Objektiv bedømmelse

- en imaginær skåltale

Af Steen Pade

Ved DUT-koncerten den 23. oktober kl. 20.00 opføres for første gang i Danmark et af Morton Feldman's allersidste værker: "Piano, violin, viola, cello", et bestillingværk fra Xenakis ensemblet tilegnet Ad van't Veer og komponeret 1987.

Jakob Levinsens NUMUS rapport former sig for sidste halvdels vedkommende som en kommentar til diskussionen mellem Karl Aage Rasmussen og Per Nørgård under festivalen. Levinsen benytter sig af lejligheden til at fyre nogle bredsider af mod Rasmussen, som jeg synes fortjener et par kommentarer.

I samtale med Steen Pade

Jørgen la Cour har fredag den 6/5 skrevet en artikel i Information om dette års NUMUS-festival. La Cour begynder sin artikel med en udredning om nodetrykkets udvikling og denne sammenhæng med fremkomsten af det borgerlige samfund. Han fortsætter: »...

Jeg vil i denne analyse dels give en kort beskrivelse af hele stykket, dels analysere et par enkelte udvalgte steder og endelig vil jeg til sidst komme ind på nogle mere generelle betragtninger vedr. kompositionens form.

Storform. Værket spiller ud i et og falder i to store dele. Første del udgøres af en lang stigning, der igen består af et tilløb med efterfølgende afspænding, derefter stigning til stykkets klimaks ca. 2/3 henne i værket.

Symfonien, der er bygget af det samme tonegitter som Antifoni, er i en sats og spiller kun 2'20"". Den forløber som et enkelt stigningsforløb, og den primære analytiske interesse samler sig naturligvis om de midler, hvormed komponisten bygger denne stigning.

Konservatoriet og den ny musik