Niclas Nørby Jochumsen Hundahl
Af Niclas Nørby Jochumsen Hundahl
-
kortkritik04.06.2021
Til rave med Teletubbies
»Fire sortklædte mænd i helt hvide høje hæle udførte to forskellige, velkoreograferede serier med hælene som percussion.« -
kortkritik27.04.2021
Syv lydsøjler og en varulv
»Man keder sig aldrig. De to sidste satser, ‘Twilight’ og ‘Wolf Moon’, er som taget ud af en gammel horrorfilm«. -
kortkritik25.03.2021
Ind i det elektriske netværk
»Barrett skaber nogle mesterlige lydskulpturer, der alle indeholder genkendelige brudstykker, men forvrænget, som om man lyttede i en drøm.« -
kortkritik18.02.2021
Modernistiske isfugle
»Det er svært at modstå fristelsen til at anlægge et borealistisk blik på et album med ny islandsk kompositionsmusik«. -
kortkritik08.01.2021
Ind og ud af drømmeland
»Måske det netop var planen: at lulle mig ind i en form for indifferent tryghed i de elektroniske lyde«. -
kortkritik10.12.2020
Sturm und Drang med Agerfeldt
»Det er altså mesterligt, hvordan Thomas Agerfeldt Olesen balancerer kaotiske orkaner med drømmende idyl«. -
kortkritik24.11.2020
Kommunalsatirisk syrerock
»Som publikum fokuserer man langsomt på noget andet end ordene og fortaber sig i klangfladerne. Præcis som til et møde i kommunen«. -
kortkritik09.11.2020
Pludselighed og mumlen
»Et klimaks for dobbelt slagtøj, der brød gennem virvaret, kunne ikke redde værket fra at føles langt og uden retning« -
kortkritik03.11.2020
Effektiv slowmotion
»Langsommeligheden gav en fornemmelse af, at det var mig, der faldt, og som i slowmotion opdagede jeg det først ved ‘skriget’.« -
kritik19.02.2020
Syntetiske verden
Den elektroniske duo Lyd Port satte med scenekunsthybriden »Macro Plastic« lyd til et betændt materiale, men måske skal vi nuancere vores opfattelse af, hvad der er naturligt. -
kritik18.11.2019
Død ved kærlighed
»Liebestod – en opera:tion« blander poesi, performance og musik i et blafrende forsøg på at forstå kærlighedens nære bånd til døden. -
kritik19.08.2019
Mens diktatoren danser
Copenhagen Opera Festivals værker af We Like We og Peter Maxwell Davies langede ud efter magthaverne, men også efter den passive beskuer.