• © Johan Rosenmunthe
    18/9/2022

    Månelys i undergrunden

    Signe Lykke: »Dødevande 1«

    »Tiden larmer,« lød det hen mod slutningen af Signe Lykkes værk Dødevande 1. Vokalensemble UngKlang var blevet generationsudvidet til anledningen med to ældre kvindevokaler. Det var lige før, man kunne nå at gribe fat om de to ord i Cisternernes 17 sekunders enorme rumklang. 

    Koret var placeret foran den japanske kunstner Chiharu Shiotas glinsende spindelvævsinstallation, og på samme måde var værket også spændt op mellem det krystalklare og det tæt kondenserede. Formen blev spundet af melodiske sekvenseringer og imitationer, der egentlig tegnede en klar retning, men havde det med at fordufte i hjemløse, obskure klangsøljer. 

    Der var lys i den svampede undergrund: Luminøse, pure klange i sopranerne virkede som et overjordisk kald. Abrupte kraftfulde klarsyn i det kalejdoskopiske univers af talte ord, luftige droner og jazzede tilsnit. Et citat tonede stille frem: vuggevisen »Pjerrot sagde til månen.« Nynnet ungdommeligt og forventningsfuldt og spejlet i det dybere register som en modnet refleksion. Et minde, måske, dirrende på tærsklen mellem forskellige tider. 

    På meget elegant vis fik Lykke syet generationer sammen, så det adspredte kom til udtryk som noget fintmasket og uigennemtrængeligt. Egentlig var der ikke behov for, at koret til sidst skulle bevæge sig ud blandt publikum. Det endte som en lidt for tyk understregning af den stedspecifikke forankring, der allerede var klart defineret af den betagende kompositionelle dialog med Shiotas uendelige spindelvæv. 






     

     

     

  • © Erling Brodersen, locations.dk
    16/9/2022

    Den Sorte Skole i fængsel

    Panoptikon: Den Sorte Skole x Vertigo

    For 150 år siden var fangerne isoleret døgnet rundt i Vridsløselille fængsel, med en brun lædersæk over hovedet når de kort var uden for cellerne. De skulle have mulighed for at angre deres synder og forlige sig med Gud... Torsdag aften var vi ikke indsatte, men musikelskere, i det nedlagte fængsels skræmmende fascinerende indre. »Panoptikon« hedder overvågningsarkitekturen, men nu var elektronik, mixere og pladespillere placeret i midten, sammen med de uhyre begavede musikere fra duoen Den Sorte Skole til lysinstallationer af kunstnerkollektivet Vertigo. 

    Vi var stadig anonyme overfor hinanden – for en diffus røg lagde sig mellem alle, så laserlys og rytmisk skær fra LED-stængerne kunne få frit spil – lykkeligt fanget på tre etager i helheden af lys og lyd. 

    Samplingerne var især stemme-orienterede: Fra manipuleret småsnakken der speedes op, til fraserede stemmeskrig over de tunge rytmer. Var det tidligere tiders indsatte der skreg til os i mørket? Den genreløse duos musik rev læderhjelmen af individet og gav det stemme. Med etnisk sang fra verden over, som Den Sorte Skole også benyttede i deres forrige projekt Refrakto, og især den flerstemmige afrikanske korsang gjorde indtryk. Måske fordi den i sin kerne er frihed/slavebunden-orienteret. Måske fordi det bare lød afsindig godt, her reflekteret af fængslets mure og forstærket af en varieret og musikalsk lysinstallation, som lod hvert track få sin helt egen visuelle iklædning. Individualitet. Duoens symfoniske elektronics er så stramt komponeret med sin helt egen klang-æstetik, at man i den grad kunne forlige sig med at være i fængsel.

  • © PR
    9/9/2022

    Gadgets og gafler

    New Spatial Sound Material: Julie Østengaard, Sandra Boss, Camille Roth

    På spillestedet Mayhem præsenterede tre kunstnere nye værker, der legede med forholdet mellem lyd og teknologi. Julie Østengaards Emergence mindede – med glasskårsskinger fuglekvidder og fjederagtige cikader – om en dystopisk udgave af de der »rainforest sounds to sleep to«-videoer på Youtube. Meget passende blev værket delvist livestreamet på publikums telefoner, der samlede sig til en stor organismisk højttaler. 

    Senere – med Piece for Ears – placerede Sandra Boss og perkussionisten Irene Bianco bittesmå højttalere i deres ører og ophøjede – endelig – stemmegaflen til et selvstændigt musikinstrument. De vibrerende gafler var værkets primære lydkilde, og publikum var kun i stand til at høre dem, når de nærmest var i berøring med musikernes ører. På den måde var værket en lille påmindelse om, at det at skabe musik også er at lytte. 

    Til sidst forvandlede Camille Roth elektromagnetiske bølger fra telefon- og wi-fi-signaler til industrielt klingende støj i værket Transmissions. Indrømmet: Kombinationen af stråling og den demonstrativt dystre, uheldsvangre æstetik gav mig i momenter en lidt anstrengende association til sølvpapirshatte og anti-5g-demonstrationer. Hvorfor, spurgte jeg mig selv, kan lyden af et wi-fi-signal ikke lige så godt være smukt? 

    Ingen af værkerne vil jeg huske som uforglemmelige lydlige oplevelser. Derimod var de fascinerende og sjove på nogenlunde samme måde, som når James Bond pludseligt fisker en eller anden besynderlig, lidt fjollet, men uden tvivl højteknologisk gadget frem fra sin smokings inderlomme. 

     

  • © Emilia Therese
    5/9/2022

    Planeten er ikke rask

    Aarhus Teater: »Lars von Triers 'Melancholia'«

    I teaterversionen af Lars von Triers sortrandede Melancholia (2011) hører vi, at planeten ikke er rask, før vi ser det. Søs Gunver Rybergs elektroniske musik starter blidt i ambient-dur (uden dog at være meditativ). Vi er jo til bryllup. Musikken er vidne. Den varsler de flossede nerver og ledsager uvejret i sindene, når Claire siger til sin søster Justine: »Jorden er ond. Du behøver ikke sørge over den.«

    Rybergs kompositioner – primært fra scoret til katastrofefilmen Cutterhead samt albummet Coexistence – gør ikke stort væsen af sig; lydfladerne undviger sig melodier, gyset er ikke Wagner-ekstravagant som i Triers film, selvom fragmenter af Wagner (samt Györgi Ligeti og Eivind Aarset) også anes. Instruktør Anja Behrens lader den store trussel fra det ydre rum buldre som en hemmelig og usynlig kraft. 

    Undergangsfortællinger kræver undergangslyd. Triers billeder er så stærke, at de, med samme funktion som musik, lammer hjernen. Men fordi disse billeder mangler, og fordi filmens sparsomme tekst ikke egner sig vildt som traditionelt ordteater (de forskellige historier har svært ved at samle sig i Aarhus Teaters opsætning) fungerer Rybergs musik som en lydlig mise-en-scene. Lydene udtrykker hele filmen ekspressivt som en tilstand, og åbner døren til melankoliens kolde og ulogiske rum. Det mentale uvejr, måske også det planetariske, føles vel ikke sjældent netop sådan: på en gang frossent og elektrisk. 

     




     



     

     




     

  • © Hviledag
    31/8/2022

    Den bløde lænestol

    Hviledag: »Album Found«

    Hviledag (Anton Friisgaard) har muligvis lanceret en ny elektro-akustisk genre »silence«, idet ambiente elektroniske flader flettes sammen med mekaniske optagelser og tilsammen skaber et lydtapet, som er det omvendte af noise.

    De ni tracks bevæger sig ubesværet fra et til det næste, og til tider sendes tankerne i retning af en støvet pickup, som hviler på sin vante plads. Sandsynligvis fordi de er indspillet med to spolebåndsoptagere med hovederne mod hinanden med en båndsløjfe (fysisk loop), der kører imellem dem og muliggør løbende optagelse. 

    Tekniske detaljer er vigtige, fordi analoge indspilninger og fravalget af overproduktion er en lise for øret i en tid, hvor wall of sound kombineres med et digitalt resultat, der er så finpudset, at lyden bliver kold og detaljeløs. Pausen er central på »Trancient Bodies«, der roligt skifter imellem korte intervaller af keys på en base af blød knitren og den hvide støj i sig selv, imens et nummer som »Enveloping« er én lang gentagelse af et kort melodistykke. 

    Album Found er den tiltrængte slidte og bløde lænestol, man sætter sig tilrette i efter en lang dag med mennesker, trafik, digitale apparater og deres lyde. En ren fornøjelse.