XL MAO

To store amerikanske komponisters værker startede og sluttede koncerten: John Adams’ The Chairman Dances og Aaron Coplands Symfoni nr. 3. I førstnævnte lød reminiscenser af balmusik og foxtrot, så skarpt spillet, at Mao Tse-tung, der er værkets forlæg, må have haft lyst til at bevæge sig. Blandt et stort og ungt publikum i Symfonisk Sal sad ni damer med store hatte af det bedste stof. Det var særligt det andet værk, ud af aftenens tre, med den vildt energiske instrumentalist Liu Le på kinesisk citar, gu-zheng, der fik dem til at nikke anerkendende. Med andre ord: Simon Steen-Andersens værk Ouvertures.

Magisk Kina-Box
Ouvertures betyder begyndelser eller åbninger. Det blev man mindet om, når man betragtede kinesiske virtuos Liu Le, der som den eneste solist, der endnu har opført Steen-Andersens værk, åbnede og lukkede for en lille kasse, der sidder forneden af gu-zheng’en. Den bruges til at stemme instrumentet, men den kan også afgive en klak-lyd. Liu Le gjorde det så ofte, at denne lyd (som kunne minde om to træstole, der slås ind mod hinanden) dannede et særligt rytmisk spor gennem værket. På dette spor hægtedes efterhånden bøjede toner fra gu-zheng’en, korte, fyldige blokke fra et stort strygerhold samt utydelige reminiscenser af det, der senere i korte øjeblikke viste sig at være en kinesisk folkemelodi, indsunget af en kvindelig kinesisk sangstemme, der var båndet og strakt ud, og derfor knap kunne genkendes som en syngende stemme.

Langsomt begyndte man at registrere de små forskydninger og mikrotoner, som både sangstemmen og Maos stemme, dannede, fordi de blev strakt ud. Stemmernes små intervalforhold lød både sære og dragende, ikke mindst sammen med gu-zheng’ens glissandi.

Undervejs kappedes forskellige lyde om opmærksomhed: samplede wrrrrrrt-lyde, som fik mig til at tænke på roterende raket sole, pludselige bilhorn, der satte tempoet i stå, kaskader af kung fu-slag og udråb, der fik en til at tænke på mekanik. Alt imens sinus-lignende støj fra megafoner og strygere fik hele salen til at vibrere.

Inspireret af Bach
Simon Steen-Andersen ynder at sætte ting sammen, som normalt ikke er forbundne, og det fascinerende er, hvordan han i Ouvertures holder kontrol med alle disse elementer og tidsligheder. Det er tydeligt, at han er udtalt inspireret af Bach. Mange af Bachs værker synes hverken at have en begyndelse eller en slutning. Det er som om, en ”uendelighedens puls” er mærkbar i hvert øjeblik. Netop denne tidløshed er kendetegnende ved Ouvertures, hvor de enkelte og ofte brat afsluttede sekvenser altid bærer en åbning mod den næste sekvens. Også et andet af fugakunstnernes kendetegn, benytter Steen-Andersen i Ouvertures: De vidste altid, hvornår de skulle slutte.

I værket er virtuosen Liu Le med gu-zhen’en centrum. I programmet beskriver Simon Steen-Andersen gu-zheng’ens kasse som et “hemmeligt rum.” Liu Les brug af denne kasse fik mig til at tænke på en “rugekasse”: Alle toner samledes her inden videre afrejse. Som om Liu Le styrede værkets centrifugale forløb og lod hengemte lyde accelerere pludseligt og “flygte” - så snart, der var en åbning i den musikalske struktur, hvis tæthed virkelig var som et meget trangt bur.

Midt i disse sitrende bevægelser toner Formand Mao frem og udtrykker noget, som ingen nogensinde har hørt før. Maos stemme er strakt ud og virker først snøvlende, som er den afspillet baglæns, men til sidst... synger han. Netop denne del af værket gav Simon Steen-Andersen visse bekymringer i forbindelse med uropførelsen i Shanghai i 2008 (her vandt Ouvertures “semifinalen” ved en kompositionskonkurrence). Dengang opsøgte myndighederne ham på hotellet. For hvis stemme indgår i værket?

Zoom
Det er Mao stemme, der indgår i værket - men gennem stærke filtre og støj. Vi hører ham som i en transmission, som ikke helt kan gå igennem. Ouvertures giver os et tonalt billede af Mao. Vi zoomer ind på hans stemme og ”lærer ham at kende” via stemmen, som det mest personlige, mennesket har. De seneste år har rigtig manges opmærksom rettet sig mod at optage, digitalisere og arkivere historisk materiale. I den kontekst er Simon Steen-Andersens projekt forfriskende. Og nødvendigt. For Mao træder her ind i et andet arkiv - ikke vores sædvanlige historiske arkiv, men et musikalsk arkiv.

Steen-Andersen tog ydmygt imod stående bifald for sit værk Ouvertures, der er pulserende samtidsmusik, som i 14.30 minutter åbner op for noget, vi kan reflektere over længe efter.