Avantgardistisk maraton i Marmorkirken

Fredag aften i Marmorkirken. Et dunkelt og overvældende kirkerum. Kalkmalerierne i kuplen er blå. Lyset bag altertavlen er blåt. Bænkerækkerne er fyldt med folk. På tværs af alder og outfit sidder vi skulder ved skulder, forventningsfulde venter vi på aftenens forestående koncerter. Tre solister indtager den imposante kirke med hver deres radikale måde at bruge stemmen på. Som en tyvstart på musikfestivalen Wundergrund (27. oktober – 5. november) har man under overskriften Radical Voices samlet tre af verdens helt store mastodonter indenfor eksperimenterende stemmebrug til at kickstarte festivalen og sprænge alle eventuelle lydmure inden take-off. 

SCI-FI Munkesang
Den ungarske black metal vokalist er den første til at bryde kirkerummets grødede publikumspolyfoni. Kutteklædt og med et rødt kors over brystet gør Attila Csihar sin entre foran alterets guldkors. Han growler sig gennem kirkerummet i en messende munkesang bygget op omkring en dyb drone, der forplanter sig til vores sæder og får træbænke og marmor til at runge med. Enten gestikulerer Csihar profetisk og himmelråbende eller også står han bøjet over sin heksekedel af samplere, der sørger for at filtrere og forpurre hans vokal til ukendelighed. Hele tiden er livevokalen det fundament, hvorpå han forvrænger. I det ene øjeblik tror man sig i selskab med en moderne munk, der tager den gregorianske kirkesang helt ud af en tangent (som i hvert fald ikke er orgelet bekendt). Næste øjeblik er man med djævlen på udebane, fanget i et larmende loop af droner og dystre recitationer. 

Under hele koncerten overstiger tonelejet kun nøglehuls c’et, når det drejer sig om et dyrisk skrig eller deslige. I en times tid genlyder kirkerummet af alverdens fantasy film - af Gollum, som hvæsende griber efter Ringen over dem alle – og man overvejer om koncerten er diabolsk besættende eller om dronedybet i længden bliver for repetitivt, til at man kan fastholde mystikken.  

– Pause: En runde på Amalienborg slotsplads til fods, for at få ørerne på plads, fimrehårene til at lægge sig og for at tjekke at garderne patruljerer tilpas formelt –

Stemmens genopstandelse
Tilbage under den blå kuppel venter den norske vokalkunstner Maja Ratkje. Hun kommer ind på ’scenen’ syngende. Først ankommer stemmen, så kommer hun. Med forførende arabeske fraseringer og uden anden forstærkning end det kirkens enorme resonansrum kan tilbyde, indleder hun koncerten. 

Foran alteret er mikserpulten. Englene holder vejret. 

Det starter med åndedrættet, som gøres til genstand for knitrende loops og omvendinger. En indånding spillet baglæns giver ikke nødvendigvis en udånding, men noget meget mere sprødt og øreindbydende viser det sig. Herfra bygger Ratkje langsomt sit elektroniske univers op lag for lag. Med en mikrofon inde i munden forstærker hun sin stemme fra svælget og mundhulen og ud i det store kirkerum. På meget ambitiøs DJ-manér skaber hun selv råmaterialet til sine samples – vel og mærke i realtid. 

Modsat Csihar har koncerten en klar fremdrift mod et klimaks, hvor kompositionen bevæger sig længere og længere væk fra den genkendelig stemme. De mange lydlag larmer efterhånden så meget, at den menneskelige stemme, som har været spunden ind i det elektroniske væv gennem hele koncerten, til sidst drukner i knitrende støjflader. 

Koncerten slutter som en fornem rammefortælling med samme a cappella sangfrasering, som indledte koncerten. Genopstandelsen af den ’rene’ og umedierede stemme er utrolig virkningsfuld og får en katarsislignende effekt, der nok bliver det tætteste kirken kommer syndsforladelsen denne fredag aften.

Stemmen klæber til marmorvæggene og hænger i kuplens inderside længe efter Ratkje har lukket munden og givet stemmelæberne fri. Det andægtige kirkerum er for en stund genetableret, inden det bryder ud i blasfemisk applaus.

– Pause: Endnu en runde på Amalienborg slotsplads, fimrehårene filtres ud og ørerne blæses igennem. Garderne genkender mig denne gang og hilser tilpas formelt –

Stemmens eget filter
To en halv time senere går aftenens hovednavn på, den græsk-amerikanske vokalvirtuos Diamanda Galás. Kvinden, klædt i sort og med det lange sorte hår, sætter sig ved det sorte flygel foran alteret. Efter en kort klaverintro åbner Galás gabet og introducerer os for sine rødder i operaverdenen. Herfra opløses skønsangen tone for tone. Galás skræpper, skriger, vrænger sig gennem koncerten med en stilsikker og overlegen stemmeføring, der frit fabulerer over tre en halv oktav. Med en ekstrem vibrato og overmenneskelige spring fra det dybe til det helt høje leje, udforsker hun, som aftenens eneste ufiltrerede indslag, stemmens iboende potentiale. Med sin enorme spændvidde og overlegne sangteknik manipulerer og forvrænger Galás stemmen ligeså eftertrykkelig og til tider ligeså maskinelt som de to foregående vokalister. Hun spænder lange glissandi forløb over, hvad der normalt ville svare til et tidsinterval på fire-fem vejrtrækninger.  

Under hele koncerten udgør lyssætningen et vigtigt element. Ved hvert nyt nummer ændres farveprojektionen på to af kirkens vægge – blå, rød og grøn. Særlig effektfuld er det, når lyset kastes op bag Galás og projicerer hendes profil op på kirkens bagvæg. Her får hendes skygge en kragelignende karakter, alt mens hun skræpper ”Can’t love without you”.  

Det er uden tvivl et stykke imponerende stemmearbejde at være vidne til og Marmorkirken gør sit for at tilføre kraftudladningen ekstra krydderi. De konstante transformationer mellem operadiva, diskodronning til karikeret fransk visesanger og forbi en hurtig flirt med kabaretten er et lettere skizofrent maskebal, der frem for alt vidner om et enormt overskud.

Efter godt en time har mindst tyve udvandringer fundet sted. Men det er umuligt at sige, om det skyldes overmåde mæthed på den skræppende skønsang eller om der ganske enkelt er tale om, at folk skal nå midnatsfærgen hjem. (Fire timers kirkekoncert er lang tid, selv med indlagte spadsereture på slotspladsen). I hvert fald lægger det ikke en dæmper på det resterende publikums begejstring. 

Selvom mosaikkerne må vurderes at have været i overhængende fare flere gange i løbet af denne koncertaften i Marmorkirken, holdt de til hele pibetøjet – hver en yderliggående frekvens. Flere blandt publikum blev inspireret til selv at bryde stilheden i det normalt tavse kirkerum ved at lade stemmerne flagre frit blandt de svært fornøjede engle. Der blev hujet og skreget i kølvandet på denne avantgardistiske aften i selskab med tre af verdens mest radikale stemmer i guds eget hus.       

– Slut: På cyklen over Amalienborg slotsplads, fimrehårene er infiltreret i lydlige efterveer. Mere vil ha’ mere. Nok er nok. Et kvadrat på tre gange tre gardere træder af. Vagtskifte. Midnat. Synger man ikke for sig selv på hjemvejen? –