• © PR
    10/3/2023

    Cello over bord!

    Thomas Agerfeldt Olesen: »Cellokoncert nr. 2«

    Stålsat sætter Jakob Kullberg retningen helt fra begyndelsen i Thomas Agerfeldt Olesens kontrastrige cellokoncert nr. 2, som blev uropført torsdag aften af Sønderjyllands Symfoniorkester og nu kan streames på P2 – heldigt nok for de af os, der havde forvildet os til åbningen af Pulsar Festival på DKDM i stedet.

    Små, huggende anslag fra resten af orkestret får ikke Kullberg ud af kurs, han fortsætte sin klare, vibrerende linjeføring. Indtil det altså ikke går længere. Solisten standser op, lytter til de let kæntrende udsagn i hornene, og så sætter manien ellers ind: Pludselig lyder celloen hektisk flimrende, mens et mørke af klynger og ekspressiv atonalitet åbner sig omkring den.

    Blomstrende træblæsere og et idyllisk strygerhav tilbyder et fromt helle i dur, men stressen har sat ind, og det uundgåelige sker: Tunge helvedesbrøl bryder frem med skæbnesvanger messing og intrigante strygere, mejslet fast med distinkte metalslag.

    Den vægtige førstesats ender med solistens endeligt. Celloen filer sig ihjel, ledsaget af en sympatiserende piccolofløjte; med nådesløse staccatodrøn skubber orkestret dem helt ud over kanten. Og så følger altså den korte andensats, en melankolsk himmelfærd, hvor Kullberg med det yderste af sit register svæver op mod lyset.

    Trendsættende toneskrift? Måske ikke, men slet ikke dumt. Sådan lyder vistnok en fuldblodsromantisk komponist anno 2023. Kæntring og frelse, værsartig. Med lejlighedsvis slagside mod et historisk udtryk, nuvel, men det kan vi vel nok rumme. Reb sejlene, der er storm i sigte!

     

     

     

     

  • © Mateusz Szota
    27/5/2024

    Som du spørger, får du svar!

    Spor Festival: Current Resonance: »Asking People to Do Things«

    Er det ikke essensen af komponistens arbejde? At få andre til at gøre noget. Jeg sad efter Spor-koncerten Asking People to Do Things med den nykonceptuelle supergruppe Current Resonance og studsede over temaet. Selvfølgelig med mindre man som de fire komponister på scenen gør det meste selv, konkluderede jeg. Med en velkommen sans for de helstøbte koncertoplevelser havde gruppen sammensat et program, der undersøgte ordrens maskering i spørgsmålet. 

    Koncerten virkede som en jagt efter en bagvej om selve processen med at komponere og opføre musik, som man kender fra den musikalske konceptualisme hos eksempelvis Johannes Kreidler eller Trond Reinholdtsen. I det æstetiske ærinde var det interessant at opleve spørgsmål og imperativer blive omsat til kompositorisk materiale. Carolyn Chens Introducing Object genoplivede ready-made tanken med fluxus-dessiner i højttalerne, som dikterede performernes overgrundige beskrivelse af en kagedåse. Senere revsede Matthew Grouse dynamikken i koncertrummet og tog publikum som gidsel med det interaktive spørgeværk SPEAK BEFORE YOU THINK. Ud af koncertsalen kom vi også mellem værkerne, hvor flashmobvideoer fra Aarhus fungerede som underholdene pauseskærm. 

    Fordi gruppen leverede årets koncert i 2023, blev jeg efterladt med en følelse af, at de denne gang havde sværere ved at få konceptværkerne helt ud over rampen. Jeg savnede de store teatralske effekter. Bedst fungerede Dylan Richards og Michael Hopes bombastiske fællesværk, hvor Richards’ karakteristiske digitale opkast blev sidestillet med Hope, der gav den som gradvist mere uduelig hype man. Hvilket vidunderligt kaos. 


     

     

     

     

  • © Mateusz Szota
    25/5/2024

    Fantasierne under overfladen 

    Spor Festival: Between Music

     

    Hvad var det for mytiske skabninger, der gemte sig lige under vandspejlet i totalinstallationen Breaking the Surface? Kunstnerkompagniet Between Music havde på Spor Festival omdannet Musikhusets sal til et diset grænseland. Den gådefulde tærskel til det undersøiske. Som besøgende drev vi rundt på overfladen, men mærkede, hvor fascinerende dybt fantasierne om livet under vand rækker. 

    Der var low arousel – tenderende til det behagesyge – i det lysdæmpede udstillingsrum. Pirrende klange som i værket Sirenes, hvor små vandfaste højttalere hængt op i wire, blev sænket og hævet i glaslanterner med vand. Som en kølhalende parafrase af Janet Cardiffs Forty Part Motet, hørte man sirenernes toner drukne og stemmerne gispe efter ilt. Lydkunstgrebet var næsten for tydeligt: de akusmatiske stemmer i materiel transformation, ringene i vandet fra højttalermembranernes vibrationer, den besøgendes frihed til selv at søge ind i klangen. Men værkets lavmælte poesi var alligevel nok til at vække en interesse for lydens overgange.

    Men det var de skabninger, der befolkede installationens loopede videoer, som jeg var mest betaget af. Hvem var den nedsunkne brud i værket The Neck, der spillede på sin klangkvalte violin blandt døde fisk og ålegræs? Havde hun været der hele tiden, dømt til at spille, eller gik noget forud for denne bizarre scene? Det mystiske videoværk inviterede til videredigtning, og en hel sagnverden åbnede sig for mit indre. Fortryllende. 

     

     

     

  • © Rumle Tornhøj Skafte
    23/5/2024

    En sorg der ikke kan spejles i verden

    Faun Vium, Amanda Drew, Freja Højland Høj, Hávard Magnussen, Amanda Drew, Karoline Banke, SORT/HVID Teater, Noisy Beehive m.fl.: »Dronning Annabel«

    »Jeg er ikke slettet«, oplæste kunstneren Faun Vium. Et brev fra hendes søster indledte operaperformancen Dronning Annabel, der tager afsæt i søsterens indlæggelse. Vi stod foran Brønshøj Vandtårn. Med champagne i hånden, sang vi sammen en mol-dunkel sang, som havde startet hele processen. »Vi forsøger at forvandle psykosens poesi fra en ensom til en delt oplevelse«, stod der i programmet. En champagneprop sprang på vej ind i tårnet. Stemningen var premiere-let og tungsindig på samme tid. 

    Brønshøj Vandtårn er med sine svimlende betonsøjler nærmest et værk i sig selv. De mest uskadelige lyde bider fra sig i tårnets kolossale rumklang. Mellem søjlerne blev vi bænket og oplevede, hvordan værket byttede en båndet samtale mellem Vium og søsteren med performance i rummet. Tre sangere – to af dem spillede også cello og kontrabas – bevægede sig rundt i det kølige rum med skulpturelle skaller, som de udklækkede fra og forpuppede sig i. Men på grund af den anti-sceniske arkitektur, var det frustrerende svært at tage deres energi ind. Alting foregik i øjenkrogen, delvist hengemt bag en søjle. Derfor fik jeg – til trods for det inkluderende oplæg – en ærgerlig følelse af en halv oplevelse. 

    Måske var det pointen: Som publikum var man, ligesom den tvangsindlagte, låst i sin stol. I stedet gav jeg mig hen til klangen. Det var betagende at høre, hvordan samtalerne om »en sorg, der ikke kan spejles i verden« og sprogets utilstrækkelighed blev forlænget i sangernes fraser, hvor ordene blev opløst i den umådelige klang. Nogle gange sang sopranen, så det hvinede i ørene. Til sidst voksede en optagelse af de to søskendes fælles sang fra den personlige relation og ud i rummets sfære. Poesien forplantede sig i tårnets potentiale og satte et smukt klingende punktum for værket.

     

     

     

  • © PR
    22/5/2024

    Schuberts vandrer møder en cyborg

    EKKI MINNA og Sebastian Vinther Olsen: »NO MORE NO LESS«

    Franz Schuberts Täuschung, altså »bedrag-delen« fra Winterreise, hvor et dansende lys forfører en nedslået vandrer, der savner distraktion, får en eksklusiv tur i ny musik-transformatoren af den københavnske duo EKKI MINNA og tonemesteren Sebastian Vinther Christensen. Deres humoristiske og stilsikre arrangementer lader Schuberts forførende lys danse lige ind i vores tid. 

    EKKI MINNA har skiftet klaveret ud med accordeon, mens Christian Winther Christensen går mere radikalt til værks med sit karakteristiske og uforudsigelige mix af slag, knibs og mikromelodier fra cello, accordion eller er det et lille orgel? Et veltilrettelagt fysisk statement om, at klassiske instrumenter i vores tid kan frembringe noget radikalt anderledes. Det indledende, fjantende og dansende lys leder os videre til Mads Emil Dreyers smukke, rolige, langt mere alvorlige, ambiente lydlandskab – et blødt og indadvendt sted, der giver mulighed for at meditere over livets bølgende dissonans og konsonans. Lykkes værket i at finde samklang til sidst, selvom tonerne igen og igen søger spænding i yderområderne?

    Til sidst hilser det antropocæne temmelig foruroligende på os med sin ambiente uhygge og en cyborgs stemme, Mia Ghabarous autotunede vokal i »A lot of Angels.« Ja, Schuberts vandrer findes også i vores tid, og afslutningen på turen er ildevarslende i en grad, så man får lidt lyst til at gå hjem og preppe. 

    NO MORE NO LESS er en vellykket collage af humor, spænding og melankoli, hvis dansende lys sætter både livets vaklen og vores musikarv i et tankevækkende perspektiv.

     

     

     

     

     

  • © PR
    23/4/2024

    Hvad en ventetone fortæller om livet

    Beachers: »Off the Hook«

    Vild med telefoner? Så lyt med. For britiske Beachers har siddet en dag på sit kontor i London og, med sin smartphone, optaget lyden af en fastnettelefon, der venter på, at du taster et nummer, efter du har løftet røret. En uskyldig, men jo også lidt påtrængende lyd: Brug mig, bip-bip-bip-duuuut, nu!

    Optagelsen har han klippet op, panoreret rundt, skiftet toneleje på og dyppet i forsinkelse hist og her. Gjort til musikalsk materiale, altså. Og ud af anstrengelsen vokser på Off the Hook små klange og harmonier som fra et selvbygget orgel. Men støjlyde fra kontoret følger med, og det gør det lille album til noget ret hjemsøgt.

    Der er hvide knirkelyde, måske fra en stol. Diskante skrig som fra fjerne, undslupne undulater. Korte tasteklik, mystisk stilhed. Efter den harmoniske orgelåbning lader Beachers en dyb bas rumle under opklippede bip. Lægger lag på lag eller gør bratte skift. Det er ikke meningen, det skal være enormt formfuldendt; man skal ligesom mærke, at det er et menneske, der leger med det digitale.

    Tålmodigt opbygges små pulseringer, måske endda et beat. Hør hverdagens skjulte fester og drifter, siger musikken, men også: Se, hvad vi kan få ventetid til at gå med, mens vi glemmer, hvad vi egentlig venter på – at nogen tager telefonen, at chefen giver os fri, døden, der indhenter os.

    Til sidst høres bare den rå optagelse. Et minuts bip, dut og tilfældig støj. Som om hvert motiv bukker for sit publikum. Hvor sær en udgivelse, hvor nostalgisk på sin vis. Og hvor kreativ.