellem seriel disciplin og Cage'sk tilfældighed.

Det groteske, modsigelserne, portrættet af en splittet verden, balancen mellem resignation, ironi og utopi, kritikken af musikkulturens konforme institutioner og ikke mindst forløsningen i humor, kendetegner hele hans produktion.