Domorganist N. O. Raasted har sammen med den øvrige bestyrelse i »Selskabet af 1916« engageret en tysk-østrigerinde til en foredragsaften. Han har uden protest bøjet sig for en henstilling fra det tyske gesandtskab om med få dages varsel at bryde dette engagement med den udelukkende motivering, at pågældende foredragsholders far er jøde. Han har medvirket til at gennemtvinge dette standpunkt i bestyrelsen, skønt han vidste, at nøjagtig halvdelen af bestyrelsen, deriblandt formanden, ønskede at opretholde engagementet. Han har fremskaffet en foredragsholder i stedet for den engagerede og har selv ledet dette møde, skønt det relativt mest anstændige havde været at aflyse vedkommende mødeaften. Han erklærer, at han ikke er antisemit, han har altså ladet sig bruge til at fremme principielle synspunkter af den største rækkevidde, som han ikke delte. Det er en mand uværdigt. - Når en musiker sidder som bestyrelsesmedlem af en forening af »Selskabet af 1916«s karakter, sidder han der ikke som privatmand, men som uofficiel repræsentant for dansk musik, og må indrette sine handlinger derefter. N. 0. Raasted har sveget dansk kultur ved at indtage et standpunkt uoverensstemmende med menneskelig følemåde, sådan som vi herhjemme opfatter dette begreb. Det er højst sandsynligt, at han derigennem har gavnet sin position i Tyskland, men det er i hvert fald givet, at i Danmark er den agtelse, der hidtil har stået om navnet Raasted, forsvundet. Det må betragtes som en naturlig konsekvens af denne sag, om danske musikere unddrager Raasted deres tillid.

Gunnar Heerup.