- © René Passet19/2/2024
Cortini – den elektroniske John Williams
Alice/Stairway: Alessandro CortiniAlessandro Cortini er bedst kendt som medlem af Nine Inch Nails, og da jeg inden koncerten smuglyttede til andres samtaler, var det da også tydeligt, at flere var mødt op på grund af relationen til det berømte band og dets larmende, konfronterende musik, der er er milevidt fra det fjerlette ambientunivers, der kendetegner størstedelen af Cortinis soloarbejde.
På ALICE var det en helt tredje side af Cortini, vi fik at opleve: Cortini som filmkomponist. Kunstneren var placeret helt ude i scenens yderkant, hvor han kunne nørkle med sine synthesizere i fred uden at stjæle opmærksomheden fra den film, der blev projekteret op på scenens bagvæg. Kontrastfyldte, taktile billeder, der langsomt gled ind og ud af hinanden. Abstrakte, amorfe former, der i momenter lignede tågede erindringer fra den virkelige verden: regndråber på en bilrude, en storby set fra oven, stjernerne på nattehimlen; tjære, metalspåner, knust krystal.
Cortini mindede mig om en slags elektronisk John Williams, der indsvøbte billederne i et usædvanligt storslået, nærmest symfonisk univers, som ophøjede de sort-hvide lysformer til hieroglyffer for uendelige visdom. Stemningen var så sakral og gribende, at man med lukkede øjne godt kunne glemme, at Cortini ikke var i gang med at besynge Michelangelos malerier bag orglet i Det Sixtinske Kapel, men derimod med at sætte analoge synthtoner til det, der lignede et billede af en granitblok. Nogle af Nine Inch Nails-fansene var, kunne jeg høre, en smule forvirrede over den følelsesfyldte, nærmest romantiske æstetik, men selv beundrede jeg virkelig Cortini for den kompromisløse maksimalisme. Der var ingen påtaget distance eller affekteret kølighed, kun ren, uforfalsket musikalsk vellyd.
- 12/8/2025
Modstandens trommer
Maria Faust Sacrum Facere: »Marches Rewound and Rewritten«Med sit seneste album har saxofonisten og komponisten Maria Faust sat det politiske i centrum af jazzen – i den lange tradition efter Ornette Coleman, Miles Davis, Charlie Haden, Fred Frith og Tom Cora, for blot at nævne nogle få. Det overraskende er hendes valg af genre: marcher, som i sig selv ikke er en traditionel jazzform. Hvis Charles Mingus for eksempel hyldede New Orleans’ marching bands, er Fausts valg uden tvivl mere konfrontatorisk. De marcher, hun manipulerer og nedbryder indefra, er ikke af den underholdende slags – medmindre man er general – for de tilhører den militære og nationalistiske kategori.
Fausts musik ville passe perfekt til stykker som Alphonse Allais’ Père Ubu og Bertolt Brechts Den afviselige opstigning af Arturo Ui, i kraft af dens brug af det groteske som en kreativ drivkraft. Fausts geni ligger dog ikke i at forvandle disse marcher til fjollede cirkusfanfarer, men i at skabe et ægte truende rum i musikken – gennem kaos, men også gennem hjerteknusende dissonanser, som kan høres som et ekko af grådkvalte klagesange over de faldne i krig. Hendes relativt store ensemble – syv musikere plus hende selv – bestående af seks blæsere og to trommeslagere/percussionister, skaber et perfekt harmoni-disharmoni-univers, som hvis Charles Mingus og Sun Ra havde arbejdet sammen.
Marches Rewound and Rewritten er et skelsættende og vigtigt album, som lyser mørkt i disse svære tider og minder os om, at alt er politisk – især musik.
- 12/8/2025
Drums of Dissent
Maria Faust Sacrum Facere: »Marches Rewound and Rewritten«With her latest album, saxofonist and composer Maria Faust has put the political at the center of jazz, in the long tradition of Ornette Coleman, Miles Davis, Charlie Haden, Fred Frith and Tom Cora, just to name a few. What is surprising is her choice of genre, marches, which is not a per se a traditional jazz form. If Charles Mingus, for instance, payed his tribute to New Orleans marching bands, Faust’s choice is definitely antagonistic. The marches she manipulates and destroys from the inside are not of the entertaining sort, unless you’re a general, as they are of the military and nationalistic kind.
Faust’s score would be a perfect fit for plays like Alphonse Allais’s Père Ubu and Bertold Brecht’s The Resistible Ascension of Arturo Ui, in its use of the grotesque as a creative driving force. Faust’s genius however doesn’t lie in turning these marches into farcical circus fanfares, but in creating a truly threatening space within the music, through chaos but also heart-breaking dissonances, which could be heard as a reminiscence of the wailers mourning their dead fallen in the war. Her fairly large ensemble – seven musicians, plus herself – which is composed of six horns and two drums/percussion creates a perfect harmony-disharmony universe, as if Charles Mingus and Sun Ra had worked together.
