• © PR
    13/8/2022

    Blændende Femme

    Equinox Chamber Music Festival: »No Man's Land«

    Equinox Chamber Music Festival sætter i år fokus på glemte stemmer og tabte skatte. Helt oplagt var derfor torsdagens kammerkoncert No Man’s Land, fuldt dedikeret til kvindelige komponister, hvilket tiltrak et stort og ualmindeligt ungt og hipt publikum til Musikhusets støvede rammer. Ny musik af Jessie Montgomery og Caroline Shaw gav koncerten særlig relevans og nerve, hvor instrumenternes klange blev sat yderligere i bevægelse af dansere på scenen. Som historisk modspil stod den på ældre værker af de tidlige pionerer Louise Farrenc og Amy Beach.

    Den energiske Strum af Jessie Montgomery fungerede perfekt som koncertåbner. Som et ustoppeligt kraftværk spurtede strygerne frem med livlige folkerytmer, dybe strøg og grov pizzicatostrumming, og danserne spejlede hinanden i en koreografi fuld af nydelse og frihed.

    Farrencs brusende sekstet bød på intens farvespil og dynamisk variation, hvilket til dels skyldtes den usædvanlige besætning for klaver og fem blæserinstrumenter, hvor den franske klavervirtuos Yannick Rafalimanana var blændende på tangenterne. Hos Beach flød senromantisk nostalgi tykt og overmættet, så det til tider føltes klaustrofobisk, og det havde måske været oplagt at erstatte et af hendes værker med endnu en ny komponist.

    Caroline Shaws Entr’acte blev koncertens absolutte højdepunkt. På fineste vis åndede en strygekvartet Shaws cirklende suk, intime pauser og kollapsende harmoniske strukturer. De to dansere forstærkede musikkens varme poesi i Matteo Di Loretos dirrende smukke koreografi, der var umulig at fjerne blikket fra. Jeg hungrede efter mere, og må jo blot vente til næste år.

     

     

  • © Anna Maggý
    8/2/2023

    Paradisisk bedjævlet kontrabas

    Bára Gísladóttir: »Silva«

    Gennem en ond, mørk skov slæber man sig i første del af Bára Gísladóttirs farligt suggererende og luksuriøst klingende meditation for bedjævlet kontrabas, det timelange rodværk Silva (2022). Lukker man øjnene, begynder verden at bølge om en.

    Dybe glidninger på strengene lyder som et uhyre i smerte, omgivet af en let dis af overtoner. Et mulmende rum, som to støjkorn løsriver sig fra, og mens dybet under dem bliver til et valsende stempel af tunge tryk, cirkler kornene synthsvirrende rundt og kaster fra den underjordiske slyngverden en line ud efter lys.

    Og jo, minsandten: Mørket flænges af lysglimt. En skinnende tone sniger sig ind, mangedobles til et skurrende hyl og følges op af hæse dursignaler. Det dybe stempel sætter sig fast i en hård rille, mens Gísladóttir begynder at file rundt i et lyst register med ren instrumentklang.

    Værket spjætter, søger at trænge igennem en hinde til et lysere sted. Til sidst, efter alt omkring den ensomt søgende er fortæret af en rasende ild, lander Silva i et limbo af fjerne overtoner, klange, der får lov at rinde ud.

    Vi har nået overfladen, nu lyder en klar, lys drone og den fineste dæmpede støj som et svagt, men insisterende ekko af, at livet buldrer videre i underskoven. Bedre mindes jeg ikke at have hørt Bára Gísladóttir: så fokuseret og alligevel hengiven, fri; tilmed i en overrumplende optagelse, der indfanger dybets tonerigdom.

    Så kan man godt finde årslisterne frem.

     

     

     

     

  • © Alexander Banck-Petersen
    7/2/2023

    Ind i det elektroniske ormehul

    Gunner Møller Pedersen: »Lydskatten åbnes!«

    Ulig Birgitte Alsted, hvis 80-års fødselsdag ikke rigtig tiltrak sig opmærksomhed sidste år, blev der søndag inviteret til bobler og 12-kanalskoncert i Musikhuset København, da Gunner Møller Pedersen rundede samme milepæl.

    Det kan man selvfølgelig tænke sit om, for deres stjerner i dansk elektronisk musik skinner vel omtrent lige klart. Men lifligt var det nu at skrue tiden mellem et kvart og et halvt århundrede tilbage og lytte til en håndfuld af Pedersens værker.

    I baren rumsterede Glass Music (1993) fra et par højttalere og lød med sine strøgne glasklange som et fjernt ekko af tryghed i slowmotion. Men mørket satte også ind, en tøven af anslag og atonalitet, og bevægelsen mellem utopi og vemod hørtes også i de tre elektronværker i koncertsalen.

    Først i Som ild og vand (1986), hvor glidende klokkesinus mod slutningen indledte et langt fald. Siden i Phoenix (1973-76) med sit væksthus for korte xylofonmotiver, som blev mødt af spidse klange og dumpe slag. Og endelig i Da niente (1969-76), her ledte en kaskade af faldende toner hen til glimtet af fjern, sortnende korvokal – en anelse af noget menneskeligt bag det elektroniske ormehul.

    Hvad var det mørke: komponistens melankoli over ikke selv at kunne flytte ind i det rum, han skaber? Lyst opbyggede man i hvert fald til at tage springet derind, men som en lille dreng varsomt sagde til sin far efter koncerten: »Det er også lidt uhyggeligt.«

     

     

     

  • © Ida Lissner
    5/2/2023

    Hun skaber elektronisk guld

    SØS Gunver Ryberg: »

    SØS Gunver Ryberg har i de seneste par år stået for de mest intense koncerter, jeg har været vidne til. Foran et lydsystem aktiveres hele ens krop, når hendes tordnende trommeprogrammering og lyddesign blæses ind i brystkassen på en, hvor hun har lydt som ingen anden.

    Det kom derfor også lidt bag på mig, at den elektroniske tradition klinger så kraftigt i hendes nyeste udgivelse Spine. Tag nu åbningsnummeret »Unfolding«: Elektroniske stortrommer er chanceprogrammeret, så man aldrig er sikker på, hvor mange anslag, der rammer i en takt. Teknikker man kender fra Autechre, men Ryberg adskiller sig markant fra dem. Der er hele tiden større bølgebevægelser, som rækker over de enkelte anslag. Det giver en puls, man kan følge og ender derfor ikke i det (dejlige) kaos, man kender fra Autechre. 

    I »Mirrored Madness« hører man traditionelle elektroniske lilletrommer, men de looper i granulære ekkoer, så de fremstår som en voldsomt muteret udgave af en klassisk 80’er-lyd. Teknikker man kender fra Aphex Twin, men det er langt mere veludført hos Ryberg. 

    I det afsluttende ambient-nummer »Levitating Fluid« scannes der igennem samples, som man kender det fra Oval, hvor den samme klang gentages, minutiøst anderledes. Oval har dog aldrig lykkedes med at have et så rørende stort lydbillede som Ryberg. 

    Kulturteoretikeren Mark Fisher sagde engang, at den elektroniske musik var i en krise, fordi den ikke længere kan opfinde nye lyde. På Spine viser Ryberg, at genren sagtens kan udvikle sig selv, også selvom den klinger af en tradition.