• Alexandra Hallén og Krumbuktus opførte en række værker under overskriften »Alexandras Spectacle«. © Alexander Banck-Petersen
    4/6/2021

    Til rave med Teletubbies

    Klang Festival: Alexandra Hallén & Krumbuktus

    »Nu kan alt ske, lige om lidt kommer Alexandra flyvende gennem ruden.« Jeg overhørte denne kommentar, mens vi ventede på at blive lukket ind i Koncertkirken. Døren gik op, og fire væsener med kæmpe papmachéhoveder og tylskørt lukkede os ind. Til en scenografi, der bestod af et bur bygget af neonrør. Oh yes, alt kan ske nu, tænkte jeg og trådte ind i en verden af tyl, pap, neon og teletubbier fra mine dybeste mareridt.

    Koncerten vekslede mellem kropsligt performanceteater, hvor lyden kom fra de mange mikrofoner, der var sat i neonburet, og ravemusik af den type, man går til klokken tre om natten på Roskilde. Fire sortklædte mænd i helt hvide høje hæle udførte to forskellige, velkoreograferede serier med hælene som percussion. Senere så vi fire hvidklædte kvinder, bundet sammen i et stort stykke stof, binde snore på kryds og tværs af buret for herved at skabe musik, når de kastede sig mod stoffet og kun blev holdt af de andre. Jeg sad på kanten af mit sæde, hver gang en af performerne var ved at falde, hvilken intensitet!

    Men mest fascinerende var kontrasten, da ravemusikken begyndte at spille og de fire stagehands tilfældigt, men effektivt fjernede alle paprørene fra neonburet. Ravets uplanlagte koreografi af kroppe, der intuitivt vidste, hvor de skulle hen, til de elektroniske og prædefinerede rytmer, rundede fint aftenen af, da de nu otte mareridts-teletubbier dansede rundet i salen. Jeg er stadig ikke sikker på, hvad der skete – men nøj!

  • © Randi Pontoppidan
    23/5/2022

    Verden gennem fortættet vanddamp

    Randi Pontoppidan & Povl Kristian: »Life in Life«

    Antydningens kunst. Er det ikke den, der hersker her? Jeg kigger op mod himlen og ser regnvåde skyer, lukker øjnene og lytter til vindspillet på albummets åbning. Noget sætter sig i bevægelse.

    Klokkerne camouflerer sig hurtigt som elektroniske lysglimt, virkeligheden i let forvrængning. Da Pontoppidan træder ind med sin luftige og nære vokal – et blidt kaudervælsk – lyder det fonetiske vemod som et farvel til verden, som vi kender den.

    Vi er trådt ind i en drøm. Jeg åbner øjnene og ser lyset skubbe skyerne rundt. I den nye verden mødes jeg af besatte vokalloops og dybe toneklynger i Povl Kristians afmålte klaverspil. En ursuppe. Cirklende akkordbrydninger chanter Pontoppidans længselsfulde, diskante linjer frem.

    Hun gisper efter vejret, synger på ind- og udåndinger. Det lyder som en ny verdens fødsel. Og som et blidere supplement til Marcela Lucatellis mere monstrøse, ligeledes ordløse vokalkunst. Tilbageholdt antydning.

    Life in Life indeholder kimen til et verdensopbyggende værk i større format. Det er mere interessant, når albummet viser virkeligheden gennem et slør – som på afslutteren »Rise«, hvor man ligesom befinder sig i fjern nærhed af en chanteuse – end når det søger meditativ ro på »Ocean of Bliss«.

    Den forunderlige udgivelse er bedst, når Pontoppidan løfter os ind i den urolige drøm. Op i de grå skyer, hvor man ser ned på en forandret verden gennem fortættet vanddamp. Deroppefra ligner alting akkurat ikke sig selv. Sikke et syn.

     

     


     

  • © Morten Riis
    16/5/2022

    Betagende båndstøj

    Morten Riis: »Lad enhver minde os om«

    Med kun synths og kassettebåndoptagere har Morten Riis skabt et album, der med sine selvpålagte begrænsninger opnår en fascinerende dybde. Et album, der med meget få virkemidler siger virkelig lidt og på samme tid virkelig meget.

    Små musikalske bidder driver ind og ud af det hørbare felt. Ringer ind, brummer, hviner, hvisler og ringer ud igen. For det meste støt op og ned som et åndedræt, med lejlighedsvise bratte ophold. Mere eller mindre påvirket af kassetteformatets inhærente båndstøj. Selv de mest tyste øjeblikke er underlagt denne summen. Jeg elsker den tilstedelighed, det afføder. Teksturerne er nærmest fysiske. 

    Albummet har en meget åben lyd. Den er minimalistisk, sommetider smuk. Men oftest er den der bare. Gør ikke megen væsen af sig på en utroligt tiltalende facon. Det ene øjeblik lyder det meget jordnært, det næste – sakralt. Riis leger med tyngde og lethed, og tyngdens lethed og lethedens tyngde på en måde, der synes at ophæve alle gængse relationer mellem dem. Som for eksempel nummeret »den støjende sol«, der i realiteten ikke spiller meget højere end resten af musikken, rent decibelmæssigt, men alligevel brager gennem højttalerne på hidtil uhørt maner. 

    Det er betagende, hvor rigt, dybt og bevægende et stykke musik, Riis har sammensat af så undseelige elementer. Hans stille støj er tavs som en skygge i hjørnet af et rum – og kraftfuld som skyggens skaber og ødelægger. 

     

  • © PR
    10/5/2022

    Ekstasens flygtighed

    Croatian Amor: »Remember Rainbow Bridge«

    Remember Rainbow Bridge oser af savn. Man vil nok med forholdsvis sikkerhed kunne postulere, at i hvert fald størstedelen af dette album må være blevet skabt under coronavirussens langvarige åg. Det mærkes. Klassiske Croatian Amor-grundpiller er stadig til stede, men på nærværende udgivelse er de parret med en langt mere klubbet, poppet lyd, end denne lytter er vant til.

    Simple men effektive synthmotiver kombineres med deciderede technobeats. Analoge instrumenter og samples. Spøgelsesstemmer, der det ene øjeblik beretter om ekstasens flygtighed, og det andet blot sukker længselsfuldt. En form for post-faktum-stemning hersker. Det er som om, det er musik til efter, noget er sket. Mindemusik. Musik, man sætter på på vej hjem midt om natten fra en eller anden fest – stadig begejstret over begivenheden, men også tilsnigende trist over dens afslutning. Høj på livet og bare udkørt. En bittersød melankoli.

    En gang imellem savner jeg lidt mere bitterhed og lidt mindre sødme. Albummets lyddesign er utroligt veludført, og mens det i sig selv utvivlsomt skal regnes for noget positivt, så har det samtidig den slagside, at jeg godt kan komme til at sukke efter noget mere grus i maskineriet. Når det er sagt, så er jeg taknemmelig for, at Rahbek til stadighed stikker til de forudindtagede holdninger til, hvordan et Croatian Amor-album kan lyde. Remember Rainbow Bridge er således en værdig tilføjelse til hans mangefacetterede diskografi.

     

     

     

  • © PR
    4/5/2022

    Musical forude!

    Matias Vestergård: »Korte breve fra en lang rejse«

    Et hørespil! Det er de færreste komponister, der trækker den kanin op af hatten ved deres debutkoncert. Men det gjorde Matias Vestergård, da han afsluttede sine studier ved DKDM i slutningen af marts. Missede du det? YouTube!

    Det er egentlig først halvvejs i Korte breve fra en lang rejse, at værket rigtig kommer til sin ret. Indtil da har musikken holdt sig på afstand: koret og kammerensemblets evindelige – okay, ganske muntre – staccato, sopranens messende talesang om sin verdensomsejling og en hang til effektmageri, som retfærdigvis kan tilskrives hørespilgenren.

    Men så samles herresangerne – klædt som matroser – om et akkordeon og kaster sig ud i charmerende pastichesang. Sopranen (selveste Signe Asmussen) slutter sig til og slipper for første gang kræfterne løs. Pludselig smager det af noget, og resten af de otte scener vender op og ned på hele rollefordelingen.

    Til sidst har hørespillets skuespiller, Signe Thielsen, overtaget rollen som sanger, mens Asmussen stjæler hendes megafon. Alle, selv musikerne, har forladt deres plads, og i ottende scene vandrer en mikrofon rundt på scenen, samtidig med at klaveret trækker i retning af musical.

    Sådan en, en storslået musical, håber jeg, efter at have set det ganske finurlige, timelange hørespil, at Matias Vestergård kommer til at skrive, nu han er sluppet ud af konservatoriet. Og det er altså ikke hånligt ment!

     

     

     

     

  • © PR
    1/5/2022

    Glitchede traumer på væggen

    Yeule: »Glitch Princess«

    Inden singaporeanske Yeules andet studiealbum, Glitch Princess, slutter af med en knap fem timer lang synthmeditation, er der allerede sket en del. 

    Hovedpersonen har præsenteret sig selv med netop glitchet stemme på »My Name is Nat Cmiel«. Oven på den sparsomme lyd af spilledåse har vi lært, at Nat Cmiel ikke bare er en balletinteresseret person i starten af tyverne, der elsker flotte lydteksturer, men også kan lide »at blive knaldet og knalde«, slet og ret. Stemningen er dyster.

    Det er kun begyndelsen på en rejse ned i sindets afgrund. Yeule synger bedragende forsigtigt om selvskade og traumer, mens kvindestemmen bliver til en pigestemme og ender som lyse, robottiske hyl. Alt sammen manipuleret, udsat for sabotage og tilsat stjernetåger af synth. »How can I burn out of my real body?« lyder et af de gentagede mantraer.

    Albummet pendulerer mellem lydkunst og rendyrket pop, der på overfladen er glad, men bærer på smertelig, underkuet lyrik. Især første halvdel er værd at lytte til for eksperimenterne med vokal og kontrasten mellem eksplosioner af poplykke og afgrundens dybde. Anden halvdel har en tendens til at reducere glitch til ren effekt i mere traditionelle popskemaer. Indtil da er Yeules Glitch Princess en af årets mest løfterigt forstemmende udgivelser.