Marches Rewound and Rewritten is a seminal and important album which shines darkly in these difficult times and reminds us that everything is political – especially music.
- © PR11/8/2025
Voices From a Bygone Era
Sofie Birch & Antonina Nowacka: »Hiraeth«While Sofie Birch and Antonina Nowacka’s joint debut album Languoria, with its synth-laden sound, felt like a dream of another world, their second album comes across more as a window into a bygone time. The electronic elements have stepped into the background in favour of acoustic timbres from sitar, guitar and harp, lending the music a warmer, more grounded character. A fine example is the title track, where a gently trickling stream forms a backdrop for a relaxed dialogue between sitar, guitar and voices that shift between singing and humming. There’s a clear connection to the simple melodies of folk music and those little fragments one might find oneself humming in the kitchen while the kettle boils. It is precisely this personal and inviting tone that makes the composition so effective. The track »Nøkken« likewise testifies to the strength of Birch and Nowacka’s songwriting. With its sparse instrumentation, gentle melody and carefully balanced reverb, the piece brings out the best in their voices and appears almost weightless – transparent and ephemeral.
Together, the Danish-Polish duo create music for those who dream of another time and place – not because they necessarily wish to escape their present reality, but because the quiet moments of daydreaming are full of calm, comfort and enchantment. At times, however, the sense of security takes over slightly, and one misses something to challenge the stillness – like the more prominent synths did on their debut. But for those in the mood for unpretentious beauty and quiet reverie, Hiraeth remains a strong release from two continually compelling voices in the ambient genre.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
- © PR11/8/2025
Stemmer fra en svunden tid
Sofie Birch & Antonina Nowacka: »Hiraeth«Mens Birch og Nowackas fælles debutalbum Languoria med sin synthprægede lyd lød som en drøm om en anden verden, fremstår deres andet album mere som et vindue til en svunden tid. De elektroniske elementer er trådt i baggrunden til fordel for akustiske klange fra citar, guitar og harpe, og det giver musikken en varmere, mere jordbunden karakter. Et fint eksempel er titelnummeret, hvor en sagte rislende bæk danner bagtæppe for en afslappet dialog mellem citar, guitar og stemmer, der glider mellem sang og nynnen. Der er en tydelig forbindelse til folkemusikkens enkle melodik og de små brudstykker, man selv kunne finde på at nynne i køkkenet, mens elkedlen koger. Det er netop denne personlige og inviterende tone, der gør kompositionen så velfungerende. Også »Nøkken« vidner om styrken i Birch og Nowackas sangskrivning. Med sin enkle instrumentering, blide melodi og velafstemte rumklang bringer nummeret det bedste frem i de to stemmer og fremstår næsten vægtløst – gennemsigtigt og efemerisk.
Sammen skaber den dansk-polske duo musik til folk, der drømmer om en anden tid og et andet sted, ikke fordi de nødvendigvis ønsker at fly deres nuværende eksistens, men fordi dagdrømmeriets stille stunder er fulde af ro, sikkerhed og fortryllelse. Indimellem tager følelsen af sikkerhed dog en smule overhånd, og man savner noget, der kan udfordre roen – sådan som de mere fremtrædende synths gjorde det på debutalbummet. Men er man i humør til ukompliceret skønhed og stille drømme, er Hiraeth stadig et stærkt udspil fra to vedvarende interessante stemmer i ambientgenren.
- © PR7/8/2025
Gąsiorek Never Looks Back
Cześćtet: »Polofuturyzm«Polish-born Szymon Gąsiorek has done it again – created a cornucopia of an album that both overwhelms and delights with its endless wealth of eclectic ideas, styles, and sound sources. As is often the case with this kind of release, where each track has its own distinct identity, personal favorites quickly emerge.
One clear favorite announces itself right away. The opening track, »TAK TAK NIE NIE«, explodes with an energy reminiscent of early Boredoms – a heavy dose of noise rock with shouted vocals, electric guitar, saxophone, gunshots, screams, synths, piano, and more. The third track, »STRACH LĘK NIEPOKÓJ«, also shines with a zeuhl-like momentum driven by militaristic vocals, insistent drums, jagged guitar, and saxophone. And even beyond the most immediately impressive tracks, Polofuturyzm is so packed with highlights and playful surprises that even half of it would have sufficed. Take, for example, »90s [NADZIEJA]«, featuring a trancey synth quickly and effectively sabotaged by free jazz-style drums and saxophone, or »JEDNOKIERUNKOWY«, which sounds like classic disco polo thrown in a blender and mixed with pitch-shifted vocals and clubby keyboards. Not to forget the eight-second slapstick piano flourish on »RĘCE«.
Polofuturyzm is driven by a manic refusal to ever look back. The only constant is the absence of consistency. Gąsiorek has been here before, but it still feels just as radical and refreshing.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek