Lyden af tiden, der rinder ud
Centralt i Radars mørklagte rum, omkranset af en ring af højttalere – et såkaldt akusmonium – står fem bækkener oplyst i violet. Som fra et timeglas i loftet daler en sagte strøm af sand, der knitrende rammer bækkenerne, og modsvares af en rungende, lavfrekvent, metallisk dronende gong fra de omkringstående højttalere. Udspændt mellem det tidløse og det flygtige møder sand metal; knitren som eroderende regn og fygende sand, buldren, som jordskorpens tektonik eller havets rasen. Det er saktralt, langsommeligt, nærmest kosmisk: Lyden af tiden, der rinder ud.
Bag Tilflugt står billedkunstner Signe Klejs og trommetæmmer Christian Windfeld. Klejs har i en årrække arbejdet med sandets flygtige natur, og Windfelds eksperimentale tilgang til slagtøjets materialitet og klangmæssige potentialer er et både frugtbart og originalt match.
Der er dog ingen tvivl om, at værket først for alvor folder sig ud, hvis man tager turen til Thy, hvor den anden halvdel af installationen udfolder sig i kunstbunkeren Regelbau 411. Dén oplevelse er det desværre langtfra alle besøgende på Radar undt, og det er en skam, for det er først i samspillet mellem de to lokaliteter, hvor lydlige og visuelle spejlinger og ekkoer resonerer på tværs af tid og sted, at udstillingens egentlige tematik åbenbarer sig for publikum. Uden denne oplevelse efterlades den gennemsnitlige besøgende i Aarhus lidt uforløst med den ledsagende introduktionstekst.
Når det så er sagt, udgør installationen på Radar isoleret set stadig et velfungerende moment of zen, og absolut blandt de mere interessante og poetiske indslag i Aarhus lige nu.
Et tæppe af omsorg og musik
Vi kender alle den omsorgsgerning, det er at lægge et tæppe omkring et andet menneske. I installationen Et rum at vente i er dette gjort bogstaveligt med tekstiler og sang, begge med hundrede års historie på sig. Nan Na Hvass har quiltet fortidens 150 år gamle tekstiler sammen med sit eget hjerte og nutidige oplevelser fra venterum under fertilitetsbehandlinger. Hun vil omskrive det kliniske rum, man vågner op i efter et indgreb, døsig og med et flosset håb, til et mere omsorgsfuldt rum, der syr generationer sammen. Og bringe musik til oplevelsen. Quiltene bærer alle vidne om de kroppe, de har varmet, og de hænder, der har syet dem.
Sopranen og multikunstneren Katinka Fogh Vindelev gik rundt om os, der lå på hver vores seng oven på hver vores quiltede sengetæppe. »Denne smerte er ikke kun din,« lød det fra hendes smukke og meget nærværende klang – ord til musik af Hildegard von Bingen, italienske Barbara Strozzi og egne kompositioner. Nedadgående molmelankolske skalaer, andre gange små melodier fra tiden uden ledetoner – dvs. uden den kausalitet, vi kender i stort set al musik siden 1700-tallet. Klange, der bare er til stede uden kontrol og nødvendig retning – ligesom et menneske, der lever med et flosset håb om frugtbarhed.
Der var kun fire pladser – på alle måder en intimkoncert, hvor omsorg i form af sang, tekstiler og nærvær smeltede nærmest magisk sammen. Lytteren på sengen ved siden af mig kunne ikke stoppe med at græde bagefter. Rummet var alt andet end klinisk – sang og tekstiler havde gjort det omsorgsfuldt. Begavet og smukt.
»Musik er for mig noget, der spejler menneskelige oplevelser, og som vi kan finde os selv i på et helt eksistentielt niveau, hinsides sproget. Den føles som et fælles rige, vi har adgang til. Musik er måske den kunstform, der i mindst grad behøver at blive bearbejdet intellektuelt (selvom den også kan det!). Fordi den består af lyd, der udfolder sig over tid, må vi selv genskabe farverne og følelserne i os. Det kan ske hurtigt, som om vi var besat af en kraft udefra. Musik rummer mange lag af koder, som vi forholder os til på både ens og forskellige måder. Nogle af disse koder, såsom puls, resonerer med ubevidste lag i os, der stammer fra urtiden. Andre lag, såsom velkendte musikalske referencer, taler til det moderne, dannede menneske. Dette samspil gør musikken til noget helt unikt stimulerende! I den kulturpolitiske diskurs bliver kunsten ofte reduceret til et instrument for noget andet (hvilket den bestemt også både er og kan være). Dermed glemmer man kunstens egenværdi.«
Solveig Sørbø er komponist, musikproducer og artist, der skaber klassisk musik og alternativ pop. Hun komponerede musikken til dokumentarfilmen Hans pluss Liv (NRK), og et stykke herfra blev senere opført af KORK (Norges Radios Orkester). I anledning af solformørkelsen i 2026 skrev hun et orkesterværk, der forbinder Dantes metafysik med himmellegemernes fysik.
Sørbø har tidligere arbejdet i akademiske sammenhænge med innovative projekter som MusicLab (udgaven med DSQ blev af DR kåret til Årets Begivenhed) og som radiojournalist og -vært på NRK og radiOrakel. Med en metodisk tilgang til kunsten ønsker Solveig at skabe musik, der bevæger.
Hendes anmelderroste opera Heroin chic, med libretto af den prisvindende forfatter Maria Kjos Fonn, havde urpremiere på Classix-festivalen i Rumænien i 2025 og norsk premiere på Parkteatret i Oslo i februar 2026. Efterfølgende blev hun af Ballade kaldt »Musikkens Klæbo«. For tiden arbejder Sørbø blandt andet på en opera baseret på Ibsens Vildanden og forbereder en koncert med bandet Naturhistorisk.
»Jeg lytter meget til spil-musik fra spil, jeg selv spiller. Og så bliver jeg igennem mit virke som instruktør præsenteret for en masse fantastisk musik, som mine skønne kollegaer præsenterer mig for i hvert nyt projekt. Jeg bruger musik som et værktøj til mine teaterprocesser. Både for at komme i stemning, når jeg forbereder mig til at kommunikere betydninger og retninger imellem kunstnerne/designerne/performerne på projektet, og til at vågne om morgenen, når jeg laver min kaffe. Musik kommunikerer ofte tydeligere end ord, ligesom sceniske handlinger og visuelle udtryk oftest kan være ret præcise i at kommunikere emotionelt indhold, mere end det talte og skrevne ord. DEN type affekt elsker jeg!«
Emil Rostrup er teaterinstruktør og har i de seneste år stået bag forestillinger som Bad Mexican Dog (2026) på Sort/Hvid, Crip (2026) på Revolver, Klodshans og Prinsessen (2026) på Aalborg Teater, Prometheus (2025) på Nørrebro Teater, Vi, de druknede (2025) på Republique og Pow Pow Pow (2024) på Revolver.
Han dimitterede i 2020 fra Den Danske Scenekunstskole som sceneinstruktør med afgangsforestillingen Woyzeck Exhibited – en devised parafrase over Georg Büchners klassiker Woyzeck.