kortkritik
13.03.2023

Højspændt totalteater

Hotel Pro Forma: »Elektricitet«
© PR
© PR

Befinder man sig pludselig i lysdæmpet selskab med en snes performere fra Hotel Pro Forma og SMK’s samling af nordisk kunst fra guldalderen og det moderne gennembrud, er her et godt råd: Smid, hvad du har i hænderne, og følg efter Loré Lixenberg.

Det er den britiske mezzosopran, der agerer livgivende kaoskraft i den kultiske videnskabsperformance Elektricitet. Så jeg finder hurtigt ud af at stalke hende, mens hun defilerer fra rum til rum og obstruerer de andre medvirkende, måske fordi hun misunder dem deres veldefinerede roller.

I ét rum taler en hvidhåret H.C. Ørsted og bryder ud i en gendigtning af »Bjørnen sover«, men Lixenberg intervenerer med kaudervælsk og kraftfuldt resonerende improarier. Halvt mimer hun det fremmede sprog, fanger enkeltstavelser og gør dem til løbske koloraturer. Tænk at have et hjemme, at høre til et sted.

En omvandrende sangerkvartet med lommelys i munden får samme behandling, da de forsøger sig med »I Danmark er jeg født«. Lixenberg søger det sprog, der findes i andre mennesker, men også i videnskabelige artefakter: Hun gør besat kur til en kulbuelampe, et Faraday-bur. Hør mig, svar mig.

I andre rum hersker knitrende kvadrofoni, harmoniske nordlysdroner og kymatiske klangborde akkompagneret af overfræsende livesampling. »Fremtiden er elektrisk,« udbryder en vandrende ånd, der siden messer om utopisk fusionsenergi.

Det er den blanding af dystopisk kaos og lysende utopi, der gør Elektricitet til både gribende og oplivende totalteater, som slår gnister.

© PR

»Musik er for os en form for lukket klub af nepotisme, netværk og Copenhagen cowboy-energi. Men i virkeligheden handler det hverken om dyre guitarer eller teknisk snilde. For os er musik noget, man kan mærke i brystet, eller som giver kuldegysninger. De bedste koncerter er, når nogen skriger så inderligt, at vi andre ikke behøver at gøre det. Den bedste musik udtrykker følelser på en måde, hvor man ville blive hentet af en sociolance, hvis man gjorde det på åben gade. For os er musik noget, der skal fucke med dem, der har det for komfortabelt, og give dem, der har det fucked, en fornemmelse af ikke at være alene. Bum. Og hvad fuck er en akkord og en toneart? Kys fra Nightmaries.«

Nightmaries blander save, guitarer og stemmer til et mørkt country-, no wave- og cowboy-doom-mareridt. Det er den slags soundtrack, der føles som en feberdrøm, man på en eller anden måde ikke har lyst til at vågne fra. I takt med at verden bliver mærkeligere og mørkere, læner Nightmaries sig ind i galskaben med langsomt brændende sange, der kryber ind under huden som en gift, der tager sig god tid. Så hop i dine yndlingsstøvler med ståltå, dyp de røgfarvede øjne i et askebæger, og gør dig klar til slasket doom med punkenergi.

© PR
»Musik for mig er kærlighed. Jeg elsker, at man gennem musik kan springe smalltalk over og bevæge sig direkte ind i folks inderste. Det er en vild og rørende måde at møde hinanden på.« 
 
Fenja skrev sin første sang som 12-årig – om en isbjørn, der var ved at dø som følge af klimaforandringer – og det eksistentielle, naturen og hendes eget sensitive væsen blev toneangivende for de tekster og den lyd, hun siden har forløst. Hun pladedebuterede i 2021 med albummet Flugtdyr og udgav i februar 2026 albummet Menneskedyr.
© PR
© PR

Komponisten Sofus Forsberg er død, 56 år gammel. Med sin særegne blanding af melodisk sans, elektronisk bearbejdning og rytmisk præcision skabte han et musikalsk univers, der bevægede sig ubesværet mellem IDM, pop og avantgarde.

© Simon Weyhe

»Musik for mig er min hobby, mit job, min ventil, mit humør, en uendelig kilde til at opdage ny musik og ny, gammel musik, noget af det bedste og kan være noget af det værste. Og jeg elsker det!«

Track72 aka Tue Track aka Anders Lundby Brixen. Producer, dj, rapper med mere. Kendt for sin rolle i trioen Malk De Koijn, der siden midten af 1990’erne har skabt et personligt univers i dansk hiphop. Har optrådt i Ponyblod, Xtra Naan, Track Abdullah Rock, Booty Cologne m.fl.

© PR
© PR

Onsdag 5. august 2026 skete det igen: En akkord i John Cages Organ2/ASLSP (As Slow as Possible) skiftede efter to et halvt år. Det skriver Classic FM.

Værket blev skrevet af den amerikanske avantgardekomponist John Cage i midten af 1980’erne. Partituret består af otte sider musik, og som titlen antyder, er instruktionen at spille det »så langsomt som muligt«.

På klaver kan værket vare omkring en time. Men på orgel kan Cages idé om langsomhed foldes ud i et helt andet tidsperspektiv. I den mest ekstreme opførelse varer værket ikke timer eller dage, men 639 år.