- © Maniscalco/Bigoni/Solborg: »Canto«5/7/2022
Meditation med mislyd
Maniscalco/Bigoni/Solborg: »Canto«Egentlig er det jo en tilforladeligt meditativ udgivelse, den dansk-italienske jazztrio har sluppet løs. Francesco Bigonis luftigt vibrerende saxspil og de jævne melodiske forløb på de fleste af albummets rolige vandringer emmer af behageligt og kun ganske let kantet samvær mellem guitar, saxofon og tangenter.
»Under Weather« har dyb, fyldig Rhodes og linjer, der romantisk løfter sig fra en trykkende puls. »Faggio« er fuld af melankolsk fællesvilje. Og »Miracle Beams Surrounding« lyder af forsigtig optimisme i et støvet lydbillede.
En irritation melder dog sin ankomst. For hvis man gerne vil meditationen, så fair nok; fred være med letheden og den sværmeriske luftighed. Den har også sin plads. Men når Canto ad flere omgange også gør tilnærmelser til det eksperimentale uden at følge ambitionen til dørs, mister jeg retningssansen.
Når jeg for eksempel hører de indledende, ulmende telefonsignaler på »Plate«, der blot efterlades og ikke udvikles. Eller den let påståelige naivitet i »Thread«, der kontrasteres af elektroniske blip, som ingen reel rolle spiller.
Så savner jeg biddet – det bid, som kortvarigt dukker frem med frit fabulerende »WigWag«, hvor der netop er en sammenhæng mellem den roterende svupper af elektronik og de løbske, ustabile bevægelser i guitar og saxofon.
Når eksperimentet bliver affekteret og ikke behandles med tilstrækkelig nysgerrighed, breder der sig en fornemmelse af anstrengt kunstfærdighed. Så hellere gøre en dyd ud af meditationen – eller give los.
- © Flemming Bo Jensen11/1/2025
The Art of Decay
August Rosenbaum: »Opløsninger«It's seriously clammy as you step down into the Cisterns beneath Søndermarken – humid, with brick columns dripping with condensation and chalk stalactites hanging down. A piano has been left down here for five months, slowly deteriorating. I was skeptical about Opløsninger: yet another Annea Lockwood-inspired work, simply inflicting violence on a poor instrument? And if not, is a composer like August Rosenbaum, who works with short, vibe-friendly piano pieces, the right person to elevate the idea into something greater? Yes, as it turns out, fortunately.
Together with visual artist Ea Verdoner, Rosenbaum has created an installation piece that spans three chambers, and in the first, you indeed see the decayed piano with centimeter-thick mold patches on the keys. As you shuffle along to the second chamber, Rosenbaum sits in the dark in front of a better-preserved grand piano. His playing is both minimalist and grandiose, but it’s the breaks in the composition that truly captivate me. Half motifs, repeated triplets, tritone-like intervals. Rosenbaum loops a captured sound from the decayed piano on a sequencer, gets up, and walks away briskly. He returns and turns up the industrial rumble of a gong, as if he were Trent Reznor in the studio. Combined with choreography about duality, a voice-over about life and birth, and a video about the body and decay, it becomes an exciting and reasonably new depiction of the raw, cold, and arbitrary nature of decomposition.
- © Flemming Bo Jensen11/1/2025
Nedbrydelsens kunst
August Rosenbaum: »Opløsning«Der er seriøst klamt, som man træder ned i Cisternerne under Søndermarken – fugtigt, altså, så murstenssøjler driver af kondens, og kalktapper hænger. Man har ladet et klaver stå hernede i fem måneder, så det langsomt er gået til grunde. Jeg var skeptisk over for Opløsning: endnu et Annea Lockwood-inspireret værk, der bare vil udøve vold på et stakkels instrument? Og hvis ikke, er en komponist som August Rosenbaum, der blandt andet begår sig i korte, vibe-venlige klaverstykker, den rette til at løfte idéen til noget større? Ja, viser det sig heldigvis.
Sammen med den visuelle kunstner Ea Verdoner har Rosenbaum skabt et installationsværk, der strækker sig over tre kamre, og i første ser man rigtigt nok det nedbrudte klaver med centimeter tykke skimmelplamager på tangenterne. Som man sjip-sjapper sig hen til andet kammer, sidder Rosenbaum dog der i mørket, foran et mere velbevaret flygel. Hans spil er både minimalistisk og grandiost, men det er knækkene i kompositionen, der virkelig griber mig. Halve motiver, gentagne trioler, tritonus-agtige intervaller. Rosenbaum looper en gemt lyd fra det rådne klaver på en sequencer, rejser sig og går hastigt væk. Han kommer tilbage og skruer op for den industrielle rungen af en gongong, som var han Trent Reznor i studiet. Kombineret med en koreografi om tosomhed, en voice over om liv og fødsel samt en video om krop og forfald bliver det en spændende og rimelig ny skildring af nedbrydelsens råkolde, vilkårlige natur.
- Marina Botes og Steen Jørgensen. © Isak Hoffmeyer8/1/2025
Kærlighed og poesi under sorte lygter
Jørgensen/Botes: »Dråberne 5, 7, 8 og 11«Mens mange stadig sukker efter at se en fuld Sort Sol igen lyse på den mørkegrå danske himmel, har bandets evighedscrooner Steen Jørgensen, sammen med sin lige så gode halvdel, pianist Marina Botes, skabt musik, der er noget helt andet – noget dybere. Og ja, jeg har set ord som »prætentiøs« og »kedelig« slynget efter duoen, men intet af det hæfter sig på deres nye udspil, som er en serie af intime suiter, hvor Jørgensens spoken word væves sammen med Botes’ fantastiske klaverspil. Hvis ambitionen er at bygge bro mellem det klassiske og det elektroniske, så lykkes det med overbevisning.
Som lyriker, der bevæger sig i samme natsorte landskab som Jørgensen, må jeg kippe med hatten for de stærke, poetiske billeder, der præger Dråberne 5, 7, 8 og 11. Især på pladens længste skæring, den dramatiske »Hul – Dråberne 7«. Mens Jørgensen fabulerer om den indre bys lysende melankoli, bliver musikken en transformation, en forvandlingskugle af ambiente flader, dæmpede strygere og en kvindevokal, der smyger sig ind som en skygge – indtil sangen stiger i dramatisk tempo, med fokus på tekstlinien »En nat i indre kvarter«.
Musikken holdes primært i klavertungt terræn, hvor Botes’ tangenter finder ro i dæmpede pedalslag og lette strygere. Kun i sjældne øjeblikke bryder kompositionerne frem, som på åbneren »Glemsel – Dråberne 5«, hvor kammerorkester og jazzede breakbeats skaber en dragende og nærmest filmisk stemning.
Dråberne 5, 7, 8 og 11 er et dragende, inspirerende og decideret lækkert eksperiment, hvor kærligheden mellem de to kunstnere mærkes i hver tone. Hvis det her er Jørgensens karriere-vinter, tager jeg gerne imod flere mørke varme øjeblikke.
- Yanling. © Christian Neuenschwander6/1/2025
The Perfect Storm
Yanling: »Cymatic«It is rare for an album to be complimented for lulling someone to sleep. But after a month with the album Cymatic by the Swiss-resident, Hong Kong-born Natalja Romine, I have often found myself slipping into dreamland – something I rarely consider a good thing. In the case of Cymatic, however, it is a clear strength. Yanling comes from the world of art music, and the work has already been presented in that context. Still, it stands strong as a piece of cinematic sci-fi ambient. Names like Jean-Michel Jarre, Brian Eno, and Hans Zimmer haunt the album, as modular noise clouds, female vocals, and mysterious electronic pulses and sine waves blend together to create a harmonious tapestry. It is not groundbreaking, and the tracks can be difficult to distinguish from one another. Nevertheless, the captivating piano riffs on »Transmuted« and the gurgling bass synths on »Nebula« stand out. On »Fallen Tempest«, choirs, chords, and reverb coalesce into a higher unity, and on the album's pinnacle, »Aura Nova«, sudden synth stabs threaten to wake one from the dream.
Cymatic is not a masterpiece and can appear on gray days as disposable ambient for a Hollywood blockbuster no one wants to watch. But over time, it grows into a brilliant piece of contemporary art, only suffering from slightly too perfect production and somewhat grandiose gestures. Why get upset over the storm in your teacup if it storms in the right way?
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek