• © René Passet
    19/2/2024

    Cortini – den elektroniske John Williams

    Alice/Stairway: Alessandro Cortini 

    Alessandro Cortini er bedst kendt som medlem af Nine Inch Nails, og da jeg inden koncerten smuglyttede til andres samtaler, var det da også tydeligt, at flere var mødt op på grund af relationen til det berømte band og dets larmende, konfronterende musik, der er er milevidt fra det fjerlette ambientunivers, der kendetegner størstedelen af Cortinis soloarbejde. 

    På ALICE var det en helt tredje side af Cortini, vi fik at opleve: Cortini som filmkomponist. Kunstneren var placeret helt ude i scenens yderkant, hvor han kunne nørkle med sine synthesizere i fred uden at stjæle opmærksomheden fra den film, der blev projekteret op på scenens bagvæg. Kontrastfyldte, taktile billeder, der langsomt gled ind og ud af hinanden. Abstrakte, amorfe former, der i momenter lignede tågede erindringer fra den virkelige verden: regndråber på en bilrude, en storby set fra oven, stjernerne på nattehimlen; tjære, metalspåner, knust krystal. 

    Cortini mindede mig om en slags elektronisk John Williams, der indsvøbte billederne i et usædvanligt storslået, nærmest symfonisk univers, som ophøjede de sort-hvide lysformer til hieroglyffer for uendelige visdom. Stemningen var så sakral og gribende, at man med lukkede øjne godt kunne glemme, at Cortini ikke var i gang med at besynge Michelangelos malerier bag orglet i Det Sixtinske Kapel, men derimod med at sætte analoge synthtoner til det, der lignede et billede af en granitblok. Nogle af Nine Inch Nails-fansene var, kunne jeg høre, en smule forvirrede over den følelsesfyldte, nærmest romantiske æstetik, men selv beundrede jeg virkelig Cortini for den kompromisløse maksimalisme. Der var ingen påtaget distance eller affekteret kølighed, kun ren, uforfalsket musikalsk vellyd. 

     

     

     

  • © Julia Haimburger
    6/12/2025

    Minimalism for Patient Ears

    Lukas Lauermann: »Varve«

    Varve – from the Danish varv – refers to the annual layers of sediment, a quiet geological archive of time’s passage. Lukas Lauermann’s album carries this meaning into its very sonic core. Here, organ and vocal samples taken from worn cassette tapes meet an inquisitive, almost ascetic cello that moves like fine strokes across a flickering, dust-filled soundscape.

    The cello is restrained but never passive. It slips in and out of the cassette’s white noise, of fragmented voices and the organ’s gentle currents of air, until all elements ultimately merge into a single, organic texture. Lauermann himself describes the music as a depiction of irregularities, and it is precisely in these small shifts that Varve finds its quiet strength. The album’s idea of sonic sedimentation becomes an image of our longing to reconnect with nature’s tempo. The compositional motifs seem repetitive, yet they never repeat themselves entirely; they build layer upon layer, like organic growth. As a listener, one becomes witness to microscopic changes slowly unfolding – a process that can bring about an almost meditative state.

    Varve is an album for those who prefer listening experiences at an unhurried pace; for those who find Hans Zimmer too grandiose and would rather follow the patient growth of grass than an orchestra’s emotional climaxes.

  • © Julia Haimburger
    6/12/2025

    Minimalisme for tålmodige ører

    Lukas Lauermann: »Varve«

    Varve – på dansk varv – betegner de årlige lag aflejringer af sediment, et stille geologisk arkiv over tidens passage. Lukas Lauermanns album bærer denne betydning med sig helt ind i sin lydlige kerne. Her mødes orgel- og stemmesamples fra slidte kassettebånd med en undersøgende, næsten asketisk cello, der bevæger sig som fine streger i et ellers flimrende og støvfyldt klangrum.

    Celloen er tilbageholdt, men aldrig passiv. Den glider ind og ud af kassettens whitenoise, af fragmenterede stemmer og orglets lette luftstrømme, så alle elementer til sidst fremstår som én samlet, organisk tekstur. Laurmann beskriver selv musikken som en skildring af uregelmæssigheder, og det er netop i de små forskydninger, at Varve finder sin særlige styrke. Albummets idé om lydlige aflejringer bliver et billede på vores længsel efter forbindelse til naturens tempo. De kompositoriske motiver virker repetetive, men de gentager sig aldrig helt; de bygger lag på lag, som organisk vækst. Som lytter bliver man vidne til mikroskopiske forandringer, der langsomt folder sig ud – en proces, der kan føre til en næsten meditativ tilstand.

    Varve er et album for dem, der foretrækker lytteoplevelser i langsomt tempo; for dem, der finder Hans Zimmer for storladen, og som hellere vil følge græssets tålmodige vækst end et orkesters følelsesmæssige kulminationer.

     

     

  • © PR
    5/12/2025

    Anna von Hausswolff: The Path to the Organ’s Modern Resurrection

    Klara Lewis, Anna von Hausswolff

    The organ, one of Christianity’s most powerful liturgical markers, runs like a red thread through Swedish artist Anna von Hausswolff’s work. But on her latest album Iconoclasts, the long, piercing drones are toned down in favour of a sharper, driving energy. It was an energy that came through strongly at Hausswolff’s concert in Vega last night, where she was, as usual, joined by a large band. The evening opened with Swedish noise musician Klara Lewis, whose mumbling cassette-loop textures set a brutally atmospheric tone from the start.

    Hausswolff’s band was this time expanded with saxophone and percussion, both central on Iconoclasts and both contributing to the slight eurodance tinge that colours several tracks. Unfortunately, the saxophone was at times swallowed by the dense soundscape. Fortunately, Hausswolff’s radiant voice cut through clearly. So did the small organetto – a kind of bellows-driven organ with long pipes. It stood like a totem at the centre of the stage and was almost embraced by Hausswolff whenever she played it. A piece like »The Whole Woman« (a waltzing duet with Iggy Pop on the album) became, in concert, a touching love ode, carried by the organ’s gentle breath as its pulse.

    In recent years, a number of musicians have used the organ’s distinctive resonances to wrest it free from the weight of Christian liturgy, giving the instrument an almost iconoclastic status. Despite a slightly muddy sound mix, Hausswolff’s concert was a clear example of this contrast – still deeply rooted in ecclesiastical connotations, yet now an accomplice in large-scale modern productions and a central instrument on major stages.

     

     

  • © PR
    5/12/2025

    Anna von Hausswolff: Vejen til orglets moderne opstandelse

    Klara Lewis, Anna von Hausswolff

    Orglet, et af de stærkeste liturgiske markører, er gennemgående i svenske Anna von Hausswolffs virke. Men på hendes seneste album Iconoclasts er de lange pibende droner nedtonet til fordel for en mere skarptskåret og pumpende energi. En energi, der i høj grad var fremtrædende under Hausswolffs koncert i Vega, hvor hun vanen tro var ledsaget af et stort band. Aftenen blev indledt af den svenske noisemusiker Klara Lewis, der med sine mumlende kassettebåndsloops fik indledt aftenen på brutal vis.

    Hausswolffs band var denne gang udvidet med saxofon og perkussion, som begge er centrale på Iconoclasts, og som ligeledes er med til at give flere numre et snert af eurodance. Men desværre druknede saxofonen til tider i det bastante lydbillede. Heldigvis gik Hausswolffs strålende vokal klart igennem. Det samme gjorde det lille organetto – en slags pumpeorgel med lange piber. Det tronede midt på scenen og blev nærmest krammet af Hausswolff, når hun spillede på det. Et nummer som »The Whole Woman« (på albummet en valsende duet med Iggy Pop) blev således til en rørende kærlighedsode med orglets nænsomme åndedrag som puls.

    I de senere år har flere musikere benyttet orglets distinkte resonanser til at skabe værker, der fravrister det fra den tunge kristne liturgi, hvilket har givet instrumentet en nærmest ikonoklastisk status. Hausswolffs koncert var, til trods for lidt mudret lyd, et klart eksempel på denne kontrast – stadig dybt forankret i kirkelige konnotationer, men nu som ledsager i store moderne produktioner og som centralt instrument på selv de store scener.

     

     

     

  • © PR
    29/11/2025

    From Pain to Paralysis: a Stabat Mater Without Wounds

    ELECTRIO: »Stabat Mater«

    The theme has been revisited countless times in music history, but ELECTRIO (Francesco Rista, Simone Giordano and Sandra Lind Þorsteinsdóttir) attempt to give Stabat Mater a new expression, combining guitar, vocals and electronics with Latin texts, Monteverdi fragments and songs by Dowland. The ambition is clear, yet the result is uneven.

    There are, however, two striking exceptions. The opening of Stabat Mater – recorded at the Royal Danish Academy of Music – is captivating in itself: a four-minute build-up that establishes a muted, hovering sense of expectation. But it lies so close to Pink Floyd’s »Shine On You Crazy Diamond« that one can almost hear the quotation shimmering underneath. The characteristic three guitar notes fall at exactly the same place, just before Sandra Þorsteinsdóttir’s voice enters. »Fac me Cruce« is shaped with attractive energy and dynamic form, making strong use of electronics, but ends abruptly before the music has truly begun to unfold. If only ELECTRIO had continued in this direction.

    The harmonic foundations of the eight pieces are often predictable, as in »Sancta Mater«, in which the Holy Mother prays that the wounds of the crucified be imprinted upon her heart. The harshness of the text is entirely absent from the underlying feel-good guitar fingerpicking, which moves shamelessly through familiar chord progressions. No wounds. No suffering.

    More generally, Þorsteinsdóttir rarely strays from conventional baroque phrasing or genuinely experiments with the genre. The result resembles a mirror version of Sting’s Dowland project from 2006: only inverted – here a classically oriented singer who keeps too respectful a distance to let the songs truly enter an experimental universe.

    Why did the trio not instead draw inspiration from Pergolesi’s music for the same text and theme? His score brims with wild dissonances that a new interpretation could have explored to powerful effect – revealing more anguish and outward-turning sorrow.

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek