Andreas Borregaard
11
Jamen så gør vi det bare!
Andreas Borregaard: »Solo Act 2: Just Do It!«
Andreas Borregaard. © Borealis Festival
På den norske Borealis Festival præsenterer den danske akkordeonist Andreas Borregaard to meget forskellige videoværker (tilgængelige online til og med 18. april, red.). I det første, Philip Venables og Ted Huffmans My Favourite Piece Is the Goldberg Variations, fortæller Borregaard sin mors livshistorie, mens falmede hjemmevideoer flimrer i baggrunden og hans dramatiske akkordeonspil på én og samme tid modarbejder og understøtter fortællingen.
Det er akkordeonet, som får en banalitet som »I felt better with him around / he was always holding my hand« til at lyde som hårdt tjent livserfaring, og som fremhæver den knusende melankoli i børnesangen »Bjerget i skoven«. Med få, velvalgte virkemidler formidler Borregaard på smukkeste vis en fortælling om kærlighed og tab, om tosomhed og ensomhed. Det er en udsøgt sanseliggørelse af hverdagen.
Anderledes forholder det sig med det andet værk, Marcela Lucatelli og Kirstine Fogh Vindelevs Drift. Her spiller Borregaard skingre, skrattende lyde på sit akkordeon iført en gylden latexheldragt, gentager omkvædet fra Rod Stewarts »Sailing«, som var det et mantra, tilfører »Alle sømænd er glade for piger« en helt ny, homoerotisk tekst, laver fjollede grimasser iført paryk og læbestift og vandrer forvildet rundt i snevejr klædt ud som et kæmpe insekt.
Programteksten fortæller, at værket inddrager elementer fra Borregaards virkelige liv, hvilket forekommer mig usandsynligt, medmindre han er hovedpersonen i Kafkas Metamorfosen. Jeg er en stor beundrer af Lucatellis arbejde som vokalist, men må nok indrømme, at jeg ikke forstod Drift. Jeg sad tilbage med følelsen af, at værket forsøgte at sige noget om køn og seksualitet, men præcis hvad, blev aldrig tydeligt for mig. Omvendt er det måske en fejl at lede efter et budskab frem for blot at hengive sig til værkets arbsurdisme.
© PR
»Musik for mig er et sted at møde både sig selv og andre i følelser. Det er frihed, fælleskab, individualitet, sprog og udtryk.«
Den danske kunstner Alice Ai forener følelsesmæssig dybde med elektronisk slagkraft og en punket energi. Hendes lyd bevæger sig i spændingsfeltet mellem det sårbare og det konfronterende – mellem det menneskelige og det syntetiske. Denne dobbelthed er indlejret i hendes navn: »Alice« refererer til nysgerrighed og eventyrlighed, og »Ai« peger mod det kunstige og teknologiske. Sammen danner de fundamentet for et kontrastfyldt univers, der gennemsyrer både hendes musik og kunstneriske persona. Alice Ai spiller på årets Roskilde Festival.
© Guy Wasserman
»Musik for mig afslører tomheden i grænser og definitioner – i bevidstheden, i rummet og i musikken selv.«
Idan Elmalem er en oud-spiller og komponist, der arbejder på tværs af verdens- og populærmusik, og præsenterer nu sin debut-instrumentale EP og liveoptrædenprojekt. Efter mange års samarbejde inden for den israelske musikscene vender han sig mod en mere personlig og intim musikalsk stemme, hvor han blander traditionel oud med en moderne sensibilitet. Inspireret af sine studier med mester Nissim Dakwar udforsker Elmalems musik rummet mellem tradition og innovation. Hans debut-EP, Time, indeholder tre live-indspillede stykker, der bevæger sig mellem fortid, nutid og fremtid og kombinerer klassiske arabiske og persiske elementer med jazz, minimalisme og filmisk lyd. Elmalem, der er baseret i Tel Aviv, trækker på sin marokkansk-danske arv i sit arbejde. Han er uddannet fra Jerusalem Academy of Music and Dance og er i øjeblikket i gang med en kandidatgrad i etnomusikologi ved University of Haifa, sideløbende med sit arbejde som musiker og komponist.
