kortkritik

12.06.2022

Den syrlige madro

Klang Festival: Line Tjørnhøj: »SPRING #4«

Jakob Gustav Winckler. © Jakob Gustav Winckler

Kan man virkelig opleve et måltid som en æstetik i sin egen ret? Jeg sad stilfærdigt i cirklen af komponist Line Tjørnhøjs spiseritual SPRING og spekulerede over, om jeg havde prøvet noget lignende før. Det var både mere end en kulinarisk og musikalsk oplevelse. Komposition forklædt som servering, måske. Eller et tekno-organisk procesværk med munden fuld af tre retter mad, augmented reality og NFT-økonomi. Omfangsrigt, i hvert fald.

Den algegrønne velkomstdrink smagte som Øresund dryppet i en Virgin Mojito. Læskende. Intet behov for dinner music, der var masser af lyd omkring os. Enghavevej brummede, mens vi fortærede den sirligt stylede grøntsagssuppe. Vi rev citronskal, stødte krydderier, gnaskede og slubrede. Der var en fredfyldt rytmik i måltidets samvær – en eftertænksom klangbund i forholdet mellem spisningens indre og ydre lyde.

Men så bankede fremmedgørelsen og kiks-æstetikken på døren. Den iPhone, vi havde fået udleveret, skulle frem mellem forret og hovedret. Middagsselskabet blev en glitchende AR-gæst rigere: en aldeles lo-fi udgave af generalsekretæren fra Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen.

Freden var forbi, hyperrealismen havde meldt sin ankomst. Madroen blev pludselig syrlig. Qvist-Sørensens skurrende spiselyde forskød sig rundt i vores skingre telefoner og plantede en kærkommen konflikt. Nærvær og forskydning ramlede frontalt sammen – og i det greb, blev værket til sin egen indtagende størrelse. Tak for mad.

playliste

21.09

Mit navn er Luca Quintavalle – vil du se min playliste?

»Musik er den bedste måde at opdage mig selv og forstå verden omkring mig på.«

Luca Quintavalle er cembalist, fortepianist og dirigent. Han har optrådt med ensembler som Concerto Köln, Harmonie Universelle, Mozarteum-orkestret i Salzburg og Kölner Kammerorchester på spillesteder og festivaler såsom Kölner Philharmonie, Salzburg-festivalen og Enescu-festivalen. Han var cembalist i Les Musiciens du Prince under ledelse af Cecilia Bartoli i mere end fem år og har dirigeret ensembler som orkestret og koret ved Teatro dell’Opera di Roma, Concerto Köln og Deutsche Kammerakademie Neuss. Hans udgivelser tæller blandt andet albummet Mirrors, der er udgivet af Berlin Classics og har modtaget en OPUS KLASSIK-pris.

kortkritiklive

21.09

Trombonen finder sin stille side

Francisco Coll: »Tapias«

Stavanger Concert Hall, 17.09.26

Andrew Mellor

Som 19-årig skrev den spanske komponist (og trombonist) Francisco Coll en vild og uregerlig trombonekoncert, der pressede instrumentet ud af dets komfortzone. 22 år senere har han skabt et nyt værk med noget af dette materiale. Dets ambitioner er de stik modsatte.

Tapias omfavner trombonens lyriske, æteriske kvaliteter. Det er ikke en koncert, insisterer Coll. Måske kan det beskrives som en række fresker for trombone og orkester. Uanset kategori er det et forførende værk, som torsdag blev født på smukkeste vis af Ian Bousfield, dirigenten Nuno Coelho og et Stavanger Symphony Orchestra med en overdådig klang.

Komponister fra Sibelius til Turnage har reageret mod karikaturen af trombonen som et bramfrit og klovnet instrument ved at udforske dens mørkt tonede lyrik. Coll går et skridt videre og placerer sin solists indadvendte, intervalbaserede melodier i stemningsmættede og udfordrende orkestrale sammenhænge. Solistens linjer kan minde om spraymalede streger på vægge, der allerede er dækket af historiens, udsmykningens og graffitiens patina.

I begyndelsen synes trombonen at søge hvile. Anden sats trækker den i retning af større bevægelighed, men dansen holdes tilbage: en lagdelt begravelse af alle mulige rytmer fra flamenco til hiphop. Store blokke af fyldig harmonik lægger effektivt låg på boogie-bevægelserne.

Trombonen finder fred i sidste sats – dens lange, sjælfulde melodier bliver mere eftergivende. Men først har Coll fremmanet øjeblikke af enorm harmonisk spænding og bevidst orkestral pragt. De stod godt ved siden af Coelhos intense opførelse af Sjostakovitjs 5. symfoni efter pausen. Men Bousfields hjertevarme rejse gennem Tapias, hvor han lød helt i ét med orkestret, vil være den oplevelse, der bliver længst i hukommelsen.

playliste

21.09

Vi hedder Echo, Bravo – vil du se vores playliste?

»Musik for os er en transcenderende kraft med transformativt potentiale, som vi får lov til at mærke og forme, når vi laver lyd sammen. Det er en mulighed for at beskrive ens inderste universer uden ord og den bedste måde, et introvert menneske kan udtrykke stærke følelser højlydt.«

Med rødder i Københavns eksperimenterende jazz- og punkscene udfordrer Echo, Bravo forestillingen om, hvordan et rockband kan lyde. Kvintetten blander post-punk, free punk og støjrock i et råt og uforudsigeligt lydbillede. Selv beskriver de musikken som en slags »tøm-køleskabet-suppe«, hvor forskellige rester får lov at mødes. »Bør nydes som et varmt måltid i en kold branche.«

playliste

16.09

Vi hedder Barselona – vil du se vores playliste?

»Musik for os er en passion, en levevej og et samlingspunkt for os og vores bedste venner i bandet.«

Barselona består af Rud Aslak og Rasmus Theodor. Bandet blev startet i 2016 efter et år på Ollerup Musikefterskole og har siden udgivet fem plader og to EP'er, senest albummet Tag Min Hånd, Så Slipper Vi, som udkommer i september 2026.

playliste

14.09

Mit navn er Abel Alazo Rangel – vil du se min playliste?

»Musik for mig er menneskelighed, fællesskab, et smil, en samtale, et øjeblik, en evighed.«

Abel Alazo Rangel er grundlægger, kurator og producer af Nova Concerts Series i København. Nova begyndte som festival i 2003 og blev relanceret som koncertserie i 2023. Gennem Nova præsenterer han musikere og skaber musikalske møder på tværs af den cubanske, latinamerikanske, danske og internationale musikscene.