Adorno er modernismens mest fremtrædende musikfilosof og er som hegelianer optaget af sammenhængen mellem en tidsalder og dens kunst. Når han fx i sit skrift Philosophie der neuen Musik (1949) anmelder Arnold Schönbergs oevre positivt, skyldes det en forestilling om at historien udvikler sig lineært, og at man som komponist ikke bør bevæge sig baglæns i historien til tidligere tiders stilarter og materialetrin. Kunsten bør være i pagt med sin tid - bør være sand - og dette betyder at den bør give afkald på fortidens tonesprog som nu til gengæld lyder falsk.