Hvad er det for et indestængt skrig, der hjemsøger Bára Gisladóttirs fængslende værk VÍDDIR? På samme tid begrænset og tøjlesløst. Basfløjten agerer filter for den kropslige energiudladning, men fungerer instrumentet som talerør eller forhindring? Tonerne kradser i overfladen for at slippe ud af den hud, de bliver født med. Man kan måske høre det som lyden af et potentiale. En mulighed for lydligt at materialisere den ellers utilnærmelige tærskel mellem det indre og det ydre. Et ophold mellem dimensionerne, som værkets islandske titel kan indikere.
Der bor et fascinerende kompleks i Gisladóttirs kompositionelle begær, som også finder sted i hendes kvælertag på kontrabassen: driften mod at spærre musikken inde – for at sætte den fri. I tågebanker driver værket mellem improvisation og komposition – metallisk slagtøj omkranser de flimrende krusedullefløjter, som fordamper i bassernes dybtgående ambiente undersøgelser.
På et tidspunkt oversvømmer et altopslugende gong-crescendo værket. Som et sort hul forsvinder alt i lyden. Frem af den larmende afgrund genvokser basfløjteskriget som et uregerligt liv i det store intet. I VÍDDIR ånder musikken i lydenes knæk, og med udgivelsen af den blændende opførelse i Reykjaviks Hallgrímskirkja slår værket atter lysende sprækker i mørket.
»Musik for mig er muligheder for transformation.«
Aria Leth Schütze er bosat i København og står bag musikprojekterne Alto Aria og Samler På Dig. De er medstifter af pladeselskabet Rhizome og medredaktør på musikmagasinet Passive/Aggressive. I deres praksis mødes elektronisk og akustisk musik i en undersøgelse af transformation.
Sidste år udgav Builder Poor_in_Spirit, et album hvor han på egen hånd udforskede de soniske muligheder for sit eget, hjemmebyggede orgel. Det var et album præget af denne søgen, men i sidste ende også af de begrænsninger, orgelet repræsenterede. På Although Changed, I Arise the Same finder komponisten en vej ud af dem.
Orgelet bakkes nu op af tre tilføjelser: Builders egen altsaxofon samt Zola Mennenöh og Johanna Sulkunens sangstemmer. Det gør en verden til forskel, da det giver den diversitet i instrumentering, som Builder netop så mange gange før har bevist, at han mestrer at komponere for. Skiftevis falder orglets bas under sangstemmerne og saxofonen som et let dis og omhyller dem som en tung tåge. Det tuder, som vinden i træerne og brøler som et tog i natten. Mennenöh og Sulkunen synger, messer og udånder simple, repetitive fraser om spirituel usikkerhed og søgen, som er de fortabt i tvivlens mørke skov. Det er en spartansk fortællestil, der giver lytteren nok lyrik og atmosfære til at sætte hjernen i gang, men ikke så meget, at man overmættes. Heri ligger Builders styrke: Hans musik udspringer tydeligt af hans liv og erfaringer, men han komponerer på en sådan måde, at lytteren med sin fantasi inviteres til at deltage i den fortælling, der skabes.
Builder bestemmer farverne, men overlader en del af billedet til lytteren. Det er et album, der er langt mere sparsommeligt i sin dramaturgi end tidligere udgivelser. Men ikke desto mindre smukt og inspirerende.
»Musik for os er en transcenderende kraft med transformativt potentiale, som vi får lov til at mærke og forme, når vi laver lyd sammen. Det er en mulighed for at beskrive ens inderste universer uden ord og den bedste måde, et introvert menneske kan udtrykke stærke følelser højlydt.«
Med rødder i Københavns eksperimenterende jazz- og punkscene udfordrer Echo, Bravo forestillingen om, hvordan et rockband kan lyde. Kvintetten blander post-punk, free punk og støjrock i et råt og uforudsigeligt lydbillede. Selv beskriver de musikken som en slags »tøm-køleskabet-suppe«, hvor forskellige rester får lov at mødes. »Bør nydes som et varmt måltid i en kold branche.«
Thorbjørn Tønder Hansen er død. Med Thorbjørn har kunstmusikken mistet en af de mest betydningsfulde producenter, kuratorer og kulturledere i Norden.
