kortkritik
16.11.2022

Æsteten sanser, sommerfugle danser

Jeppe Ernst: »Anatomisk sangbog«
© Émile Sadria
© Émile Sadria

Når nu Jeppe Ernsts strenge studier af kroppens musikalitet ikke helt forløses i Émile Sadrias sort-hvide kortvideoer på Medicinsk Museion, så er det ikke, fordi det kompositoriske greb ikke er beundringsværdigt.

Ernst har overtalt en af den ny musiks store helte, basbarytonen Jakob Bloch Jespersen, til at strippe ned til et par hvide underbukser og følge tolv af komponistens tavse partiturer, som hver især fokuserer på én kropsdel.

Han bøjer ryggen, folder nakkehuden og vrider skuldrene, så bevægelsen modsvarer nodeværdier. Det er billedskønt og fint anatomisk sansende, men fornemmer man også musikken i motorikken?

Kun sjældent. Dels saboterer den naturlige museumsstøj Ernsts subtile rytmik. Dels savner man tydelige temposkift og den skarpe præcision, som er lettere at formidle med kvikke fingerspidser end besværlige hofter.

Det føles hurtigt fastlåst, når albuer bevæges stift fra side til side som en skibskran. Omvendt sitrer videoerne af poesi, når øjenlåg i closeup bliver til blid sommerfugledans. Jeg savner helt ind i sjælen at se de forskellige kropsdele spille op mod hinanden i polyfone, humørfulde splitscreens i stedet for æstetisk flotte, men sterile solostudier.

Jeppe Ernst ville sikkert kalde mig vulgær.

Museet opfordrer til, at man følger med i partituret via QR-koder, men visningen er frustrerende nok ikke tilpasset telefoner. I stedet burde noderne være afbildet nær videoskærmene. Det er måske i deres stille, utopiske poesi, at Anatomisk sangbog har det bedst.

© PR

»Musik for os er... magi? Udover at vi er virkelig store tilhænger af stilhed, indrammer den afsluttende linje i en af vores kommende singler meget godt vores forhold til musik:

'Music feels like magic to me / A superior art form in a marketplace / Trying to find an empty space'.

Sådan kan det føles som sangskriver og udøvende musiker. Vi prøver at holde fast i en nærmest barnlig forelskelse i musik, men den kunstform, vi arbejder indenfor, er pop-rock i den alternative ende, som er skabt og har udviklet sig 'på en markedsplads' med stærke økonomiske kræfter. Som romantiker kan det til tider gøre en lidt modløs...«

Late Runner er Asger Tarpgaard og Tanja Forsberg Simonsen, som tidligere var med i Superheroes og Private.

© PR
© PR

Det er for kort tid siden officielt bekræftet, at den islandske avantgardestjerne Björk gæster Bielsko-Biała i dag. Efter at have holdt det hemmeligt indtil sidste øjeblik, afslører arrangørerne bag Wędrujący Festiwal (Wandering Festival), at det netop er Björk, der lukker festivalens store finale. Den eksklusive begivenhed, Rave na Targowisku, skydes i gang på markedspladsen PSS Społem på Lompy-gaden 5. Her vil den verdenskendte kunstner levere et særligt DJ-set.

© Kåre Viemose

»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«

Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.

© PR
»Musik er for mig den kunstform, der – hvis man gør det op i timer og minutter – fylder suverænt mest i mit liv. Jeg kan ikke synge, jeg kan ikke spille noget instrument, men jeg kan lytte, som en glad amatør, på cyklen, på dansegulvet, men især: på kontoret. Jeg arbejder, dvs. skriver, nærmest altid til musik.«

Mikkel Krause Frantzen (f. 1983) er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, litteraturanmelder på Politiken, og forfatter til en række bøger på engelsk og dansk, såsom En fremtid uden Fremtid (2018), Klodens Fald (2021), Slutspil (2024).