God idé: en hel koncert med musik af Roger Reynolds, den eksperimenterende amerikaner, der vandt en Pulitzer i 1989, men hvis musik ikke lyder så eksperimenterende længere.

Selv hans nyeste musik. Nørrebro var vært for verdenspremieren på Reynolds nye obokoncert Journey, som en del af Matthias Reumerts minifestival Offbeat. Det er et stykke helt uden rodfæstning – en roadmovie, der kun minimalt er tro over for toneart, materiale eller system, mens den springer frem gennem en række mystiske billeder. Jacqueline Leclair spillede det karismatisk. Nødvendigt, da der kun synes at være lidt ud over overfladelyd i stykket.

Mistral satsede på Reynolds taksonomiske tendenser. Det er et partitur, hvor instrumentgrupper holder sammen, inden de danner skrøbelige koalitioner på tværs af klanglige grænser – en proces, der kaster dem ud i mani. Værkets antifonale kvaliteter og brølende messing råbte efter et større rum end Koncertkirken, eller blot en anden rumlig konfiguration.

De, der blev hængende efter et timelangt interval forårsaget af en lægelig nødsituation, blev belønnet med aftenens højdepunkt: Transfigured Wind III. Igen helliger Reynolds her sig til en musikalsk gestus: en solofløjte græder, pruster og puster (nogle gange forførende, nogle gange klichéfyldte) og bliver besvaret af en række delikate ensemble-ritornelloer, der forvandler det samme materiale. Kerstin Thiele spillede den med en glød pænt afbalanceret af Reumerts cool dirigering.

Med sin tålmodighed gik dette sidste stykke dybere – dets enklere struktur trak flere nuancer fra Reynolds og gav os et klarere overblik over hans kvasi-spektrale æstetik. Er den æstetik stadig noget værd? Reynolds hævder, at ingen kan sætte pris på hans musik via en enkelt lytning. Jeg har bestemt brug for mere overbevisning.