Mikkel Krause Frantzen (f. 1983) er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, litteraturanmelder på Politiken, og forfatter til en række bøger på engelsk og dansk, såsom En fremtid uden Fremtid (2018), Klodens Fald (2021), Slutspil (2024).
Der manglede næsten bare et yippie ki-yay fra William Basinski, da han indtog Copenhagen Distillery som en del af turnéen The Last Symphony. »Buckle up bitches«, lød det så action-råt, at man et øjeblik troede, det var Bruce Willis på scenen. Basinskis medrivende superstjernekarisma er den perfekte modsætning til hans smuldrende og selvoverdragende ambientmusik.
Koncerten var forfriskende langt fra det udstrakte fordybelsesrum, jeg forbinder med Basinskis indspillede værker. Hans berømte serie The Disintegration Loops (2002-2003), hvor båndsløjfernes dødelige verden krakelerer i slowmotion, var emblematisk for de bekymringer mange havde omkring årtusindeskiftet: Var uendeligheden i den fagre nye digitale verden faktisk begyndelsen på enden? Som ingen anden formår Basinski at lade spørgsmålet om teknologisk determinisme klinge åbent i sin musik: de patinerede båndoptagelser rummer intet svar, men derimod en nysgerrig tilstand, hvor gentagelse og forgængelighed stopper med at trække i tidsfornemmelsen fra hver sin side og i stedet slutter kreds.
Det var fascinerende at opleve den måde, hvorpå Basinski bearbejdede sine loops. Hver gang han satte en ny lyd i rotation, virkede det, som om det var hans første møde med den. Hurtigt opstod der et sugende felt af rumklang og feedback, som dannede en sfære for båndsløjfernes omløbsbaner. Den analoge lyd gnaskede somme tider i musikken med sine små klip og kværnende komprimering.
Afstanden mellem de ambiente terræner var kort og koncerten, der blev efterfulgt af to ekstranumre, var mere collagepræget end den ødemark, Basinski normalt maler. Særligt indtagende var landskabet, da et sekstonet motiv fortærede sig selv i rumklang og gav plads til, hvad der lød som arabisk ornamenteret sang. Transcendensen fandt Basinski i de høje frekvenser, og da han på et tidspunkt strakte en lys vokalklang ud over det grumsede båndmiljø, forsvandt grænsen mellem himmel og jord. Det var ubegribeligt smukt at høre, hvordan vokalen vågede som en strålende guddom over den profane båndoptagede verden.
Mikkel Krause Frantzen (f. 1983) er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, litteraturanmelder på Politiken, og forfatter til en række bøger på engelsk og dansk, såsom En fremtid uden Fremtid (2018), Klodens Fald (2021), Slutspil (2024).
Sidste år udgav Builder Poor_in_Spirit, et album hvor han på egen hånd udforskede de soniske muligheder for sit eget, hjemmebyggede orgel. Det var et album præget af denne søgen, men i sidste ende også af de begrænsninger, orgelet repræsenterede. På Although Changed, I Arise the Same finder komponisten en vej ud af dem.
Orgelet bakkes nu op af tre tilføjelser: Builders egen altsaxofon samt Zola Mennenöh og Johanna Sulkunens sangstemmer. Det gør en verden til forskel, da det giver den diversitet i instrumentering, som Builder netop så mange gange før har bevist, at han mestrer at komponere for. Skiftevis falder orglets bas under sangstemmerne og saxofonen som et let dis og omhyller dem som en tung tåge. Det tuder, som vinden i træerne og brøler som et tog i natten. Mennenöh og Sulkunen synger, messer og udånder simple, repetitive fraser om spirituel usikkerhed og søgen, som er de fortabt i tvivlens mørke skov. Det er en spartansk fortællestil, der giver lytteren nok lyrik og atmosfære til at sætte hjernen i gang, men ikke så meget, at man overmættes. Heri ligger Builders styrke: Hans musik udspringer tydeligt af hans liv og erfaringer, men han komponerer på en sådan måde, at lytteren med sin fantasi inviteres til at deltage i den fortælling, der skabes.
Builder bestemmer farverne, men overlader en del af billedet til lytteren. Det er et album, der er langt mere sparsommeligt i sin dramaturgi end tidligere udgivelser. Men ikke desto mindre smukt og inspirerende.
»Musik for os er en transcenderende kraft med transformativt potentiale, som vi får lov til at mærke og forme, når vi laver lyd sammen. Det er en mulighed for at beskrive ens inderste universer uden ord og den bedste måde, et introvert menneske kan udtrykke stærke følelser højlydt.«
Med rødder i Københavns eksperimenterende jazz- og punkscene udfordrer Echo, Bravo forestillingen om, hvordan et rockband kan lyde. Kvintetten blander post-punk, free punk og støjrock i et råt og uforudsigeligt lydbillede. Selv beskriver de musikken som en slags »tøm-køleskabet-suppe«, hvor forskellige rester får lov at mødes. »Bør nydes som et varmt måltid i en kold branche.«
Thorbjørn Tønder Hansen er død. Med Thorbjørn har kunstmusikken mistet en af de mest betydningsfulde producenter, kuratorer og kulturledere i Norden.