kortkritik
07.02.2023

Ind i det elektroniske ormehul

Gunner Møller Pedersen: »Lydskatten åbnes!«
© Alexander Banck-Petersen
© Alexander Banck-Petersen

Ulig Birgitte Alsted, hvis 80-års fødselsdag ikke rigtig tiltrak sig opmærksomhed sidste år, blev der søndag inviteret til bobler og 12-kanalskoncert i Musikhuset København, da Gunner Møller Pedersen rundede samme milepæl.

Det kan man selvfølgelig tænke sit om, for deres stjerner i dansk elektronisk musik skinner vel omtrent lige klart. Men lifligt var det nu at skrue tiden mellem et kvart og et halvt århundrede tilbage og lytte til en håndfuld af Pedersens værker.

I baren rumsterede Glass Music (1993) fra et par højttalere og lød med sine strøgne glasklange som et fjernt ekko af tryghed i slowmotion. Men mørket satte også ind, en tøven af anslag og atonalitet, og bevægelsen mellem utopi og vemod hørtes også i de tre elektronværker i koncertsalen.

Først i Som ild og vand (1986), hvor glidende klokkesinus mod slutningen indledte et langt fald. Siden i Phoenix (1973-76) med sit væksthus for korte xylofonmotiver, som blev mødt af spidse klange og dumpe slag. Og endelig i Da niente (1969-76), her ledte en kaskade af faldende toner hen til glimtet af fjern, sortnende korvokal – en anelse af noget menneskeligt bag det elektroniske ormehul.

Hvad var det mørke: komponistens melankoli over ikke selv at kunne flytte ind i det rum, han skaber? Lyst opbyggede man i hvert fald til at tage springet derind, men som en lille dreng varsomt sagde til sin far efter koncerten: »Det er også lidt uhyggeligt.«

© Meseguer

»For os er musik den ultimative ledsager. Som lyttere fremmer den en følelse af fællesskab og bygger bro mellem sjæle gennem den fælles oplevelse af lyd. Som skabere konfronterer musikken os dog med vores eget indre tomrum, den dybe ensomhed, der nærer den kreative ånd. Samtidig udfordrer den os til at springe ud i det ukendte for at tyde det ubeskrivelige. Musikken forankrer os til nuet, til nuet, som deles med et livepublikum; men den berører også det evige.« 

L'arannà er en elektronisk folkemusikduo. Med deres seneste projekt, Turmarí, dykker duoen dybt ned i folkemusiktraditionerne på Pityusic-øerne og tilbyder – gennem deres blanding af lydudforskning – et perspektiv på Ibiza og Formentera. Synthesizere og keyboards deler scenen med traditionelle instrumenter og æstetik inspireret af den forfædres ball pagès-dans. Ved at genoplive cant redoblat (en unik sangform fra disse øer, bevaret af færre end tyve mennesker), væver gruppen en fortælling, der sporer rødderne og den levede virkelighed på to øer, der er langt mere end blot et drømt paradis. Bandet turnerer rundt i Danmark og Sverige fra den 27. til den 31. maj og spiller på spillesteder som Turkis, Dexter, Inkonst eller ALICE.

© Ana Alexandrino
»Musik for mig er bevægelse, trance, transformation. Resten fortæller jeg ikke.«
 
Marcela Lucatelli er vokalist og komponist. Hun er født i Brasilien og bosiddende i Danmark og har opnået international anerkendelse for sine grænseoverskridende optrædener – sanselige, politisk ladede og kompromisløst originale. Lucatelli, der af The Wire er beskrevet som en komponist af »partiturer for kroppens og stemmens grænser«, udfordrer konventioner med sine frygtløse vokale eksperimenter og dristige kompositioner. Hendes værker er blevet opført af DR SymfoniOrkestret, DR VokalEnsemblet og Neue Vocalsolisten Stuttgart. Hun har optrådt på store festivaler og spillesteder, herunder Theatro Municipal de São Paulo, DR Koncerthuset, Donaueschinger Musiktage, Darmstadt Ferienkurse, IRCAM, Copenhagen Opera Festival, Ultima Festival, Borealis Festival, Copenhagen Jazz Festival, Jazzfestival Saalfelden, Cafe Oto, A L’ARME!, DMA Jazz – Danish Music Awards, WOMEX og mange flere. Lucatellis arbejde har indbragt hende adskillige prestigefyldte priser, herunder Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris (2019), Pelle Prisen (2021) og Danish Music Awards' Årets Vokaljazzudgivelse 2023, hvilket viser, at vokaljazz har mange ansigter – og ikke nødvendigvis kun tilhører den bløde ende af spektret.
© PR

»Hvad musik er for mig? Her er et citat fra Nietzsche: 'De dansende virkede alle vanvittige for de mennesker, der ikke kunne høre musikken.'«

Salim Washington er en saxofonist, multi-blæser, komponist, akademiker og aktivist fra Detroit, som siden 70'rne har været meget aktiv på den amerikanske jazzscene og sågar også i Sydafrika, hvor han blev en central aktør. John Coltranes ånd hviler over hans musik, som har både spirituelle og sociale dimensioner.

© Aske Jørgensen

»Musik for os er det perfekte sprog, som vi elsker at tale. Et sprog, hvor det er den enkeltes følelser og fantasi, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Alle kan tale sproget. Du behøver ikke at kunne skrive eller forstå, men blot lytte. Noget musik kræver, at man lytter grundigt efter og måske hører det flere gange. Lidt ligesom når man snakker med en fra Norge eller Sverige, så skal man også lige lytte lidt ekstra efter.« 

DØGNKIOSK er et dansk punkrock-band med rødder i Silkeborg. Bandet består blandt andre af bassist og sanger Anders Ejner, der gennem flere årtier har været aktiv på den danske undergrundsscene. Musikalsk bevæger DØGNKIOSK sig i et felt mellem klassisk dansk punk og alternativ rock. I foråret 2026 udgiver bandet deres andet album, Tæt på kanten.

© Bastian Zimmermann
© Bastian Zimmermann

Det er svært at fatte, at Andreas Engström ikke længere er iblandt os. For blot et par måneder siden skrev han – som han havde gjort så mange gange før – med et ambitiøst forslag: han ville anmelde en boks med tyve udgivelser af Dror Feiler. I samme besked nævnte han også planer om at komme til Aarhus til den netop afsluttede Spor Festival.