• © Malte Bülow Photography
    7/9/2025

    Gåsehud i retten: Når musik bliver til magtspil

    Niels Rønsholdt og Louise Beck: »Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt« – Aarhus Festuge

    En nykomponeret opera i en retssal lyder måske som et banalt greb. Men da jeg træder ind i ventesalen i Aarhus’ Retten til Niels Rønsholdt og Louise Becks Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, er jeg i tvivl, om jeg er gået forkert. Et aflangt rum, borde spredt ud, balkonen ovenover – og så et nodeark i en glasmontre, der formentlig normalt udstiller gamle lovdokumenter. Scenografien er diskret, men den juridiske ramme sætter straks tanker i gang om lov, magt og retfærdighed.

    Snart træder næsten 20 sangere frem på balkonen. Musikken er tonal, båret af klangfylde og gentagne fraser, der gradvist forskydes som i en kanon. Man fornemmer lån fra minimalismen, men også en næsten folkelig enkelhed, der gør koret både dragende og foruroligende. Plottet – en datter, der opsøger sin fars spøgelse for at kræve hans våben – bliver kun antydet i brudstykker. Det er stemningen, der driver værket, og det forvandles radikalt, da sangerne forlader balkonen og stiller sig blandt publikum, mens tre dansere bevæger sig gennem salen.

    Et nøgleøjeblik opstår, da koret pludselig slår stemmegafler an og placerer dem på bordene, så et vibrerende »wuu-uu« fylder rummet. Gåsehuden er øjeblikkelig. Kort efter synger de direkte til os, med intens øjenkontakt. Det føles både intimt og grænseoverskridende, som at blive tiltalt i en retssag uden mulighed for at svare. Jeg ønskede at kigge væk, men blev fanget i pligten til at holde blikket. Her blev titlen kropslig: den svages pligt at underkaste sig.

    Som værket ebber ud, vender alle sangerne sig mod faderen og allierer sig med datteren. Bøger flås ned fra reolerne, sider rives itu, og mens der synges »Lyt og lær«, flimrer Orwells 1984 i baghovedet. Det er både urovækkende og uhyggeligt aktuelt i en tid, hvor autoritetstro og manipulation igen spiller en rolle i det offentlige rum.

    Den Stærkes Ret er en af de mest intense musikalske oplevelser, jeg har haft i årevis. Den forener æstetik, krop og samfundskommentar på en måde, der får én til at gyse. Jeg venter allerede på akt to og tre.


     

  • © PR
    23/10/2025

    JASSS Tears the Cellophane Off Electronic Music

    JASSS: »Eager Buyers«

    The sound of Eager Buyers is as intense as crackling cellophane – and just as revealing. It’s as if all musical labels have been stripped away, leaving behind a raw, unfiltered sonic world where genres dissolve and everything becomes possible. The Berlin-based Spanish producer JASSS forges her sound in a punkish alloy of electronic music, industrial, EDM, and rock-inspired guitar riffs.

    Her third album is a rebellion against conformity and expectation. To label JASSS is nearly impossible – unless the label is cool. In the complex rhythmic compositions, where traces of bitcrush are balanced by melancholic harmonies and subtle hints of medieval-core on the track »Sand Wrists«, we enter a universe that is at once nostalgic and adventurous – and at the same time simmering with the energy of Berlin’s nightlife.

    Eager Buyers is magnetic – even for listeners who don’t normally inhabit the electronic realm. The album carries a clear narrative, driven by a dark, almost theatrical energy. JASSS turns toward a world she perceives as »malnourishing« – as she phrases it through song titles like »Hollow« and »The Mob Expects Malnutrition«. Yet the melodrama has a tinge of irony: there’s something disarmingly sarcastic about it all, as if Eager Buyers is ultimately about the disillusioned modern human.

    JASSS rattles the cellophane of the musical packaging we usually call genres, reminding us that music, too, is a product to be sold and bought. Eager Buyers is an album that refuses to be wrapped up – and precisely for that reason, it’s worth buying.

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

     

  • © PR
    23/10/2025

    JASSS river cellofanen af elektronisk musik

    JASSS: »Eager Buyers«

    Lyden på Eager Buyers er lige så intens som knitrende cellofan – og lige så afslørende. Det er, som om alle musikalske etiketter er pillet af, og tilbage står en rå, ufiltreret lydverden, hvor genrer opløses, og alt bliver muligt. Den Berlin-baserede spanske producer JASSS smeder sit udtryk i en punket legering af elektronisk musik, industrial, EDM og rockede guitarriffs.

    Hendes tredje album er et opgør med konformitet og forventninger. At sætte ét mærkat på JASSS er næsten umuligt. Så skulle det måske være cool. I de komplekse rytmiske sammensætninger, hvor spor af bitcrush balanceres af melankolske harmonier og subtile hentydninger til medieval-core i nummeret »Sand Wrists«, bevæger vi os i et univers, der på én gang er nostalgisk og eventyrligt – og samtidig ulmende af Berlins natteliv.

    Eager Buyers er dragende – også for lyttere, der ikke plejer at bevæge sig i den elektroniske sfære. Albummet har en tydelig fortælling, båret af en mørk, næsten teatralsk energi. JASSS vender sig mod en verden, hun oplever som »fejl-ernærende« – som hun formulerer det gennem sangtitler som »Hollow‹ og »The Mob Expects Malnutrition«. Men melodramaet får et skær af ironi: der er noget afvæbnende sarkastisk i det hele, som om Eager Buyers i virkeligheden handler om  det desillusionerede moderne menneske. 

    JASSS rasler med cellofanen fra de musikalske indpakninger, vi plejer at kalde genrer, og minder os om, at musik også er et produkt, der skal sælges og købes. Eager Buyers er et album, der nægter at lade sig pakke ind – og netop derfor er det værd at købe.

     

     

     

     

  • © PR
    18/10/2025

    One Tone, Eight Breaths, and the Sound of Waiting

    Elisa Kragerup, Louise Alenius, Vokalensemblet ÆTLA and others: »The Emperor of Portugalia«

    Only one actor appears on stage in The Emperor of Portugalia – surrounded by eight singers. In Elisa Kragerup’s tightly choreographed staging, Louise Alenius’ a cappella composition becomes a physical experience where breath and movement merge into one. The acoustic soundscape interacts eerily quietly with the deafening, mechanical noises that arise when, for instance, beams of light are raised and lowered on stage. It feels as if the relentlessness of existence here briefly finds a sonic expression that captures Selma Lagerlöf’s intentions.

    The sparse – or rather ascetic – soundscape, together with the humble peasant costumes, reflects the harsh, monotonous life of a Swedish village before the world turned modern. And the plot? A poor farmer worships his daughter, but when she leaves for Stockholm as a young woman and never returns, his years of yearning drive him, in a Don Quixote-like fashion, to believe himself emperor of the imaginary land of Portugalia, with his daughter naturally imagined as its ruler. The father’s longing borders on madness, while the daughter’s neglect or thoughtlessness ultimately turns against her: in a Godot-like manner, he waits and waits for her – just as she, after his drowning, waits for him, unable to find his body.

    The piece is carried by an almost unbroken drone in the choir (produced through collective breathing) – a single sustained tone that, as an artistic device, illustrates how music in theatre can be so minimal that sound itself becomes the message, and the absence of a musical narrative becomes the point. »One tone played beautifully is enough,« Arvo Pärt once said. Except that here, the tone is sung – and in this work, his statement is affirmed in the most radical way: a maximal expression achieved through minimal means, realised with striking precision by Vokalensemblet ÆTLA.

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

     

     

  • © PR
    18/10/2025

    En tone, otte åndedræt og klangen af venten

    Elisa Kragerup, Louise Alenius, vokalensemblet ÆTLA m.fl.: »Kejseren af Portugalien«

    Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.

    Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.

    Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.

     

     

     

  • © Julie Montauk
    16/10/2025

    A Microphone In the Nervous System

    IKI: »BODY«

    It sounds as if someone has placed a microphone directly inside the nervous system’s electrical impulses. The Nordic electroacoustic vocal ensemble IKI explores the boundaries between body and technology on their fifth, self-produced album BODY, where the five singers’ bodies merge into one large, organic rhythm box.

    The tracks change form as the body breathes, dances, awakens, runs, wanders – in the imperative mood. The harmonically unison ripple of »Float« is countered by flickering modem-like sounds in »Regenerate«. Everything is framed by the recurring theme »Circuit«, which ultimately gathers the fragments into a single linguistic statement: »Are you gone when your body is not breathing?«

    BODY demands concentration. IKI claims that all sounds on the album are created with the voice – a counterpoint to the electrically manipulated, a kind of reversed version of synthesizer sounds that imitate the human voice. It’s an incomprehensible mystery one keeps listening for: how can the voice produce the accordion-like sound on »Breath«, panned all the way to the left and slowly taking over the entire soundscape? Of course, it can’t do so on its own. The recording itself is an electronic mediation. The technological tools act as a microscope for vocal expression. It’s powerful because it asks about the transitions between human and machine, between life and afterlife. Yet the premise holds a paradox that never fully resolves.

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek