Thomas Agerfeldt Olesen har ikke bare en usædvanlig veludviklet evne til at forestille sig en original og overrumplende musik; han ved også, hvordan man skriver en umulig musik. Med en umulig musik mener jeg en musik, der lyder naturstridig eller ulogisk, som når noget tilter eller går amok, eller når tilsyneladende umulige modsætninger ramler sammen. Det er særligt påfaldende i hans systemetuder som fx Zwei Zwölftontänze, hvor boogie woogie møder 12-tone musik, eller i Trio, hvor klaveret hen imod slutningen nærmest overfalder fløjten. Men også i de mere frie ensembleværker finder man disse mærkelige sammensætninger. I Tonkraftwerk står elefantbrøl og maskinlarm side om side, mens nytårstrut, hawaii-guitar og ensemble smelter sammen til et i All as One.

Det er meget svært helt præcis at forklare, hvori det umulige egentlig består. For selvfølgelig er det muligt, ellers ville vi jo ikke kunne høre musikken, så det umulige ligger i oplevelsen af den. Det er et mellemværende for hovedet, som ikke rigtig synes at tro sine egne ører. Det umulige i Thomas Agerfeldt Olesens musik er, at man kan høre noget, man ikke troede muligt, at man kan høre ting, hovedet har svært ved at tro på.

Oplevelsen af det umulige understøttes af den virtuose satsteknik og instrumentbehandling. Det er en kvalitet, der er kendetegende for stort set alle Thomas Agerfeldt Olesens værker, og man mærker det i artikulationen, fraseringen og i det hele taget i musikkens spillelighed. Thomas Agerfeldt Olesen er uddannet cellist, og han formår at overføre sin fornemmelse for instrumentet, og for at musikken skal realiseres af musikere, til sine værker, og det giver plads til noget så sjældent som en klassisk virtuositet.

Der er selvfølgelig mange andre kvaliteter, man kunne nævne i forbindelse med denne musik: Dens humor, de mange og yderst forskelligartede stilreferencer, dens evne til at beskrive ofte sureelle karakterer eller tilstande osv., men vigtigst og der, hvor trådene fra alle værkerne synes at samle sig, er viljen til udtryk. Thomas Agerfeldt Olesens musik rummer åbentlyst stærke basale følelser og tilstande, der på afgørende vis gør hans musik udtryksfuld. Det drejer sig bl.a. om de følelser og tilstande, der forbindes med flugt, opmærksomhed, frihed og undersøgelse. Her beskriver han i forbindelse med 4. strygekvartet en af de følelser, der synes at gå igen i mange af hans værker: "Der er for mig megen følelse forbundet med det lænkede. Det giver jo kun mening at lænke noget, der er liv i. Og det er en forfærdelig ting, det lænkede liv. På en måde er det meningsløst at lænke fire potentielt vidunderlige stemmer sammen, når de kunne gøre så meget godt for hinanden, hvis de fik lov... men i dét her stykkes verden er der en lurende drift mod at sprænge båndene, hvilket også sker, efter utallige forsøg. Det er disse forsøg, der udgør stykkets udvikling. Resten er efterklang, men selvfølgelig også stykkets pointe: Hvad sker der, når stemmerne endelig frigøres?

Lasse Laursen