Anton Webern

Webern er elev af Arnold Schönberg og gennemgår på sin egen selvstændige måde samme transformation fra senromantik over ekspressionisme til talfetichist i form af dodekafon sats-teknik. I sin levetid var han mere kendt som dirigent end som komponist, men har i eftertiden været central inspirationskilde for utallige komponister. Han er særlig kendt for sin kortfattede ekspressivitet, klangfarve-nuancerigdom og solistiske instrumentationsteknik.

Afsubjektivisering

Dodekafonien indbefattede hos Arnold Schönberg en tankegang, som – til trods for den gennemgribende radikalitet – stadig havde en tematisk orientering. Hans elev Anton Webern forkastede med sin punktmusik-stil imidlertid også enhver tanke om temaer og skulle derved blive eksponent for en slags kunstens afsubjektivisering, hvor komponisten i stedet for at forlade sig på sine egne kunstneriske intentioner erstattede dem med et intenderet fravær – og dermed satte mulighederne for en personlig prægning af værket ud af kraft. Eller man kan sige: Mulighederne for en personlig prægning af værket lå i fraværet af den.

Efterkrigstidens serialisme arbejdede intenst med at undgå brugen af temaer, som ifølge den norske kulturforsker Per Thomas Andersen blev associeret med ‘det kreative indfald’ eller ‘den personlige anekdote’. Noget lignende kunne spores i den samtidige, elektroniske musik, hvor klangflader som oftest havde forrang for melodiske forløb. Afsubjektiviseringen kan ses som udtryk for en historisk tendens i det modernistiske materiale. Det havde den spanske filosof José Ortega y Gasset allerede i 1925 iagttaget i sit essay Menneskets fordrivelse fra kunsten. Men det var en tendens, der først så ud til at blive realiseret i kompositionsmusikken i efterkrigsårene, måske fordi musik som kunstart pr. definition er følesesaktiverende for lytteren og dermed vanskeligere at ‘objektivisere’.

Afsubjektiviseringen skulle også på anden vis blive et gennemgående tema især i 1950’ernes musikkultur, hvor stringens og en nøgtern, nærmest videnskabelig tilgang til kompositionsgerningen prægede talrige komponister. Det er påfaldende, at musikvidenskaben i samme årti i stort omfang koncentrerede sig om udpræget objektive tiltag som eksempelvis at tilvejebringe kritiske udgaver af musik fra især renæssancen og at kortlægge samtidsmusikkens systemer. 

Det er dog fristende samtidig at se tendenserne til afsubjektivisering i kompositionsmusikken fra 1940’erne som værende et resultat af efterkrigstidens kunstneriske klima. Den tyske nazimaskines forførelse af folkemasserne ved hjælp af stærkt emotionelle budskaber havde bragt det emotionelle i miskredit. Først da krigen var kommet på længere afstand kunne det – som det efterhånden skete i 1960’erne – igen komme på tale, at komponister skabte følelsesrelaterede relationer til lytteren uden at bringe sig selv i miskredit.

Ekspressionisme

Udtrykket opstod i det tysksprogede område i begyndelsen af det 20. århundrede. Det blev først anvendt om billedkunst og litteratur og til dels musik, men ses senere i århundredet hyppigt anvendt om en lang række forskellige, kunstneriske udtryksformer med efterhånden stærkt skiftende betydninger.

På musikområdet anvendes det især om det udtryksklima som præger Arnold Schönbergs musik fra ca. 1907 og indtil han udviklede tolvtonemetoden i årene før 1923 og om udtryksformen hos en del andre komponister virksomme i samme periode. Musikalsk ekspressionisme afstår fra traditionel formgivning, gentagelser, sekvenser, kadancer m.m. og søger at finde udtryk for voldsomme sindstilstande og sjælelivets dystre, kaotiske eller ekstatiske sider. Schönbergs mest ekspressionistiske værker har karakteristisk nok måne, nat, mørke og sindets afkroge som gennnemgående temaer. 

I den nøgterne genopbygningsperiode efter Første Verdenskrig nedtones den musikalske ekspressionisme i denne historiske betydning, og den forsvandt efterhånden helt.

Nøgleværk: Schönberg: "Erwartung" (1909)
Komponister: Schönberg, Skrjabin, tidlig Hindemith, tidlig Bartok, tidlig Webern, tidlig Varèse, Stravinsky (kun "Sacre") og undertiden Berg (især "Wozzeck").
Danske: Paul von Klenau, visse værker af Aksel Borup Jørgensen