kortkritiklive

14.04.2024

»Skal han spille på tre klaverer?«

August Rosenbaum: Klaverkoncert

»Skal han spille på tre klaverer?« spørger en dreng. »Det kan være, han har lært at spille med fødderne?« siger en voksen mand. Publikum på vej ind i DR Koncerthusets Koncertsal kommenterer setuppet til August Rosenbaums klaverkoncert. Det er virkelig besynderligt med tre Steinway-flygler linet op – faktisk komisk.

Da koncerten gik i gang, bildte jeg mig ind at kunne høre forskel på instrumenterne, men ville nok dumpe en blindtest. Udover lidt leg med staccato på et flygel og pedal på et andet, var setuppet rent ud sagt uudnyttet. Klaverspillet var mangelfuldt, domineret af én måde at spille på: Pedalen i bund, en aktiv højrehånd primært i mellemlejet, en venstrehånd med et afdæmpet akkompagnement, og rigtig meget repetitionsteknik.

Det føltes som en tyngdekraft, Rosenbaum ikke kunne undslippe. Ingen idé eller retning kunne løsrive sig, og man vendte altid tilbage.

Når der er to flygler til en koncert, plejer det ene at være præpareret. Rosenbaum havde tre(!) uden at bruge en eneste skrue, mønt eller bordtennisbold. Burde det ikke være kriminelt? Heller ingen udvidede teknikker såsom clusters eller spil med sin håndryg blev brugt.

Lysshowet var charmerende, til tider imponerende. Det kræver dog mere god vilje, end jeg har at kalde aftenen for en audiovisuel koncert, som programteksten fortalte mig. På vej ud hørte jeg en anden mand sige »Det var sgu meget spændende at høre ham spille.« Det synes jeg ikke.

playliste

21.09

Mit navn er Luca Quintavalle – vil du se min playliste?

»Musik er den bedste måde at opdage mig selv og forstå verden omkring mig på.«

Luca Quintavalle er cembalist, fortepianist og dirigent. Han har optrådt med ensembler som Concerto Köln, Harmonie Universelle, Mozarteum-orkestret i Salzburg og Kölner Kammerorchester på spillesteder og festivaler såsom Kölner Philharmonie, Salzburg-festivalen og Enescu-festivalen. Han var cembalist i Les Musiciens du Prince under ledelse af Cecilia Bartoli i mere end fem år og har dirigeret ensembler som orkestret og koret ved Teatro dell’Opera di Roma, Concerto Köln og Deutsche Kammerakademie Neuss. Hans udgivelser tæller blandt andet albummet Mirrors, der er udgivet af Berlin Classics og har modtaget en OPUS KLASSIK-pris.

kortkritiklive

21.09

Trombonen finder sin stille side

Francisco Coll: »Tapias«

Stavanger Concert Hall, 17.09.26

Andrew Mellor

Som 19-årig skrev den spanske komponist (og trombonist) Francisco Coll en vild og uregerlig trombonekoncert, der pressede instrumentet ud af dets komfortzone. 22 år senere har han skabt et nyt værk med noget af dette materiale. Dets ambitioner er de stik modsatte.

Tapias omfavner trombonens lyriske, æteriske kvaliteter. Det er ikke en koncert, insisterer Coll. Måske kan det beskrives som en række fresker for trombone og orkester. Uanset kategori er det et forførende værk, som torsdag blev født på smukkeste vis af Ian Bousfield, dirigenten Nuno Coelho og et Stavanger Symphony Orchestra med en overdådig klang.

Komponister fra Sibelius til Turnage har reageret mod karikaturen af trombonen som et bramfrit og klovnet instrument ved at udforske dens mørkt tonede lyrik. Coll går et skridt videre og placerer sin solists indadvendte, intervalbaserede melodier i stemningsmættede og udfordrende orkestrale sammenhænge. Solistens linjer kan minde om spraymalede streger på vægge, der allerede er dækket af historiens, udsmykningens og graffitiens patina.

I begyndelsen synes trombonen at søge hvile. Anden sats trækker den i retning af større bevægelighed, men dansen holdes tilbage: en lagdelt begravelse af alle mulige rytmer fra flamenco til hiphop. Store blokke af fyldig harmonik lægger effektivt låg på boogie-bevægelserne.

Trombonen finder fred i sidste sats – dens lange, sjælfulde melodier bliver mere eftergivende. Men først har Coll fremmanet øjeblikke af enorm harmonisk spænding og bevidst orkestral pragt. De stod godt ved siden af Coelhos intense opførelse af Sjostakovitjs 5. symfoni efter pausen. Men Bousfields hjertevarme rejse gennem Tapias, hvor han lød helt i ét med orkestret, vil være den oplevelse, der bliver længst i hukommelsen.

playliste

21.09

Vi hedder Echo, Bravo – vil du se vores playliste?

»Musik for os er en transcenderende kraft med transformativt potentiale, som vi får lov til at mærke og forme, når vi laver lyd sammen. Det er en mulighed for at beskrive ens inderste universer uden ord og den bedste måde, et introvert menneske kan udtrykke stærke følelser højlydt.«

Med rødder i Københavns eksperimenterende jazz- og punkscene udfordrer Echo, Bravo forestillingen om, hvordan et rockband kan lyde. Kvintetten blander post-punk, free punk og støjrock i et råt og uforudsigeligt lydbillede. Selv beskriver de musikken som en slags »tøm-køleskabet-suppe«, hvor forskellige rester får lov at mødes. »Bør nydes som et varmt måltid i en kold branche.«

playliste

16.09

Vi hedder Barselona – vil du se vores playliste?

»Musik for os er en passion, en levevej og et samlingspunkt for os og vores bedste venner i bandet.«

Barselona består af Rud Aslak og Rasmus Theodor. Bandet blev startet i 2016 efter et år på Ollerup Musikefterskole og har siden udgivet fem plader og to EP'er, senest albummet Tag Min Hånd, Så Slipper Vi, som udkommer i september 2026.

playliste

14.09

Mit navn er Abel Alazo Rangel – vil du se min playliste?

»Musik for mig er menneskelighed, fællesskab, et smil, en samtale, et øjeblik, en evighed.«

Abel Alazo Rangel er grundlægger, kurator og producer af Nova Concerts Series i København. Nova begyndte som festival i 2003 og blev relanceret som koncertserie i 2023. Gennem Nova præsenterer han musikere og skaber musikalske møder på tværs af den cubanske, latinamerikanske, danske og internationale musikscene.