kortkritik

04.09.2022

Lyden af tiden, der rinder ud

Signe Klejs & Christian Windfeld: »Tilflugt«

Centralt i Radars mørklagte rum, omkranset af en ring af højttalere – et såkaldt akusmonium – står fem bækkener oplyst i violet. Som fra et timeglas i loftet daler en sagte strøm af sand, der knitrende rammer bækkenerne, og modsvares af en rungende, lavfrekvent, metallisk dronende gong fra de omkringstående højttalere. Udspændt mellem det tidløse og det flygtige møder sand metal; knitren som eroderende regn og fygende sand, buldren, som jordskorpens tektonik eller havets rasen. Det er saktralt, langsommeligt, nærmest kosmisk: Lyden af tiden, der rinder ud.

Bag Tilflugt står billedkunstner Signe Klejs og trommetæmmer Christian Windfeld. Klejs har i en årrække arbejdet med sandets flygtige natur, og Windfelds eksperimentale tilgang til slagtøjets materialitet og klangmæssige potentialer er et både frugtbart og originalt match.

Der er dog ingen tvivl om, at værket først for alvor folder sig ud, hvis man tager turen til Thy, hvor den anden halvdel af installationen udfolder sig i kunstbunkeren Regelbau 411. Dén oplevelse er det desværre langtfra alle besøgende på Radar undt, og det er en skam, for det er først i samspillet mellem de to lokaliteter, hvor lydlige og visuelle spejlinger og ekkoer resonerer på tværs af tid og sted, at udstillingens egentlige tematik åbenbarer sig for publikum. Uden denne oplevelse efterlades den gennemsnitlige besøgende i Aarhus lidt uforløst med den ledsagende introduktionstekst.

Når det så er sagt, udgør installationen på Radar isoleret set stadig et velfungerende moment of zen, og absolut blandt de mere interessante og poetiske indslag i Aarhus lige nu.

playliste

04.05

Mit navn er Holger Schulze – vil du se min playliste?

»De fem numre, jeg lytter til lige nu, er optagelser, jeg har opdaget enten for fire uger siden eller for 40 år siden. De giver mig alle sammen glæde og inspiration. De repræsenterer, hvem jeg er lige nu. De bærer mig. Jeg føler mig hjemme og i mit lykkested, når jeg lytter til dem. De er en integreret del af min soniske persona.«

Holger Schulze er professor i musikvidenskab ved Københavns Universitet og forskningsleder på Sound Studies Lab. Hans forskning bevæger sig mellem sansernes kulturhistorie, lyd i populærkulturen og medieantropologi. Hans lydantropologi undersøger, hvordan auditive oplevelser og lydaffekter påvirker, opsplitter og opretholder hverdagslivet i det 21. århundrede. Både kunstneriske praksisser og produkter fra medieindustrien er genstand for hans kritik af lyde og hørelse. I øjeblikket arbejder han på The Bloomsbury Encyclopedia of Sound Studies (med Jennifer Stoever og Michael Bull) og på The Bloomsbury Handbook of Sound in Museums (sammen med Alcina Cortez, Gabriele Rossi Rognoni og Eric de Visscher). Hans udgivelser inkluderer: The Bloomsbury Handbook of the Anthropology of Sound (2021, ed.), Sonic Fiction (2021), The Sonic Persona (2018), Sound as Popular Culture (2016, co-ed.)

kortkritikrelease

26.04

Lad os synge om cyklus

Adrianna Kubica-Cypek, ÆTLA & Barbara Agertoft: »Månen«

Dacapo, 10.04

Therese Wiwe Vilmar

Månen er et poetisk grundmotiv. Dens cyklus trækker i både tidevandet og i os, i kroppe og væsker. Komponist Adrianna Kubica-Cypek og vokalensemblet ÆTLA har fortolket dette motiv fra Barbara Agertofts digt »Månen«. Kompositionen er opdelt i »Månen« I, II, III og IV. Det er en vellykket EP, der vil lytteren noget: Det stærke tekstforlæg etablerer en klar kompositorisk retning uden svinkeærinder, men musikalsk kan det dermed ikke stå alene.

Månens kraft til at forbinde det indre og ydre står stærkt i Agertofts digt: »og vi strakte os ud, det indre i det ydre alt det, vi / blødte ind i.« Hvordan kan man bedre formidle denne grundstemning end med et vokalensemble, som netop er individuelle kroppe, der bløder ind i en ydre, fælles lyd? Kubica-Cypeks fortolkning er dynamisk, kontrastfyldt og bølgende, som flod og ebbe. Den starter med en skærende klang af kvindestemmer, som bliver til krydsende glissandi understøttet af dybe og monotont messende herrestemmer. Enkelte steder i værket samles klangene i harmoniske akkorder; oftest løber stemmerne hver sin vej i både volumen og tonehøjde, eller insisterer på at blive i dissonansen og det repetitive.

»Månen IV« slutter som en omvending af den skarpe start i »Månen I« med lavmælte og mørke klange, der fremstår delvist uafsluttede, som om værket skal høres forfra igen. Korarrangementet er i sin form cyklisk og fremhæver noget underspillet i Agertofts digt. Det viser kvaliteten ved gensidig fortolkning; kunstarterne tilføjer noget hos hinanden.

kortkritiklive

22.04

Stemmen i mit hovede

MØR Collective: »Vildnis – der vokser græs ud af min hovedskal«

Teater FÅR302, 21.04-02.05

Louise Steiwer

»Er dit hovede også fyldt med stemmer, der ikke er dine egne?« spørger den unge mand. Spørgsmålet er den centrale tematik i forestillingen Vildnis af teatergruppen MØR Collective, og de fleste vil nok svare ja. Men hvem tilhører stemmerne så, og hvor kommer de fra?

Vildnis beskrives i introduktionen til forestillingen som »en tur ind i teatrets maskinrum.« Dramatiker Abelone Koppel har skrevet 80 korte tekster, og hver aften aktiveres et udvalg af to performere, der ikke på forhånd ved, hvilke tekster, de modtager via deres øresnegl. I et baglokale sidder en sufflør og læser de tekster op, som de to skuespillere videreformidler med krop og stemme i øjeblikket, og det kunne nemt være gået galt. Det gør det ikke, og det er særligt de to skuespilleres fortjeneste at konceptet fungerer så godt.

Til stede på scenen er også komponist Mika Forsling, som med elektroniske virkemidler og masser af perkussion følger den stemning, der opstår mellem performerne, men desværre ikke mere. Jeg havde faktisk lidt svært ved at høre, hvad der foregik og glemte det nok også lidt, fordi det var relativt intetsigende. Det havde været oplagt at bruge netop stemmen som instrument i en forestilling, der kredser om indre stemmer, og jeg forstår ikke, hvorfor man forspilder den mulighed.

Man skal ikke se Vildnis for musikkens skyld, heller ikke selvom den kommer mere i centrum hen imod slutningen, hvor rollerne byttes om, og Forslings rytmer lader til at blive styrende for performernes bevægelser. Men Vildnis fremstår alligevel som en helstøbt og fin oplevelse, eksperimentets uforudsigelighed til trods.

playliste

19.04

Mit navn er Maja Dyrehauge Gregersen – vil du se min playliste?

»Musik for mig er livets femte dimension, der forbinder alle de andre.«

Maja Dyrehauge Gregersen har i de sidste 10 år stået i spidsen for Copenhagen Photo Festival – Nordens største fotofestival. Copenhagen Photo Festival er en international platform med over 1000 årlige ansøgere fra hele verden – og et tydeligt kurateret niveau, der tiltrækker verdensnavne og har løftet festivalen ud af sin oprindelige, mere lokale og åbne form.

playliste

17.04

Mit navn er LOH – vil du se min playliste?

»Musik for mig er noget, der konstant kører inde i mit hoved. Jeg kan ikke slukke for den del af hjernen, hvor nye melodier og rytmer springer frem og tager form. Nærmest heller ikke når jeg sover. Af samme grund er jeg egentlig ikke den store musikforbruger. En undtagelse er livekoncerter og musikfestivaler, hvor jeg elsker at opsøge musik, jeg ikke kender på forhånd for at lade mig overraske. Senest det interessante band Nebulah, udsprunget af Esbjerg konservatorium. Derhjemme er det vores 19-årige datter, der styrer playlisten. Hun synger kor på mit album og har introduceret mig til mange kunstnere gennem de sidste år. Det er også fedt gennem hende at genopdage de gode, gamle artister som fx CV Jørgensen, Stevie Wonder og Joni Mitchell. Meget inspirerende.«

LOH er en dansk sangskriver og pianist. Klaveret har været en del af livet lige fra barnsben, men har indtil for nylig ligget i skyggen af en karriere i TV-branchen, hvor han som tv-dokumentarist har produceret hundredvis af programmer til danskernes tv. Debutalbummet Logger Ud, som udkom i marts 2026, indeholder dansksprogede folkpopviser tonet med nordisk jazz.