- © PR20/3/2025
Trancens kraft: En rejse fra Indonesien til Roskilde
Andreas Johnsen: »Cosmic Balance«I 2022 vendte den Indonesiske trup Juarta Putra Roskilde Festival på hovedet og henførte et talstærkt publikum med en trancedans kaldet reak. I dokumentarfilmen Cosmic Balance fører instruktøren Andreas Johnsen os tilbage til tiden lige inden, til Putras hjemby Cinunuk på Vestjava i Indonesien, hvor vi gennem 24-årige Anggi Nugraha introduceres til reak, og til hvordan unge og gamle til lyden af dundrende trommer, forvrænget tarompet (rørbladsblæser, minder om en obo) og reciterende sang, hengives til de forfædre, der besøger dem i deres vilde trancer. Anggi selv, der netop er blevet leder af reak-gruppen, hjemsøges af sin bestemte bedstefar, der giver ordrer til, at traditionerne skal bevares og overholdes.
Anggi er dog usikker på sin nye rolle. Han er ikke i blodlinje med forgængeren Abah eller nogle af de andre i gruppen, men er vokset op i landsbyen blandt musikerne, efter hans forældre af uvisse grunde efterlod ham der. Vi møder også Anggis kæreste, som han gerne vil giftes med, men som han af samme grund ikke har fået forældrenes accept til. Anggi er en følsom og sympatisk ung mand, som man kun ønsker det bedste for. Han selv søger hjælp hos en sandsigerske, der giver ham styrke til at rejse til Danmark, og til at gennemføre et ægteskab med hans udkårne. Hvordan det går med giftemålet, vides ikke, men rejsen til Roskilde bliver en udpræget succes.
Filmens lydspor fungerer overvejende godt med feltoptagelser og truppens egen musik. Mindre velvalgte er passagerne med lyrisk klaver og strygere som ledsagelse til trance-scenerne fra Cinunuk, der kommer til at fremstå unødigt iscenesatte. Det ændrer ikke ved, at Cosmic Balance giver et sympatisk og fascinerende portræt af en musik, der på den ene side passer perfekt til Roskilde Festivals globale og mangfoldige profil, men som også stammer fra en verden så fjern fra Roskildes inferno, at man næppe kan se, hvor enderne mødes. Men det gør de, den nat på Roskilde.
- © PR23/10/2025
JASSS Tears the Cellophane Off Electronic Music
JASSS: »Eager Buyers«The sound of Eager Buyers is as intense as crackling cellophane – and just as revealing. It’s as if all musical labels have been stripped away, leaving behind a raw, unfiltered sonic world where genres dissolve and everything becomes possible. The Berlin-based Spanish producer JASSS forges her sound in a punkish alloy of electronic music, industrial, EDM, and rock-inspired guitar riffs.
Her third album is a rebellion against conformity and expectation. To label JASSS is nearly impossible – unless the label is cool. In the complex rhythmic compositions, where traces of bitcrush are balanced by melancholic harmonies and subtle hints of medieval-core on the track »Sand Wrists«, we enter a universe that is at once nostalgic and adventurous – and at the same time simmering with the energy of Berlin’s nightlife.
Eager Buyers is magnetic – even for listeners who don’t normally inhabit the electronic realm. The album carries a clear narrative, driven by a dark, almost theatrical energy. JASSS turns toward a world she perceives as »malnourishing« – as she phrases it through song titles like »Hollow« and »The Mob Expects Malnutrition«. Yet the melodrama has a tinge of irony: there’s something disarmingly sarcastic about it all, as if Eager Buyers is ultimately about the disillusioned modern human.
JASSS rattles the cellophane of the musical packaging we usually call genres, reminding us that music, too, is a product to be sold and bought. Eager Buyers is an album that refuses to be wrapped up – and precisely for that reason, it’s worth buying.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
- © PR23/10/2025
JASSS river cellofanen af elektronisk musik
JASSS: »Eager Buyers«Lyden på Eager Buyers er lige så intens som knitrende cellofan – og lige så afslørende. Det er, som om alle musikalske etiketter er pillet af, og tilbage står en rå, ufiltreret lydverden, hvor genrer opløses, og alt bliver muligt. Den Berlin-baserede spanske producer JASSS smeder sit udtryk i en punket legering af elektronisk musik, industrial, EDM og rockede guitarriffs.
Hendes tredje album er et opgør med konformitet og forventninger. At sætte ét mærkat på JASSS er næsten umuligt. Så skulle det måske være cool. I de komplekse rytmiske sammensætninger, hvor spor af bitcrush balanceres af melankolske harmonier og subtile hentydninger til medieval-core i nummeret »Sand Wrists«, bevæger vi os i et univers, der på én gang er nostalgisk og eventyrligt – og samtidig ulmende af Berlins natteliv.
Eager Buyers er dragende – også for lyttere, der ikke plejer at bevæge sig i den elektroniske sfære. Albummet har en tydelig fortælling, båret af en mørk, næsten teatralsk energi. JASSS vender sig mod en verden, hun oplever som »fejl-ernærende« – som hun formulerer det gennem sangtitler som »Hollow‹ og »The Mob Expects Malnutrition«. Men melodramaet får et skær af ironi: der er noget afvæbnende sarkastisk i det hele, som om Eager Buyers i virkeligheden handler om det desillusionerede moderne menneske.
JASSS rasler med cellofanen fra de musikalske indpakninger, vi plejer at kalde genrer, og minder os om, at musik også er et produkt, der skal sælges og købes. Eager Buyers er et album, der nægter at lade sig pakke ind – og netop derfor er det værd at købe.
- © PR18/10/2025
One Tone, Eight Breaths, and the Sound of Waiting
Elisa Kragerup, Louise Alenius, Vokalensemblet ÆTLA and others: »The Emperor of Portugalia«Only one actor appears on stage in The Emperor of Portugalia – surrounded by eight singers. In Elisa Kragerup’s tightly choreographed staging, Louise Alenius’ a cappella composition becomes a physical experience where breath and movement merge into one. The acoustic soundscape interacts eerily quietly with the deafening, mechanical noises that arise when, for instance, beams of light are raised and lowered on stage. It feels as if the relentlessness of existence here briefly finds a sonic expression that captures Selma Lagerlöf’s intentions.
The sparse – or rather ascetic – soundscape, together with the humble peasant costumes, reflects the harsh, monotonous life of a Swedish village before the world turned modern. And the plot? A poor farmer worships his daughter, but when she leaves for Stockholm as a young woman and never returns, his years of yearning drive him, in a Don Quixote-like fashion, to believe himself emperor of the imaginary land of Portugalia, with his daughter naturally imagined as its ruler. The father’s longing borders on madness, while the daughter’s neglect or thoughtlessness ultimately turns against her: in a Godot-like manner, he waits and waits for her – just as she, after his drowning, waits for him, unable to find his body.
The piece is carried by an almost unbroken drone in the choir (produced through collective breathing) – a single sustained tone that, as an artistic device, illustrates how music in theatre can be so minimal that sound itself becomes the message, and the absence of a musical narrative becomes the point. »One tone played beautifully is enough,« Arvo Pärt once said. Except that here, the tone is sung – and in this work, his statement is affirmed in the most radical way: a maximal expression achieved through minimal means, realised with striking precision by Vokalensemblet ÆTLA.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
- © PR18/10/2025
En tone, otte åndedræt og klangen af venten
Elisa Kragerup, Louise Alenius, vokalensemblet ÆTLA m.fl.: »Kejseren af Portugalien«Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.
Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.
Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.
- © Julie Montauk16/10/2025
A Microphone In the Nervous System
IKI: »BODY«It sounds as if someone has placed a microphone directly inside the nervous system’s electrical impulses. The Nordic electroacoustic vocal ensemble IKI explores the boundaries between body and technology on their fifth, self-produced album BODY, where the five singers’ bodies merge into one large, organic rhythm box.
The tracks change form as the body breathes, dances, awakens, runs, wanders – in the imperative mood. The harmonically unison ripple of »Float« is countered by flickering modem-like sounds in »Regenerate«. Everything is framed by the recurring theme »Circuit«, which ultimately gathers the fragments into a single linguistic statement: »Are you gone when your body is not breathing?«
BODY demands concentration. IKI claims that all sounds on the album are created with the voice – a counterpoint to the electrically manipulated, a kind of reversed version of synthesizer sounds that imitate the human voice. It’s an incomprehensible mystery one keeps listening for: how can the voice produce the accordion-like sound on »Breath«, panned all the way to the left and slowly taking over the entire soundscape? Of course, it can’t do so on its own. The recording itself is an electronic mediation. The technological tools act as a microscope for vocal expression. It’s powerful because it asks about the transitions between human and machine, between life and afterlife. Yet the premise holds a paradox that never fully resolves.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek