- © Leiter22/10/2022
Møbelmusik lige i øjet
Niels Frahm: LiveDet er nok godt, at Nils Frahm ikke spillede hele sit nye og over tre timer lange album Music for Animals (som i øvrigt ikke indeholder klaver overhovedet!). Plyssæderne i Musikhuset føltes i forvejen alt for behagelige, så hvor meget langsom musik kan det stressede menneske klare? Under sit fine fredagsambientshow optog den tyske musiker aarhusianerne, mens de lavede dyrelyde (fugle, hunde, dinosaurer), som han spillede hen over. Vi er alle (flok)dyr. Vi genkender og banker med fødderne, når vi hører hjertets rytme. For Frahms musik følger sådanne urgamle rytmer, selvom han omgives af tangentinstrumenter, glasorgel og blinkende maskiner, der blinker til os fra fremtiden.
Analog og digital, robust og flygtig, mekanisk og glat. Frahms koncert var uden de store dramaer. Andet end dem, man selv kunne skabe under egne øjenlåg, mens man enten drev langsomt, ikke hurtigt, ud i universet eller bare forestillede sig, at der under en – når man åbnede øjnene – under plyssædet, pludselig var et dansegulv. Fram selv bevægede sig i en art electric slow dance. Ligesom Erik Saties »møbelmusik« kan Frahms æteriske og nydeligt designede musik for dyr nemlig sagtens opleves meget fysisk. Som en Myrestol med ekstra pude på sædet.
I anledning af Music City Aarhus 2022 sætter Seismograf fokus på musik, lydkunst og komponister i Aarhus.
- © Ros Kavanagh19/8/2025
Når traumer møder toner
Emma O’Halloran, Irish National Opera: »Trade« / »Mary Motorhead«To kammeroperaer af den irske komponist Emma O’Halloran, begge baseret på skuespil af hendes onkel, Mark O’Halloran. Den første, Trade, er fuldstændig fængslende og dybt bevægende: historien om to mænd, der mødes for at have sex på et snusket hotelværelse, hvis sammenfiltrede liv er tynget af traumer og kærlighed. Komponisten taler om det »smukke økonomiske sprog« i sin onkels tekst, og det samme kan siges om hendes musik, der lader teksten opbygge mere og mere spænding og intensitet uden at klemme den – men lige så ofte nærmest trækker sig helt tilbage og lader teateret og fortællingen få overtaget. Den vokale skuespilpræstation er fremragende.
Den stilistiske opfindsomhed i Trade, hvor de to karakterer tegnes så levende, vender tilbage i monologen Mary Motorhead, men med mindre held. Her kan de musikalske samples komme til at stå i vejen for vores blik ind i fangen, der fortæller om sit hårde liv, inden hun splittede sin mands hoved med en kniv. Sammen med Trade understreger det dog kun O’Hallorans talent for teater og hendes sikre musikalske håndelag. Ville det være for meget at håbe på en eller to virkelig teatrale, fortællende operaer som disse i den avantgardistiske del af Copenhagen Opera Festival?
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek
- © Ros Kavanagh19/8/2025
Trading Trauma For Truth
Emma O’Halloran, Irish National Opera: »Trade« / »Mary Motorhead«Two chamber operas by Irish composer Emma O’Halloran, both adapted from plays by her uncle, Mark O’Halloran. The first, Trade, is utterly compelling and deeply moving: the story of two men meeting for sex in a grubby hotel room, whose intertwining lives are burdened by trauma and love. The composer writes of the »beautiful economy« in her uncle’s language and the same could be said of her music, which charges the text with more and more tension and urgency without cramping it – but just as often barely registers at all, letting theatre and storytelling rule. The vocal acting is outstanding.
The stylistic resourcefulness of Trade, in which the two characters are so vividly drawn, returns in the monologue Mary Motorhead but with less success. Here, musical sampling can get in the way of our view of the prisoner, who tells of her troubled life before she split her husband’s head open with a knife. Taken with Trade, though, it only emphasizes O’Halloran’s brilliance with theatre and deft musical hand. Would it be too much to hope for one or two truly theatrical, storytelling operas like these in the avant-garde strand of Copenhagen Opera Festival?
- 12/8/2025
Modstandens trommer
Maria Faust Sacrum Facere: »Marches Rewound and Rewritten«Med sit seneste album har saxofonisten og komponisten Maria Faust sat det politiske i centrum af jazzen – i den lange tradition efter Ornette Coleman, Miles Davis, Charlie Haden, Fred Frith og Tom Cora, for blot at nævne nogle få. Det overraskende er hendes valg af genre: marcher, som i sig selv ikke er en traditionel jazzform. Hvis Charles Mingus for eksempel hyldede New Orleans’ marching bands, er Fausts valg uden tvivl mere konfrontatorisk. De marcher, hun manipulerer og nedbryder indefra, er ikke af den underholdende slags – medmindre man er general – for de tilhører den militære og nationalistiske kategori.
Fausts musik ville passe perfekt til stykker som Alphonse Allais’ Père Ubu og Bertolt Brechts Den afviselige opstigning af Arturo Ui, i kraft af dens brug af det groteske som en kreativ drivkraft. Fausts geni ligger dog ikke i at forvandle disse marcher til fjollede cirkusfanfarer, men i at skabe et ægte truende rum i musikken – gennem kaos, men også gennem hjerteknusende dissonanser, som kan høres som et ekko af grådkvalte klagesange over de faldne i krig. Hendes relativt store ensemble – syv musikere plus hende selv – bestående af seks blæsere og to trommeslagere/percussionister, skaber et perfekt harmoni-disharmoni-univers, som hvis Charles Mingus og Sun Ra havde arbejdet sammen.
Marches Rewound and Rewritten er et skelsættende og vigtigt album, som lyser mørkt i disse svære tider og minder os om, at alt er politisk – især musik.