• TR Kirstein. © Jacob Kirkegaard
    11/1/2021

    Et cool kaninhul af fabriksstøj

    Pär Thörn & TR Kirstein: »Scorpionizer«

    Teleevangelisme, true crime og H.P. Lovecraft nævnes som inspiration for Thörn og Kirsteins 71 minutter lange messen af skurrende motorer, bastung fabriksstøj og sære, forvrængede stemmer transmitteret via kortbølgeradio.

    Er man dreven ud i lockdown fever og eksistentielt buldermørke, vil man føle sig hjemme på Scorpionizer, der er fyldt med ensomhed, cravere af menneskelig kontakt, søgen efter frelse og surf på sinusbølger.

    Hvem er de, stemmerne på albummet, som taler om kristendom og radioaktivitet i Kina? Det finder vi aldrig ud af. I stykker med titler som »They Came In« og »Static Sun« vokser den underlige følelse af at være lukket inde i et både cool og skørt kaninhul.

    Men halleluja, dette album rummer lydguf for podcastfans af okkulte fortællinger om kældermennesker. Det er ganske uhyggeligt, du.

  • Piero Manzoni: »Merda d'artista«. © HEART
    14/9/2021

    Pretty Shitty 

    Yavor Petkov (Beyond the Genius Art Project): »Ode til dåsen«

    Merda d’artista fortjener et lydværk, tænkte Ensemble MidtVests fagottist Yavor Petkov, der hver dag går forbi kult-dåsen på HEART-museet. Ode til dåsen, som han opførte med to bulgarske musikere fra Beyond the Genius Art Project (!?), illustrerede Piero Manzonis åbenbaring – fra løs ide til hård/eksklusiv materie – i fire satser: Søgen, På badeværelset, Drømmen, På fabrikken. Et tema behandlede bogstaverne SCHEISSE. Meget 1:1, musicalduftende, balkan-fyrisk, dramatiserende med Petkov som drømmende Manzoni i en sofa foran scenen. Musikken understøttede en stemning af, at noget stort var på vej, voila: Guldkonfetti i en lind strøm ramte den arme dåse.

    Ja, at lave værker omkring så forseglede, så kanoniserede værker er svært. Strøm på fagotten skulle ligne fabriksstøj (dåseværket blev ikke skabt på en lækker strand). Pretty illustrationer. Trygt. Hvorfor ikke opføre det i en corona-ruineret tøjhal? Manzoni lavede institutionskritik – den unge italiener, der i 1960 pludselig landede i Hernings industrikvarter, var på udebane. Petkov stadfæstede blot institutionen ved at præsentere sin inspiration (en anden mands levn) inden for noget så hyper institutionelt som en pæn koncertsal på et kunstmuseum. Det her var ikke nøgent, men pakket ind i institution og musikere i sort tøj på en scene (til sidst overrakte Petkov en dåse med et håndskrevet partitur til museets kurator – kunst handler om udødelighed. Stående ovationer i øvrigt). Meget paradoksal oplevelse at være på WC med Manzoni.

  • Jacob Anderskov: »Spirit of the Hive«
    11/9/2021

    Små dyrs sanseverdener

    Jacob Anderskov: »Spirit of the Hive«

    Pianist, komponist og dirigent Jacob Anderskovs Spirit of the Hive er et album, hvor en bevidsthed om tankerne bag virkelig højner værket – et jazzalbum om ikke bare sværmdyrs sanseverdener, men også os menneskers plads i disse.

    Med denne viden i baghovedet er det umådeligt interessant at høre, hvordan Anderskov, flankeret af seks klarinet- og fløjtenister, to kontrabassister, en cellist og en trommeslager, kan få fugle til at fløjte og svæve. Hvordan han fremkalder bisværmen, der beruset summer frem og tilbage. Hvordan flagermusenes højfrekvente ekkolokation gengives i en form, der rent faktisk er hørbar for vores begrænsede sanseapparat. Insekternes ofte oversete, men ikke desto mindre hektiske eksistens. Dvælende, fokuserede scener afløses af travle, kaotiske, næsten free jazzede passager.

    Men mens jeg elsker konceptet, så er jeg ikke helt lige så begejstret for den resulterende musik. Trods mange strålende øjeblikke, i særdeleshed i numrene Bees og Bats, savnes flere interessante udviklinger. Selv ved koncentrerede lytninger skyller meget af musikken over mig uden at gøre større indtryk. Og mens dette måske yder inspirationskilden retfærdighed, så er resultatet en følelse af, at Anderskovs kompositioner ikke helt lever op til egne ambitioner. 
     

  • Martin Hall. © PR
    9/9/2021

    Dekonstruktøren

    Martin Hall/Thomas Li: »Inkubation«

    Endelig nyt fra dansk eksperimentalmusiks selvudnævnte sidste romantiker, Martin Hall. På bokssættet Inkubation finder den evigt lydundersøgende kunstner igen sammen med Thomas Li (som producerede Halls hovedværk Random Hold (1996)). Li har skabt en sugende lydside af foruroligende, analoge og akustiske klangflader, men det er Halls dynamiske digtoplæsning, der er i front.

    De seks numre, der udgør installationen, er noget af det mest nådesløst eksperimenterende fra Halls hånd i mange år, og de poetiske linjer indeholder stærkt eksistentialistiske tanker. Musikken er inspireret af moderne japansk ambient – det høres i de karakterfyldte flader, hvis oprindelse er svær at bestemme. På engang dystert og smukt, uden at tage fokus fra lyrikken.

    Menneskelivets fallit dyrkes på den indledende Resumé eller konklusion, hvor middelmådigheden beskrives gennem stærke metaforer, mens begæret og ungdommens perversioner lurer om hjørnet. Halls naturlige kulturromantik, der vises i poetiske henvisninger til fortidens kulturelle vingesus, forvrænges og spyttes ud, på elegant vis. Det er en fornøjelse at høre den aldrende Hall recitere sin filosofiske lyrik til lyden af Lis skrattende, diskrete elektronik. Inkubation er ikke fuldstændig nyskabende, men et bemærkelsesværdigt stykke klangkunst og god poesi fra den garvede hamskifter.


     

  • Okkyung Lee gav koncert på Musikefterskolen i Humble. © Jon Albjerg Ravnholt
    8/9/2021

    Vidunderlig vildrede

    Okkyung Lee

    Efter halvandet års påtvungen koncertpause mødte den sydkoreanske cellist og noise-virtuos Okkyung Lee verdens hårdeste publikum: en flok musikefterskoleelever på Langeland med teenagerens naturlige skepsis overfor alternative tilgange til det at spille koncert. Og Lee giver aldrig ved dørene – hun vandrede ind gennem stolerækkerne, mens hun udforskede de klange, hun kunne få ud af celloen, strøg buen mod en forlegen elev, slog, gned og vred i instrumentet, inden hun satte sig ned midt i cirklen af stole og lod tonerne samle sig om et hele. Tonerne åbnede sig, meget gradvist, for de forundrede lyttere.

    Det var ikke sart kammermusik med harpeklimpren som på sidste års album Yeo-Neun, men var mere i tråd med noisekunstneren C. Spencer Yeh og dronepioneren Ellen Fullmann, begge er samarbejdspartnere hos Lee. Efter et midterstykke med blitzende fraseringer over et ambient backingtrack mundede koncerten ud i et intenst rytmisk angreb på instrumentet a la Arnold Dreyblatts dancepunkede minimalisme. De bagerste rækker headbangede og pumpede næver i luften med lukkede øjne – indtil cellisten uden et ord smækkede sig selv ud af salen og efterlod alle tilbage i vidunderlig vildrede.


     

  • Fernando Manassero © MA/IN festival
    6/9/2021

    Plastisk guf, dyb knirken 

    Det var en af den slags koncerter, der for altid vil præge min opfattelse af studieoptagelserne. Den britisk-danske komponist og musiker Kaj Duncan David spillede med imponerende intensitet på keys, kraftigt behandlede vokaler, pedaler og samplede med en til tider manisk energi. De mere intense løb afløstes af simple, men indtagende svævende, nærmest sakrale passager. Sært, smukt, underligt – på én gang organisk og plastisk. 

    Hvor albummet All Culture Is Dissolving lød som et simulakrum, en approksimation af det ægte, så føltes denne liveopførelse som en rekonstituering af luftspejlinger, en genskabelse af den virkelige verden fra uvirkeligt kildemateriale.

    Reconvert & Fernando Manasseros efterfølgende koncert indledtes med et måske uintentionelt beat spillet af røgmaskinen foran scenen, der dog hurtigt udviklede sig til en gennemført totaloplevelse af lyd og billede. Glødepærer hvinede og knitrede, projektorer spillede skyggespil på skærme, alt imens musikerne bag bordet kreerede mørkt pulserende, dybt rungende og knirkende lydlandskaber. Objekter – alt fra klokker og trappefjedere til presenninger – blev berørt og behandlet på en måde, der vakte mindelser om foley-artister i gang med at indspille lydspor til en gyserfilm. 

    Detaljerigdommen, placeringen af højttalere både foran og bag publikum, samt de visuelle elementer skabte således tilsammen et dystert, men samtidig dragende univers, som jeg ikke bare præsenteredes for, men aktivt blev inviteret med ind i.