• »Over Vadehavet«. © Per Pedersen
    31/10/2021

    Sange på gennemrejsen

    Hans Rønne: »Over Vadehavet – musikalsk ode til himlens fugle«

    Da St. St. Blicher i 1838 skrev Trækfuglene: En Naturkoncert, følte han, døden snappede ham i hælene. Melankolien hviler over digtsamlingen, men også en længsel mod naturen og rejsen. I Hans Rønnes nye forestilling Over Vadehavet skeles der til Blichers lyriske hovedværk – med ny dramatisk tekst af Jens Kepny Kristensen og musik af Uta Motz. Tre amatørornitologer, Frikke, Iversen og Gram, sidder på deres vante observationspladser og småskændes om, hvem der har set flest fugle i år. Gæs skræpper foroven. Naturen synger for mennesket. Samtidig gennemsyres det hjemlige af udlængslen. Buret er ved at sprænges. Frikke, søn af Iversen, længes bort. For også han er kun her på træk. Men vil moren lade ham sprede sine vinger?

    Rønne kalder forestillingen en musikalsk ode til himlens fugle. Det er den også – til dels. Der synges uddrag af Blichers egne tekster, og Motz eksperimenterer med fugletællerens mekaniske rytme i tandem med skuespillernes 'mimicry' af fuglenes sang og lyde. Det sidste kunne der have været mere af. Der er et stort potentiale i at lade menneskestemmer åbne sig mod mere dyriske toner. Det sker desværre kun glimtvis i Over Vadehavet.

    Det er dog stadig et fint, lille værk. På et tidspunkt når vi at kede os. Sådan er det at se på fugle. Man venter i dage, før man spotter en eleonorafalk eller en citronfinke. Dette afspejles i fortællingen, som tager en uventet drejning, da de tre karakterer tvinges til at gøre op med vante opfattelser af ophav og tilhørsforhold. Kedsomhed er en formidabel aktør i udviklingen af 'suspense'. Fuglene bliver det gennemgående motiv, der illustrerer figurernes tanker om endelighed og frihed.

     

     

  • © Hans Sydow
    9/12/2021

    Gid englene stadig sang for os

    Hans Sydow: »Sydow Sound«

    »Julen har ingen lyd« er lågen 6. december, og det tiende værk på Hans Sydows julede 25 års-jubilæumsalbum (der både kan opleves fra sofaen og i en live-udgave på Musiktorvet i København hver time helt til jul). Radiovært Ole Corneliussen læser juleevangeliet (Lukasevangeliet, kap 2 vers 8-14) op og i bedste radiostil skal jeg først lige tunes ind på hans kanal. Men han er ikke alene, hviskende stemmer omgiver ham, og giver i brudstykker teksten til »Et barn er født i Betlehem«. Spillet på »Julen har englelyd« leder selvfølgelig straks tankerne hen på de engle, der forkynder os og hyrderne, at frelseren er født. Og ligesom hyrderne mærker jeg mere frygt end tryghed ved de stemmer, der pludselig strømmer ud af højttalerne. Er det sådan det føles at høre engle? Akusmatiske stemmer er åbenbart ikke lige. 

    Sydow opstiller en sjov kontrast mellem den tydeligt gammeldags radiodiktion fra Corneliussen og de hviskende, insisterende og meget forvirrende englestemmer. Jeg får klart lyst til at bede englene tage formidlingstimer hos Corneliussen, men pludselig er de væk – nummerets halvandet minut er overstået og efterlader en underlige følelse af… tab

    Effektivt får Sydow mig til at længes – ikke så meget efter den nostalgiske forkyndelse af det glade budskab op til jul, men mest efter de engle jeg før var frygtsom over for, for de tvang mig til at lytte efter, hvad de sagde. Fremover vil jeg foretrække hviskende besøg af engle, der forkynder julesalmer over ethvert pænt og fromt kirkekor. I hvert fald nu, hvor Sydow har åbnet mine øre for det og bragt lidt gudfrygtighed tilbage. 

     

  • © Tomutonttu: »Hoshi«
    3/12/2021

    Tomutonttu: »Hoshi«

    Finsk stjerneskud. AH!

    Den finske multikunstner Jan Anderzén har med albummet Hoshi, udgivet under solonavnet Tomutonttu, begået en i sandhed lille stjerne. Ikke kun fordi 'hoshi' bogstaveligt talt betyder 'stjerne' på japansk, men tillige i særdeleshed i kraft af selve musikken. Der er noget kosmisk, men samtidig uendeligt småt, over de lyduniverser, som Anderzén skaber. Som en galakse reflekteret i en vandpyt eller en rumrejse i en raket udformet af en hul træstamme. Synths afgiver travle, varme blip og blop, mens ultrakorte stemme- og instrumentsamples skaber en genkendelig uklarhed. På samme tid artificiel og organisk, blød, rund, kantet, skrattende.

    Anderzén har en legesyg tilgang til lyd, som jeg simpelthen knuselsker. Hans musik er underlig på en utroligt behagelig måde. Den hensætter mig i en form for farverig trancelignende tilstand, som kun forstyrres, når jeg, adskillige gange i løbet af albummets spilletid, kommer til at trække på smilebåndet i begejstring over en virkelig god lyd. Synthsene på »Katse osuu sähköön!« Korsamples på »Kesä oli äkkiä ohi!« Milo Linnovaaras fløjte på »Malta lausua ‘AH’!« Og mange flere. Hoshi er et album spækket med mikroskopiske øjeblikke, der tilsammen udgør et flosset, eksploderende, farvestrålende idiosynkratisk hele. En stjernestund på knap 38 minutter. 



     

     

     

  • © Ólafur Gestsson
    3/12/2021

    At jage solen

    Ars Nova Copenhagen: »Book of Mountains and Seas«

    Publikum på Takkelloftet blev suget ind i et sort og abstrakt mytisk univers til Book of Mountains and Seas, et musikdramatisk værk af komponisten Huang Ruo og dukkeførermesteren Basil Twist. Det var intenst og urovækkende med 2400 år gamle kinesiske skabelsesmyter, som blev fremmanet af seks dukkeførere, to slagtøjsspillere og tolv sangere fra Ars Nova Copenhagen. I det sorte tomrum dukkede sangernes oplyste ansigter frem som flyvende æg, kropsløse og uidentificerbare. Med flakkende øjne kiggede de ildevarslende op for at følge Paul Hillier, som dirigerede bag publikum, og det føltes voldsomt og næsten grænseoverskridende at sidde imellem dem i en konstant strøm af højkoncentreret chi-energi.

    Dukkeførerne bevægede sig omkring koret og formåede at skabe liv i kæmper, fugle, sole, floder ved hjælp af døde træstammer, lysende rispapirslamper og bølgende silke. Det var imponerende effektfuldt, og dukkeførernes kroppe og bevægelser gav de store abstrakte myter en form for menneskelighed og anskuelighed.

    Musikalsk var værket splittet mellem amerikansk minimalisme og kinesisk traditionalisme, og samspillet mellem slagtøj og stemmer bidrog til værkets ritualistiske karakter. Kinesiske sætninger blev sunget med nordisk accent og vokalfarve i konflikt, og fravalget af overtekster gjorde, at det var umuligt for et dansk publikum at tyde, hvad der blev sunget om. I stedet måtte man altså blot overgive sig til det uforståelige – klangene, stemningerne og drømmebillederne på scenen.

     

  • © Steffen Jørgensen
    1/12/2021

    門Mon – Port til ensomhed

    Olga Szymula: »門Mon«

    Under en konstant stråle af sand stod en performer. Sandet faldt ned over hendes skuldre, og det begyndte pludseligt at klø overalt på min krop. Der var helt stille på Teatret Gruppe 38. I komponisten Olga Szymulas 門Mon foregik al lyd binauralt i høretelefoner. Abrupte syntetiske lydflader, japansk oplæsning af fragmenterede tekststykker og evigt tilbagevendende elektronisk ødelagte korflader fløj helt tæt om ørene på os. 

    Bag performeren, der langsomt begyndte at dreje rundt under sandstrålen, afspejlede abstrakte videoanimationer den komplekse lydside. Gennem animerede sandbølger, der konstant ændrede form, og forvredne, japanske naturbilleder rejste vi gennem en verden af ensomhed, hvor en fornemmelse af noget unheimlich var medpassager. 

    At forsøge at forstå 門Mon til fulde var umuligt, og måske også overflødigt. Der foregik en sammensmeltning mellem kulturelle udtryk og traditioner. Alle forsøg på meningsdannelse blev forvrængede og afbrudte, som om de mange lag af sprog og udtryksudvekslinger mellem medier dannede deres egen utilgængelige virkelighed.

    門Mon var med lyd, performance og videokunst i én samlet pakke højdramatisk og samtidig – uden at miste intensitet – uendelig langsom. Jeg sad i mørket, mens jeg blev opslugt af det evigt dalende sand, der faldt ned over performerens krop og fik indtryk af at være en del af en smuk eksplosion i slowmotion, i en verden fyldt med statisk dramatik. 

     

  • Jakob Kullberg. © Søren Rønholdt
    28/11/2021

    Der var engang en westerncellist

    »Niels Rønsholdt: »Country«

    Lad os bare få fyret konfettikanonerne af med det samme. Carl Prisens hæder som årets komponist 2021 vejer ikke for tungt på skuldrene af Niels Rønsholdt, hvis du spørger mig. Den indspillede udgave af cellokoncerten Country – bestilt af hovedrollen Jakob Kullberg – er så vellykket, at den sagtens kan bære en triumfbue af statuetter og rosende ord.  

    Den rønsholdtske signatur er ikke til at tage fejl af. Det handler om performerkroppen. Kullberg vender celloen 45 grader, omfortolker den som westernguitar og synger inderligt om en oprindelsesløs tid i det erobrede Amerika. En følsom trubadur omgærdet af bittersøde molklange, der både smager af hjemløs saloonfolklore og fremmedgjort Broadwaymusical. 

    Rønsholdt vinder ikke nyt land i arbejdet med solistrollen, hvis altså man hører Country som et frigørelsesprojekt. I stedet hører jeg på indspilningen en nøjeregnende sammensætning af autenticitetsmarkører. Trubadurismen gør et godt modspil til institutionssolisten, der pligtskyldigt river og flår i strengene, som vi hører det på »Trees (I)«. På »We Don’t Ride the Same Horse« stivner disneydramaet i refrænet, idet prærieidentitetens blå tone falder på det mest karikerede 1-slag i affraseringen. 

    Den største fornøjelse er ikke Kullbergs hovedrolle men derimod det birollecast af samplestemmer, som dikterer flowet, klangen og det solistiske fokus i værket. Stemmerne skaber legeringen mellem komponist, orkester og solist: en sammensat krop. Autenticiteten kommer alle mulige steder fra, lader værket til at fortælle os. Den er ikke kun repræsenteret i det oprindelige, nærværende og skrøbelige.