© Charlotte Lund Mortensen / Tapetown
»Musik er den førsproglige og førlogiske kunstform, der lader os tilgå dele af bevidstheden, der endnu ikke er tænkt. Man kan nogle gange blive bevidst om, hvad en sang betyder flere måneder senere og få en indre problematik til at forløse sig. Musik er også samarbejde og community. Den danske scene for hård musik er et fantastisk sted i disse år, hvor artister støtter hinanden og samarbejder på kryds og tværs. På den måde bliver musik ikke en konkurrence, men et fællesskab om hele tiden at bevæge sig fremad.«
To kræfter på den danske undergrunds-scene, MEEJAH x HIRAKI, har slået sig sammen på udgivelsen INTERWOVEN (Pelagic Records). De to bands tilhører den danske metal-undergrund med fælles referencer som The Body, The Armed, Chelsea Wolfe & Converges Bloodmoon og Death Engine. HIRAKI udgav deres debutalbum Stumbling Through The Walls i 2021 (Nefarious Industries). Fulgt op af ALTERER – Stumbling Through The Walls REWORKED i 2022 og HIRAKI har turneret i Norge, været support for The Armed i Tyskland og har samarbejdet med Kh Marie. Dansk-koreanske MEEJAH udgav Queen of Spring i 2021, som blev nomineret til en Steppeulv, og indspillede en KEXP Live Session under månenytåret i 2024. Meejah har turneret i Sydkorea og varmet op for Blonde Redhead og Jambinai. MEEJAH og HIRAKI har begge spillet på A Colossal Weekend og har også krydset veje i doom-rave-kollektivet John Cxnnor.
© PR
Efter Brexit: Lyden af et splittet rige
Manchester Collective: »Series of Four #2«
© Caroline Bittencourt
Hvordan lyder Storbritannien i dag? Som et land, der længes efter idealer og mening, efter at have opgivet enhver form for fælles sag eller erfaring. Brexit-katastrofen kaster stadig lange skygger.
Men talent er der stadig. Manchester Collective er et af de smidige ensembler, der er opstået i et britisk kunstlandskab, hvor gamle infrastrukturelle sikkerheder ikke længere gælder. Det er en fleksibel, strygerbaseret gruppe, der spiller med hjerte, sjæl og en bemærkelsesværdig teknisk finesse. Deres gehør for detaljer, sans for svævende lethed og sikre komponistvalg vakte også opmærksomhed hos Danish String Quartet, som havde inviteret ensemblet til at præsentere deres undersøgelse af nutidig britiskhed under Series of Four-festivalen.
Fælles for de medvirkende komponister er, at de tænker ud over innovation forstået som et spørgsmål om tonalitet. De vilde hockets og reels i »Muttos« fra Christian Masons Sardinian Songbook trækker på en karakteristisk engelsk omgang med folkemateriale – det samme gør Dobrinka Tabakovas Insight og Jonathan Doves Out of Time. Disse værker, sammen med Andrew Hamiltons absurdistiske musikalske puslespil In beautiful May, taler lige så meget om tab, som Anna Merediths Tuggemo skriger en form for plastisk optimisme ud.
Aftenens højdepunkter var de halvmørke erindringsglimt i Jocelyn Campbells 3AM og Edmund Finnis’ String Quartet No. 2. Hos Finnis foldes en markant, indadvendt form for britisk minimalisme ud. Tredjesatsen, spillet uden vibrato, synes at udtrykke en længsel efter at eksistere hinsides de rammer, værket selv har sat. Meget britisk.
Lige så britisk var den særlige charme, der strømmede gennem hele koncerten fra Manchester Collectives medstifter Rakhi Singh, som sammen med sine kolleger spillede det hele med en forbløffende, sart skønhed.
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek