Tilbage på modernisme-kontoret
Efter en operauge med eksotiske udflugter til Glostrup Stadion og Østerbro Skøjtehal føltes det unægtelig meget mandagsagtigt at være tilbage på kontoret – institutionen – stuvet sammen under trappen på Metronomen. Moderne Mandag er tilbage fra ferie med, måske, sidste sæson.
Trioen Kimi Ensemble havde sammen med guitarist Mikkel Schou ellers taget opgaven alvorligt: den islandske modernisme skulle mingle med den danske. En bridgeblanding af påståelig serialismelieder, løjerlig legeaftale mellem børnemaracas og pseudo-rockguitar og drømmende heltonevibrafon.
BANG! – lød det pludseligt fra førstesalen midt i Gudrun Lunds kække vokalise Destruction (1982). Noget væltede, tænkte man nervøst. BANG, BANG, BANG – blev det senere ved: Puha, hammerslagene var gudskelov en del af værket. Skønt at få banket Lund fri af arkivdvalen, så hun kan minde os om, hvor ængstelig en lyttesituation den modernistiske kube sætter for sit publikum.
Jeppe Ernsts Bønnebog (2022) fortsatte performancesporet. Ernst var til at genkende i performernes overåbne, sjælsforladte øjne. Hvad var det for et ventilerende mekanisk suk, der kom fra dem? Menneskeballonerne blev fyldt op og tømt, men det var ikke liv, der strømmede igennem dem.
Tænker man på modernisme som betydningstømning, passede Ernsts køligt udhulende – og noget forsigtige – værk forbløffende godt ind. Det kan man næppe sige om Hugi Guðmundssons marimba-varme Medea Verses (2022). Heldigvis! Sagnpoppen ankom afslutningsvis til det modernisme-tunge rum med befrielser som 2-og-4 tamburin og popkor. Herligt.
Et tæppe af omsorg og musik
Vi kender alle den omsorgsgerning, det er at lægge et tæppe omkring et andet menneske. I installationen Et rum at vente i er dette gjort bogstaveligt med tekstiler og sang, begge med hundrede års historie på sig. Nan Na Hvass har quiltet fortidens 150 år gamle tekstiler sammen med sit eget hjerte og nutidige oplevelser fra venterum under fertilitetsbehandlinger. Hun vil omskrive det kliniske rum, man vågner op i efter et indgreb, døsig og med et flosset håb, til et mere omsorgsfuldt rum, der syr generationer sammen. Og bringe musik til oplevelsen. Quiltene bærer alle vidne om de kroppe, de har varmet, og de hænder, der har syet dem.
Sopranen og multikunstneren Katinka Fogh Vindelev gik rundt om os, der lå på hver vores seng oven på hver vores quiltede sengetæppe. »Denne smerte er ikke kun din,« lød det fra hendes smukke og meget nærværende klang – ord til musik af Hildegard von Bingen, italienske Barbara Strozzi og egne kompositioner. Nedadgående molmelankolske skalaer, andre gange små melodier fra tiden uden ledetoner – dvs. uden den kausalitet, vi kender i stort set al musik siden 1700-tallet. Klange, der bare er til stede uden kontrol og nødvendig retning – ligesom et menneske, der lever med et flosset håb om frugtbarhed.
Der var kun fire pladser – på alle måder en intimkoncert, hvor omsorg i form af sang, tekstiler og nærvær smeltede nærmest magisk sammen. Lytteren på sengen ved siden af mig kunne ikke stoppe med at græde bagefter. Rummet var alt andet end klinisk – sang og tekstiler havde gjort det omsorgsfuldt. Begavet og smukt.
»Musik er for mig noget, der spejler menneskelige oplevelser, og som vi kan finde os selv i på et helt eksistentielt niveau, hinsides sproget. Den føles som et fælles rige, vi har adgang til. Musik er måske den kunstform, der i mindst grad behøver at blive bearbejdet intellektuelt (selvom den også kan det!). Fordi den består af lyd, der udfolder sig over tid, må vi selv genskabe farverne og følelserne i os. Det kan ske hurtigt, som om vi var besat af en kraft udefra. Musik rummer mange lag af koder, som vi forholder os til på både ens og forskellige måder. Nogle af disse koder, såsom puls, resonerer med ubevidste lag i os, der stammer fra urtiden. Andre lag, såsom velkendte musikalske referencer, taler til det moderne, dannede menneske. Dette samspil gør musikken til noget helt unikt stimulerende! I den kulturpolitiske diskurs bliver kunsten ofte reduceret til et instrument for noget andet (hvilket den bestemt også både er og kan være). Dermed glemmer man kunstens egenværdi.«
Solveig Sørbø er komponist, musikproducer og artist, der skaber klassisk musik og alternativ pop. Hun komponerede musikken til dokumentarfilmen Hans pluss Liv (NRK), og et stykke herfra blev senere opført af KORK (Norges Radios Orkester). I anledning af solformørkelsen i 2026 skrev hun et orkesterværk, der forbinder Dantes metafysik med himmellegemernes fysik.
Sørbø har tidligere arbejdet i akademiske sammenhænge med innovative projekter som MusicLab (udgaven med DSQ blev af DR kåret til Årets Begivenhed) og som radiojournalist og -vært på NRK og radiOrakel. Med en metodisk tilgang til kunsten ønsker Solveig at skabe musik, der bevæger.
Hendes anmelderroste opera Heroin chic, med libretto af den prisvindende forfatter Maria Kjos Fonn, havde urpremiere på Classix-festivalen i Rumænien i 2025 og norsk premiere på Parkteatret i Oslo i februar 2026. Efterfølgende blev hun af Ballade kaldt »Musikkens Klæbo«. For tiden arbejder Sørbø blandt andet på en opera baseret på Ibsens Vildanden og forbereder en koncert med bandet Naturhistorisk.
»Jeg lytter meget til spil-musik fra spil, jeg selv spiller. Og så bliver jeg igennem mit virke som instruktør præsenteret for en masse fantastisk musik, som mine skønne kollegaer præsenterer mig for i hvert nyt projekt. Jeg bruger musik som et værktøj til mine teaterprocesser. Både for at komme i stemning, når jeg forbereder mig til at kommunikere betydninger og retninger imellem kunstnerne/designerne/performerne på projektet, og til at vågne om morgenen, når jeg laver min kaffe. Musik kommunikerer ofte tydeligere end ord, ligesom sceniske handlinger og visuelle udtryk oftest kan være ret præcise i at kommunikere emotionelt indhold, mere end det talte og skrevne ord. DEN type affekt elsker jeg!«
Emil Rostrup er teaterinstruktør og har i de seneste år stået bag forestillinger som Bad Mexican Dog (2026) på Sort/Hvid, Crip (2026) på Revolver, Klodshans og Prinsessen (2026) på Aalborg Teater, Prometheus (2025) på Nørrebro Teater, Vi, de druknede (2025) på Republique og Pow Pow Pow (2024) på Revolver.
Han dimitterede i 2020 fra Den Danske Scenekunstskole som sceneinstruktør med afgangsforestillingen Woyzeck Exhibited – en devised parafrase over Georg Büchners klassiker Woyzeck.