Der er, tænkte jeg, da jeg læste pressemeddelelsen for komponist og lydkunstner Runar Magnussons Sub-Photic Scenario, en beundringsværdig flabethed i, som Magnusson gjorde, at kræve, at ens musik bliver lyttet til på kvalitetshøjttalere. Af ren og skær trodsighed forsøgte jeg først at lytte til albummet via de indbyggede højttalere i min mobiltelefon, men måtte hurtigt sande, at han har en pointe: Det ultralavfrekvente lydbillede på Sub-Photic Scenario er bogstaveligt talt uhørligt, indtil det får lov til at komme til sin ret på, ak, et par kvalitetshøjttalere. Så hermed en opfordring til læseren: Få surround sound-systemet, som du aldrig lige fik installeret, op af flyttekassen, ja, også subwooferen, og bliv overvældet af Sub-Photic Scenarios ekstremt detaljerede, taktile og sansemættede univers. For albummet fortjener det.
Det er ikke tilfældigt, at jeg bruger ordet univers: Albummet er som en kæmpemæssig galaktisk konkylie, som, hvis du holder den mod dit øre, indeholder ikke blot det brusende hav og den ruskende vind, men også det ydre rums uendelige, vægtløse tomhed, den dybe rumlen fra de tektoniske plader, der langsomt flytter sig, og det glødende trykkammer i jordens indre. Sub-Photic Scenario kan bedst betegnes som en form for ambientmusik, men albummet kunne ikke være længere fra genrens typiske troper: Lyden er ikke let og sfærisk, men tung som var den foret med bly; den hænger ikke i rummet som bølger af lys, men står som var den hugget i granit. Hvis altså du kan modstå fristelsen til at afspille den på din mobiltelefon.
Tarantula præsenteres som »dokumentaropera«, en genre skabt af Mauro Patricelli. Værket tager afsæt i tarantismen – myten om edderkoppens bid, der udløser vanvid og den ekstatiske dans, der helbreder – og fletter den sammen med Et Dukkehjem og Napoli af August Bournonville. Ambitionen er klar: at spejle kvindelige erfaringer med mani, undertrykkelse og fortolkning gennem historien. Scenografien understøtter det dokumentariske greb. Fem svævende skærme viser tekst, arkivmateriale, en danser og en professor karakter, der didaktisk udlægger værkets kilder. Samtidig står fire musikere og sopranen Signe Asmussen på række.
Musikken veksler mellem lange, nøgne linjer og repetitive, rytmisk komplekse figurer, tydeligt inspireret af tarantellaen. Men netop kompleksiteten bliver en hæmsko: afhængigheden af click-track og noder giver et mekanisk præg, der strider mod værkets påståede dæmoniske og kropslige energi. Det største problem er balancen mellem forklaring og fortolkning. Professorfiguren dikterer konstant læsningen og undergraver værkets egne kritiske ambitioner – ikke mindst når den samtidig problematiserer et »male lens«. Også forholdet til Ibsen fremstår som en forsimplet, næsten fejllæst illustration snarere end en reel fortolkning.
Lyrikken – primært bestående af historiske kilder og akademiske formuleringer – tynger dramaturgien. Når et brev om Ibsens kendskab til tarantismen ophøjes til dramatisk klimaks, bliver det svært at mærke, hvad der egentlig står på spil. At teksten både synges, projiceres og udleveres i librettoform, forstærker følelsen af redundans. Til sidst sidder man tilbage med en fornemmelse af at have deltaget i en forelæsning snarere end en opera. Min sidste note inden tæppefald: Will this be on the test?
»Musik er for mig lige noget for mig.«
Christian Juncker er en dansk musiker og sangskriver, som har udgivet en række dansksprogede album. Han debuterede i 1995 med bandet Bloom. Sammen med sin ven Jakob Groth Bastiansen dannede han duoen Juncker i 2002. Han står også bag julesangen »Luk julefreden ind« fra 2024.
»Musik for mig er et sted at møde både sig selv og andre i følelser. Det er frihed, fælleskab, individualitet, sprog og udtryk.«
Den danske kunstner Alice Ai forener følelsesmæssig dybde med elektronisk slagkraft og en punket energi. Hendes lyd bevæger sig i spændingsfeltet mellem det sårbare og det konfronterende – mellem det menneskelige og det syntetiske. Denne dobbelthed er indlejret i hendes navn: »Alice« refererer til nysgerrighed og eventyrlighed, og »Ai« peger mod det kunstige og teknologiske. Sammen danner de fundamentet for et kontrastfyldt univers, der gennemsyrer både hendes musik og kunstneriske persona. Alice Ai spiller på årets Roskilde Festival.
»Musik for mig afslører tomheden i grænser og definitioner – i bevidstheden, i rummet og i musikken selv.«
Idan Elmalem er en oud-spiller og komponist, der arbejder på tværs af verdens- og populærmusik, og præsenterer nu sin debut-instrumentale EP og liveoptrædenprojekt. Efter mange års samarbejde inden for den israelske musikscene vender han sig mod en mere personlig og intim musikalsk stemme, hvor han blander traditionel oud med en moderne sensibilitet. Inspireret af sine studier med mester Nissim Dakwar udforsker Elmalems musik rummet mellem tradition og innovation. Hans debut-EP, Time, indeholder tre live-indspillede stykker, der bevæger sig mellem fortid, nutid og fremtid og kombinerer klassiske arabiske og persiske elementer med jazz, minimalisme og filmisk lyd. Elmalem, der er baseret i Tel Aviv, trækker på sin marokkansk-danske arv i sit arbejde. Han er uddannet fra Jerusalem Academy of Music and Dance og er i øjeblikket i gang med en kandidatgrad i etnomusikologi ved University of Haifa, sideløbende med sit arbejde som musiker og komponist.
»Musik er den førsproglige og førlogiske kunstform, der lader os tilgå dele af bevidstheden, der endnu ikke er tænkt. Man kan nogle gange blive bevidst om, hvad en sang betyder flere måneder senere og få en indre problematik til at forløse sig. Musik er også samarbejde og community. Den danske scene for hård musik er et fantastisk sted i disse år, hvor artister støtter hinanden og samarbejder på kryds og tværs. På den måde bliver musik ikke en konkurrence, men et fællesskab om hele tiden at bevæge sig fremad.«
To kræfter på den danske undergrunds-scene, MEEJAH x HIRAKI, har slået sig sammen på udgivelsen INTERWOVEN (Pelagic Records). De to bands tilhører den danske metal-undergrund med fælles referencer som The Body, The Armed, Chelsea Wolfe & Converges Bloodmoon og Death Engine. HIRAKI udgav deres debutalbum Stumbling Through The Walls i 2021 (Nefarious Industries). Fulgt op af ALTERER – Stumbling Through The Walls REWORKED i 2022 og HIRAKI har turneret i Norge, været support for The Armed i Tyskland og har samarbejdet med Kh Marie. Dansk-koreanske MEEJAH udgav Queen of Spring i 2021, som blev nomineret til en Steppeulv, og indspillede en KEXP Live Session under månenytåret i 2024. Meejah har turneret i Sydkorea og varmet op for Blonde Redhead og Jambinai. MEEJAH og HIRAKI har begge spillet på A Colossal Weekend og har også krydset veje i doom-rave-kollektivet John Cxnnor.
