Niels Rønsholdt
49
Gåsehud i retten: Når musik bliver til magtspil
Niels Rønsholdt og Louise Beck: »Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt« – Aarhus Festuge
© Malte Bülow Photography
En nykomponeret opera i en retssal lyder måske som et banalt greb. Men da jeg træder ind i ventesalen i Aarhus’ Retten til Niels Rønsholdt og Louise Becks Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, er jeg i tvivl, om jeg er gået forkert. Et aflangt rum, borde spredt ud, balkonen ovenover – og så et nodeark i en glasmontre, der formentlig normalt udstiller gamle lovdokumenter. Scenografien er diskret, men den juridiske ramme sætter straks tanker i gang om lov, magt og retfærdighed.
Snart træder næsten 20 sangere frem på balkonen. Musikken er tonal, båret af klangfylde og gentagne fraser, der gradvist forskydes som i en kanon. Man fornemmer lån fra minimalismen, men også en næsten folkelig enkelhed, der gør koret både dragende og foruroligende. Plottet – en datter, der opsøger sin fars spøgelse for at kræve hans våben – bliver kun antydet i brudstykker. Det er stemningen, der driver værket, og det forvandles radikalt, da sangerne forlader balkonen og stiller sig blandt publikum, mens tre dansere bevæger sig gennem salen.
Et nøgleøjeblik opstår, da koret pludselig slår stemmegafler an og placerer dem på bordene, så et vibrerende »wuu-uu« fylder rummet. Gåsehuden er øjeblikkelig. Kort efter synger de direkte til os, med intens øjenkontakt. Det føles både intimt og grænseoverskridende, som at blive tiltalt i en retssag uden mulighed for at svare. Jeg ønskede at kigge væk, men blev fanget i pligten til at holde blikket. Her blev titlen kropslig: den svages pligt at underkaste sig.
Som værket ebber ud, vender alle sangerne sig mod faderen og allierer sig med datteren. Bøger flås ned fra reolerne, sider rives itu, og mens der synges »Lyt og lær«, flimrer Orwells 1984 i baghovedet. Det er både urovækkende og uhyggeligt aktuelt i en tid, hvor autoritetstro og manipulation igen spiller en rolle i det offentlige rum.
Den Stærkes Ret er en af de mest intense musikalske oplevelser, jeg har haft i årevis. Den forener æstetik, krop og samfundskommentar på en måde, der får én til at gyse. Jeg venter allerede på akt to og tre.
Vil hvalerne egentlig høre på os?
Valentin Paoli: »The Musician and The Whale / La Baleine et le Musicien«
© PR
Den franske elektroniske musiker Rone synes, det er vanskeligt at udtrykke følelser verbalt. I Valentin Paolis ret rørende dokumentar The Musician and The Whale reflekterer han over musikkens evne til at skabe forbindelse og formidle stemninger til et publikum – uanset om dette er menneskeligt eller interartsligt.
En dag får Rone tilsendt en video fra en sejler, der afspiller hans musik på havet. Omkring båden flokkes hvaler, tilsyneladende tiltrukket af tonerne, og det bliver startskuddet for en undersøgelse af, hvorvidt musikeren kan kommunikere med dyrene gennem lyd. Rone opsøger en ekspert i hvallyde, der peger på bestemte high pitch synth-elementer i hans EDM-kompositioner, der kan minde om hvalsang. Han får et pigekor til at indsynge hvalens lyde med menneskestemmer og rejser derefter til det franske oversøiske territorium Reunion for at spille lydene tilbage til hvalerne.
I første omgang forgæves: Hvalerne synes ligeglade med pigekorets stemmer. Med et citat fra Goethe kommer Rone i tanker om, at hvis man skal røre andre, skal man tage udgangspunkt i det, der rører en selv. En Disney-agtig erkendelse i en lettere sentimental film, der taler til menneskets grundlæggende lyst til at kunne kommunikere med dyrene.
Men er vi egentlig sikre på, at dyrene gider tale med os? Rone gør sig, som filmens absolut bærende figur, enkelte dyreetiske overvejelser, men hans egen smittende begejstring for hvalernes lyde forhindrer ham i at stille de helt grundlæggende spørgsmål til forholdet mellem dyr og menneske. I stedet får vi et portræt af musikeren, der er nogenlunde lige så poleret og hjertevarmt, som hans musik. Hvalen, den holder sig klogeligt under havoverfladen.
»The Musician and The Whale« / »La Baleine et le Musicien«. Instr. Valentin Paoli (FR), 2026 (83 min.). Vises 11., 12. og 20. marts
© Cecilie Frost
»Musik er for mig et stille, men magtfuldt våben. Den er altafgørende for at bevare identitet og kultur. Gennem historien har dominerende magter ofte forsøgt at undertrykke folk ved at udslette deres sprog, deres traditioner og deres kunst. Men de steder, hvor dette mislykkedes, var det netop kunstens overlevelse, der bevarede sjælen og stoltheden hos folket.«
Anastasia er en dansk indie-kunstner med glamour i blikket og punk i blodet. Sammen med sit fuldt kvindelige band skaber hun et lydunivers båret af rå energi, bittersøde rockmelodier og frække, flirtende tekster om kærlighed, tab og alt det kaotiske derimellem. Hun debuterede i 2022 med en række velgørenhedskoncerter til støtte for Ukraine og har siden indtaget scener over hele landet – fra Debutfest i København til SPOT Festival i Aarhus. Alle sange skrives og produceres af Anastasia selv og får deres endelige form i et tæt og intenst samspil med bandet, hvor det personlige udtryk møder den kollektive kraft.
Alt hvad en lilletromme kan
Ryan Scott: »21th-Century Canadian Snare Drum«
© PR
Lad os være ærlige: Når man tænker kompositionsmusik for soloinstrumenter, tænker man ikke på lilletrommen. Den er måske det mest larmende medlem af slagtøjsfamilien og har i årtier sat lydniveauet i alt fra klassisk til pop. Derfor spidsede jeg ører, da den canadiske percussionist Ryan Scott annoncerede et helt album med værker for lilletromme – skrevet af 14 forskellige komponister. Endda halvanden times musik. Og jo, det lyder som meget for en plade, der primært består af én tromme. Men der er bestemt noget at komme efter.
Andrew Stanilands åbner, »ANTIGRAVITYDRUM«, der blander freejazz med inspireret brug af percussiv vibrafon, mens Beka Shapps’ »Skinscape IV« sender trommeslagene gennem ringmodulation og omfattende lydbehandling, så vi er tæt på musique concrète. Christina Volpinis »only ghost« sniger sig ind i horror-territorium med marchtrommeinspirerede stød og spøgelsesagtig brug af lilletrommens diskant, mens Amy Brandons »Time and Effort« næsten bliver en demonstration af instrumentets tekniske muligheder.
14 værker over halvanden time er en stor mundfuld. Lilletrommens begrænsede tonale vokabular gør, at man indimellem falder af, selv efter flere gennemlytninger, og kontrasten mellem trommeslag og stilhed gentages lidt for ofte. Når det er sagt, får Ryan Scott og komponisterne omtrent så meget ud af en glorificeret gardertromme, som man kan. Jeg var både underholdt og tankevækket undervejs. Som eksperiment er idéen stærk – men i længden også så insisterende, at jeg næppe vender tilbage. Alligevel: Man skal ikke undervurdere alsidigheden i en god gammeldags lilletromme.
© Ida Sofie Skov Larsen
»Musik for os er en måde at skabe en forbindelse og et fællesskab til andre mennesker.«
Selvom Schæfer indtil videre kun har udgivet tre singler, har bandet allerede markeret sig på den danske musikscene. Duoen og venneparret, Anna Skov (vokal) og Emil Mors (keyboards), skriver samfundsaktuelle, underfundige og humoristiske sange, der peger fingre af både omverdenen og dem selv.
© Mike Højgaard
»Musik for mig er en åben vej til eventyr, hvor alt kan ske. Musik for mig er en frihed, der rummer alle følelser. Musik for mig er det allermest private og noget, som mange kan dele. Musik for mig er uforståelig, oplysende, underholdende, religiøs, filosofisk, vibrerende, magisk og den stærkeste kraft, jeg kender. Musik for mig er noget, der gør mig opmærksom på livet. Musik for mig er en fri fugl.«
Gustaf Ljunggren er en svensk musiker og komponist, bosat i København. Hans værker bæres ofte af en vilje til indadvendthed og fordybelse i en støjende verden. I 2026 udgiver Gustaf Ljunggren albummet Along The Low Road, skabt i samarbejde med den islandske musiker Skúli Sverrisson. Ljunggren medvirker på hundredevis af udgivelser som instrumentalist og arrangør, og han har gennem årene samarbejdet tæt med Emil de Waal, CV Jørgensen, Steffen Brandt, Sofia Karlsson, DR Pigekoret, Eddi Reader, Anders Matthesen og mange flere. For den brede danske befolkning blev Gustaf et velkendt ansigt, da han var kapelmester i Det nye talkshow på DR1 med Anders Lund Madsen som vært. Siden 2011 er Gustaf Ljunggren tovholder for SPOT Festivals koncertserie Naked.